Cecilie ønskede sig en pige
SPONSORERET indhold

Cecilie blev gravid med en dreng: ”Jeg følte mig SÅ snydt”

Cecilie Olsen havde svært ved at skjule skuffelsen, da hun blev gravid med endnu en dreng. Men ønsket om at føje en pige til familiestamtræet er hun langt fra ene om. Knap hver tredje mor drømmer om at få en pige, viser en ny undersøgelse fra Vores Børn. Mange opfatter pigerne som ’det nemme køn’, forklarer ekspert.

Af:: Simone Brandt Hald Foto: Privat
04. jan. 2021 | Børn | Vores Børn

Da en lille tap dukkede op på skærmen til 27-årige Cecilie Olsens kønsscanning tidligere på året, brød hun sammen i gråd. Barnet i hendes mave var nummer to i rækken, og endnu engang var hun gravid med en dreng. Stik modsat hvad hun havde drømt om. Den oplevelse fik hende til tasterne. For som mor-blogger har Cecilie Olsen, bedre kendt som @denperfektemor, gjort det til sit varemærke at sætte ord på alle de svære følelser og tabuer, der er forbundet med at være mor og forælder.

”Mit hjerte blev knust i 1.000 stykker, fordi jeg altid har ønsket mig en pige. Min verden gik faktisk i stå, og jeg følte mig SÅ snydt. I et kort øjeblik havde jeg ikke lyst til at være gravid mere,” skrev Cecilie Olsen tidligere på året.

Derfra gik der ikke længe, før reaktionerne væltede ind. Nogen mente, hun burde skamme sig over overhovedet at tænke i de baner og blot være lykkelig for, at barnet i hendes mave var sundt og raskt. Andre truede med at underrette kommunen og skrev i fuld alvor, at børnene burde tvangsfjernes, at hun burde tvangssteriliseres og tage sit eget liv, når sønnen var født, så han slap for sin ”psykotiske, egoistiske tabermor”. Det fortæller hun i det nye Vores Børn, der er på gaden den 29. december.

”Jeg kan huske, at jeg blev ekstremt såret over de voldsomme ord, jeg blev mødt med. Det her handler ikke om, at jeg ikke elsker mine sønner – det handler om, at jeg havde en forestilling om noget andet, men det, jeg har fået, er mindst lige så godt, ved jeg nu,” siger Cecilie Olsen, der fødte lille Otto i oktober, til Vores Børn.

Men Cecilie Olsen er langt fra alene. Næsten halvdelen af mødrene i en ny, stor undersøgelse fra Vores Børn har nemlig ligeledes gjort sig forhåbninger om kønnet på deres barn. Også her stod særligt pigebørnene højt på ønskelisten.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Syv ud af ti forældre ville ønske, de skældte mindre ud

Nemme piger og besværlige drenge

For Cecilie Olsen var drømmen om en pige knyttet til ideen om, at hun som kvinde bedre ville kunne forstå en piges tanker og behov. Men hun lægger heller ikke skjul på, at andre omstændigheder, såsom det at blive mormor frem for farmor og glæden ved at pynte en lille pige med sløjfer, glimmer og rottehaler, også var en del af det, fortæller hun.

”Jeg har gemt hårspænder, fra jeg selv var en lille pige, som min datter skulle have på. Efterhånden gik det op for mig, at det netop var en af tingene, det handlede om. Noget så simpelt og overfladisk som tøj. Jeg var ked af de lyserøde prinsessekjoler, jeg ikke kunne købe. Et eller andet sted tror jeg også, at jeg ser piger som værende små i længere tid, fordi de af mange bliver anset som mere skrøbelige og ‘fine’, selvom drenge jo i bund og grund kan være lige så følsomme,” siger Cecilie Olsen i den spritnye udgave af Vores Børn.

Netop forventningerne til vores børns adfærd og evner er i høj grad defineret af, om de er udstyret med en tissemand eller en tissekone, forklarer kønssociolog Cecilie Nørgaard, der er indehaver af virksomheden Mangfold.

”Vi har nogle meget stærke forudindtagede forestillinger om, at barnets køn er afgørende for, hvordan de bliver. Piger er søde, blide, rolige, pligtopfyldende, dygtige, omsorgsfulde og nemme. Drenge derimod er vilde, ustyrlige, risikovillige, dominerende, larmende – men også sjove,” eksemplificerer kønssociologen.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Mødre har kronisk dårlig samvittighed - har du?

Samfundets top og bund

I dag bliver pigerne altså opfattet som det nemme, uddannelsesegnede køn og drengene som det besværlige, utæmmelige køn. Det kommer også til udtryk i diagnosekulturen. Ifølge Socialstyrelsen får drengebørn stillet diagnosen ADHD tre gange så hyppigt som pigebørn. Ikke fordi flere drenge har ADHD, men fordi de er nemmere at spotte. Piger med ADHD-træk er typisk mindre udadreagerende og glider derfor lettere under radaren.

Hvor mænd og drenge oftere indtager yderpunkterne i samfundet, både i toppen og bunden, følger kvinder og piger en mere gennemsnitlig livsbane uden de store udsving. Det bidrager til opfattelsen af pigerne som det driftssikre, nemme køn. Men senere i livet udvikler mange små drenge sig til gengæld til voksne mænd, som vil bestride nogle af erhvervslivets absolutte topposter, påpeger Cecilie Nørgaard.

”I halvdelen af de 1.200 største virksomheder i Danmark er der ingen kvinder i bestyrelsen. Som i nul. Derfor er det underligt, at flere i jeres undersøgelse ikke ønsker drenge, for så skulle man tro, de ville tænke, at deres barn ville få et nemmere liv? Men måske går de fleste og tror, at vi er superligestillede. De tænker oprigtigt: “Hvis jeg får en pige, så har hun fuldstændig samme muligheder for at udfolde sig som en dreng.” Det er bare ikke tilfældet,” siger kønssociologen.

For Cecilie Olsens vedkommende er tårerne for længst tørret af kinderne. I dag er hun stolt og lykkelig drengemor til to.

”Mine to drenge er mine største kærligheder sammen med deres far, og jeg ville ikke bytte dem for noget andet. De er præcis, som de skal være, og de er præcis, hvor de skal være. Her hos mig – hos os. Det handlede ikke om, at jeg ikke ville have mine drenge. Jeg ville bare OGSÅ gerne prøve at have en pige,” slår hun fast.

Læs hele historien her: Ny undersøgelse: Derfor ønsker mange mødre sig piger

Anbefalet til dig