Vil du vide, om du risikerer at få kræft?

Vil du vide, om du risikerer at få kræft?

"Kære Christina. Svaret på prøven er nu til rådighed. Så vi skal mødes…"

Kald mig paranoid. Negativ. Sygdomsfikseret. Men hvis ikke den besked på mail lyder faretruende, når man tre uger tidligere har sendt en urinprøve til USA for at få analyseret sin risiko for brystkræft, og kan få en lidt ud af fatning, hvad kan så? Min fornemmelse siger mig bare, at hvis jeg sad og sendte mails ud til folk, der har fået deres risiko for en livstruende sygdom testet, så ville ovenstående absolut være tegn på en dårlig test. Hvis alt var i orden, ville man jo have skrevet: „Svaret på din prøve er klart. Bare rolig, det ser fint ud, men vi skal nok mødes og tale om, hvordan du bedst forebygger cancer“. Eller noget i den retning.

Mit hoved er et virvar af den slags analyser og konklusioner. Jeg har frivilligt meldt mig til at afprøve en test, der skal vurdere min risiko for at blive ramt af brystkræft. Er jeg blevet vanvittig? Jeg siger i hvert fald ikke noget til min mor eller min mand om min nye raptus, der går ud på, at jeg gerne vil forebygge, hvad der forebygges kan.

Estronex er en nye form for østrogentest, der måler østrogenniveauet i kroppen på 21. dagen i cyklus. Man modtager testen i en lille papkasse med et rør til at samle urin i, en instruktion, et papir, hvor man anskueliggør, at man rent faktisk er den, der har tisset i røret, og en prøvekuvert til at sende prøven retur i.

Inden jeg foretager testen, ringer jeg for en sikkerheds skyld til stedet for at høre, hvordan det nu er, det forholder sig med cyklus. Tæller man fra første menstruationsdag? Jeg kan pludselig ikke huske det. Det gør man. Testen er sendt, og nu venter jeg på en samtale om resultatet:

Jeg er 47 år, har ammet tre børn og lever sundt. Dermed burde min risiko være forholdsvis begrænset. Omvendt er jeg som de fleste kvinder på min alder påvirket af, at risikoen for brystkræft stiger voldsomt i takt med antallet af fødselsdage. Jeg har i de senere år set kvinder – deriblandt min bedste veninde – få diagnosen og fulgt deres kamp med angst, kemoterapi, stråler og operationer.

Ikke en dødsdom

Estronex måler kvinders østrogenniveau eller rettere østrogenniveauer. Vi har nemlig flere slags østrogen i kroppen, får jeg at vide, da jeg møder op på Nordic Clinic midt i København, som har slået sig op på adskillige former for sundhedstests. Lige fra denne og andre, som måler kroppens hormoner, til tests, der kan afsløre, om du er overfølsom over for gluten.

Lad mig med det samme sige, at min nysgerrighed er større end min angst. Det er jo trods alt ikke en dødsdom, men en risikoberegning der er tale om. Jeg har haft god tid til at tænke over projektet og er nået frem til, at det giver god mening – for mig i hvert fald – at få en øjebliksrapport af min krops sundhedstilstand. Kender man den, kan man måske nå at sadle om, før man bliver syg – og måske helt undgå at blive det. For mig er det rart at vide, når der har været fire tilfælde af brystkræft i min nære familie.

Anne Cathrine Færgeman er klinisk diætist og vejleder folk, der har fået testresultater retur og gerne vil følge op med en livsstilsomlægning. Nordic Clinic har også to læger ansat, der dels rådgiver folk, dels er med til at udvælge de tests, der efter deres mening, er lødige nok til markedet.

En af de – mange – ting, der adskiller Nordic Clinic fra at gå en tur til lægen, er, at du ikke får en recept med i hånden, som du kan indløse på nærmeste apotek. Stedet behandler og forebygger nemlig udelukkende med kostvejledning og naturmedicin.

– Det betyder langtfra, at det er harmløst eller uden virkning. Det er også medicin, og derfor kan det også have bivirkninger. Derfor beder vi altid folk om at kontakte os, hvis de får nogle reaktioner på de ting, vi ordinerer, forklarer Anna Cathrine Færgemann.

Jeg har kun én ting i hovedet: At få de høflige indledende manøvrer overstået og høre resultatet af min test. 

Anne Cathrine tager en dyb indånding og siger så forholdsvis afslappet:

– Nå, men resultatet er som sagt kommet – og der er faktisk noget at komme efter.

Hun viser mig papiret med et let forståeligt diagram, der viser, at mine tal ligger i den røde zone og ikke i den gule eller den grønne zone, hvor de allerhelst skulle være.

Klik dig videre til næste side for at læse mere.... 

Nu er jeg nervøs

Det er forholdet mellem de gode og de dårlige østrogener, det handler om. Det forhold kaldes ratio – og ratioen kan ligge helt fra 0,3 og så højt som 81,3. Min måler 2,6, og ligger dermed klart i den meget lave (og dårlige) ende af skalaen. Faktisk er jeg kun 0,6 procentpoint fra at være i den værst tænkelige kategori, hvor min risiko for at udvikle kræft i såkaldt østrogen-følsomt væv, som for eksempel brystvæv, er stor. Puha!

Anna Cathrine Færgemann skynder sig at fortælle, at jeg sagtens kan ændre min ratio. Det kræver en kostændring og -tilskud af forskellig slags. Kosten er nemlig en utrolig vigtig (med-)spiller, når det gælder om østrogen. Man kan ikke sige, at nogle fødevarer giver brystkræft, men der er østrogenlignende stoffer både i fødevarer og miljøet, men man ved stadig ikke præcis, hvordan sammenhængen er. Hvis du vil undgå dårlige østrogener, så spis grønt, magert og groft og sørg især for at spise kål og løg.

– Jeg vil gerne have dig op på 7. Det kræver, at du spiser en kost, som er rig på stoffer, der modvirker de dårlige østrogener og fremmer de sunde, forklarer hun og lover, at jeg ikke er den første, hun har set i den ende – og at hun også har set andre flytte sig fra det røde, farlige område til det grønne på forholdsvis kort tid ved at ændre kosten og supplere med kosttilskud.

Jeg er rigtig glad for, at jeg har en mammografi bag mig. Det er nemlig kun seks måneder siden, jeg fandt en knude i mit bryst og blev henvist til mammografi og scanning. Begge dele viste, at knuden var en harmløs hævelse i en mælkegang – eller noget i den stil. Jeg er altså ikke syg, så meget ved jeg. Til gengæld ved jeg nu også, at jeg nok har en øget risiko for at blive syg.

Er jeg ved at dø af skræk? Nej, egentlig ikke. For jeg har allerede kørt hele scenariet igennem i mit hoved og forberedt mig på, at jeg kunne få et dumt svar.

Og jeg ved jo godt, at risikoen er der. For min mormor og hendes fire søstre har alle sammen haft brystkræft, og min farmor døde af lungekræft. Det bliver jeg konfronteret med allerede før mødet med Anne Cathrine. Ud over testen skal alle testpersoner hos Nordic Clinic nemlig udfylde et omfangsrigt spørgeskema om deres egen og nærmeste families sygehistorie.

– Mange står af allerede dér. For når man sidder og svarer på alle de meget intime og nærgående spørgsmål om sit mentale og fysiske helbred og i de grader konfronteres med sin livsstil, er der mange, der ringer ind og melder fra, forklarer Anna Cathrine Færgemann.

Små ændringer

Apropos livsstilsomlægning. Anne Cathrine Færgemann svinger ikke med sin kost-tryllestav, som jeg havde troet. Der skal forholdsvis få ændringer til for at flytte mig fra kræftrisiko-offer til en mere sikker østrogenbalance.

– Du skal have brassica. Det vil sige masser af grøntsager fra kålfamilien. De har en meget effektiv virkning på din østrogenratio, forklarer Anne Cahrine Færgemann.

Så nu er min nye livret kål: blomkål, broccoli, rosenkål, rødkål, savoykål og spidskål. Løg og porrer skal også integreres i hverdagskosten – ikke kogt, helst i rå form. Det er, når man tygger kålen og det blandes med spyttet, at de gavnlige stoffer slippes fri. De sænker det dårlige østrogen, så forholdet mellem det gode og det dårlige hormon bliver bedre.

Ud over kål til aftensmad og frokost, skal jeg spise hørfrø om morgenen for at øge mængden af fibre i min kost (fibre trækker dårlige ting med ud af kroppen via tarmen), og så skal jeg drikke sojamælk i kaffen, bare én gang om dagen, så jeg får lidt mindre komælk i min daglige kost.

– Du får også en liste med fire kosttilskud, som hjælper kroppens proces og støtter dine udrensningsorganer, siger Anne Cathrine Færgemann, som foreslår, at vi mødes igen om tre måneder og gennemfører en ny test.

"Skal jeg ikke gøre andet? Kan det virkelig passe, at kål naturligt og i form af naturmedicin og hørfrø kan ændre min kostsammensætning så meget, at jeg slipper for at få brystkræft?"

– Ja, det passer. Det er jo derfor, Sundhedsstyrelsen anbefaler folk at spise mere grønt og groft, fordi al forskning viser, at det virker forebyggende – både på brystkræft og mavetarmkræft, som er en anden stor kræfttype herhjemme, siger Anne Cathrine Færgemann. Hun ser afslappet ud, og ligner i hvert fald ikke en behandler, der er bekymret for sin klient.

– Jeg har set tal som dine forandre sig flere gange. Det sker ikke på en uge. Men om tre måneder regner jeg med, at du ligger på en fornuftig ratio omkring 7. Hvis ikke må vi jo tage det derfra, siger Anna Cathrine Færgemann, da vi tager afsked. 

Ja, det må vi jo…

Støt kampen mod brystkræft og løb med i ALT for damernes Støt Brysterne-løb 18. september. Tilmeld dig selv - og/eller dine veninder online senest d. 17. september på »ALTfordamerne.dk/stot-brysterne

3 gode råd

Det siger eksperterne fra Kræftens Bekæmpelse om Christina Bøllings test:


Overlæge Anne Tjønneland:

„Jeg vil ikke anbefale, at man spiser hørfrø i skefulde som kosttilskud. Hørfrø og solsikkefrø frarådes ikke mindst på grund af det meget høje cadmiumindhold, som kan give nyreskader på længere sigt. Læs mere på» altomkost.dk.“

Overlæge Iben Holten:

„Emnet er spændende, eftersom alle jo gerne vil forebygge brystkræft. Testen er en såkaldt screeningtest, og det afgørende med sådan en er, hvor sikker den er. Ingen prøve i verden giver det rigtige svar hver gang, så der vil altid være falsk positive og falsk negative svar. Jeg kan ikke finde dokumentation for, hvor sikker denne test er. Det vil også kræve lodtrækning, hvor man bagefter følger kvinderne i mange år, for at se om forudsigelserne holder stik. Det er også vigtigt for ikke at skræmme folk – for det er jo ikke rart at vide, at man har en øget risiko for at få kræft.“

Om testen

En Estronex-analyse koster 1.575 kr. Derefter skal du have en konsultation m.h.t. kost og fortolkning bagefter til 1.175 kr. Du kan læse mere på Nordicclinic.dk.

»10 sunde vaner, du kan holde.


Nøgleord: Kræft, Brystkræft, Kræftens Bekæmpelse, test, screeningtest.