Børn tager ikke skade af lidt knubs

Børn tager ikke skade af lidt knubs

Jo, de får måske lidt blå mærker og huller på bukserne, når de klatrer i træer og på anden vis prøver motorikken af. Men det er meget vigtigt for børnenes udvikling, at de får lov til selv at mærke, hvad kroppen kan, hvis de skal blive robuste og motorisk sikre, siger eksperterne.

Din to-årige er på vej op ad stigen til gyngestativet, og du vogter over ham som en høg. For det kan jo næsten kun gå galt! Du har måske allerede set de forskellige skrækscenarier for dig. Og da guldklumpen snubler mellem to trin, er du der hurtigere end lynet for at gribe ham til de skingre toner af 'pas nu på, pas nu på!' Det kunne også have været din femårige, der har smidt støttehjulene på cyklen. Eller din otteårige, der øver tricks på sit løbehjul. Men kan du sige dig fri for at måtte bide dig selv i tungen, holde vejret og kæmpe for ikke at gribe ind, når junior tester motorikken på legepladsen, cykelstien eller det store æbletræ?
    Det er dog vigtigt at lade børn eksperimentere selv og få kropslige erfaringer – også selvom det giver knubs og blå mærker – fordi det er med til at give dem en kropslig sikkerhed, siger fysioterapeut Chalotte Runge.

    – Når vi slår os, sender kroppen signal til hjernen om, hvordan det gik, og hvad der skal gøres anderledes næste gang, vi prøver. Den justerer lidt for hver gang, og det er med til, at vi ikke bliver ved med at komme til skade, forklarer Chalotte Runge og uddyber:
    – Derfor gentager børn ofte den samme bevægelse igen og igen. Eksempelvis kravler de op på en skammel og hopper ned og gentager det måske 20 gange. For hvert hop forfiner de signalet gennem hjernens GPS system, og til sidst mestrer de bevægelsen uden blå mærker. De får kropslig erfaring, der bliver til en automatiseret del af deres motorik, og de behøver ikke længere tænke over det.

Børn lærer gennem kroppen

Hvis vi hele tiden afbryder vores børn i deres motoriske eksperimenter, får de ikke denne kropslige erfaring og sikkerhed og bliver i stedet kropsligt usikre – og det er faktisk nogle af de børn, siger Chalotte Runge, som i sidste ende kommer mest til skade.
    – De har ikke fået den kropslige erfaring, der gør, at de ved, hvad de skal gøre næste gang, de står på fx det høje trappetrin, og derfor falder de. Man reagerer hurtigere i sådan en situation, hvis man har prøvet det før på egen krop, siger Chalotte Runge og fortsætter:
    – Børn oplever ikke verden gennem deres hoved, men gennem deres krop og sanser. Når de får at vide, at det er farligt at kravle højt op i træet, er det en hoved til hoved forklaring – men de skal jo mærke det med krop og sanser, før de kan forstå og reflektere over det, siger hun.
    Så de børn, der ikke tør kravle højere op eller køre hurtigt ned af rutsjebanen, kan meget vel være blevet afbrudt i deres motoriske eksperimenter og i sidste ende have givet op, fordi de ikke har fået lov til at udforske og få erfaring med, hvad deres krop kan, siger familieterapeut Fie Hørby.
    – Ved to-treårsalderen begynder de at have en god fornemmelse for, hvad de kan og ikke kan, og det er godt at lade dem afprøve deres egen formåen. Hvis vi hele tiden stopper dem, før de får lov til at mærke sig selv, er der en del af dem, som de ikke får kendskab til og ikke tager i brug. De vil ganske enkelt holde sig tilbage, siger hun.

Din frygt smitter af

Det er ikke, fordi du er en dårlig mor eller far, når du beder junior om at passe på, stopper ham i at balancere på husmuren og hjælper ham op i klatrestativet. Der er altid en god grund til, at vi gør, som vi gør, siger Fie Hørby.
    – Vores overbeskyttende adfærd har oftest rod i vores egen bagage og tilgang til livet, og derfor kan vi have brug for at berolige vores urolige nervesystem, når vores børn gør noget, der egentlig mere handler om os end om dem, men vi risikerer, at vores frygt smitter af, siger hun og fortsætter:
    – Vi vil jo også gerne fjerne alle sten på vores børns vej, men dermed fratager vi dem muligheden for at øve sig og tager noget erfaringsdannelse fra dem. For hver gang dit barn skal prøve noget nyt, vil det kigge på op dig for at se, om det er okay. Sidder dit hjerte oppe i halsen, vil nysgerrighed og gåpåmod blive erstattet af din frygt.
    Når vi siger 'nej' og 'pas på', risikerer vi faktisk at slukke barnets lyst til at være nysgerrig og aktiv. Når man slukker for den, kan børnene blive inaktive på længere sigt, for det er ikke sjovt at eksperimentere, når man ikke kan finde ud af det – og det er jo det, de små hører, når vi voksne siger nej og stopper dem, siger fysioterapeut Chalotte Runge og uddyber:
    – Vi signalerer til barnet, at vi ikke har tillid til, at de selv kan finde ud af det. Den følelse af nederlag hos barnet vækker ikke lysten til at prøve igen. For at bevare nysgerrigheden skal barnet i stedet opleve succes, også selvom det kan tage 10-20-30 forsøg eller mere, siger hun.

En hårfin balance

Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal lade dit barn stikke hånden ned i det kogende vand og gå ud foran en kørende bil, så han selv kan mærke, at det gør avs. Der er en fin balance mellem at prøve ting af på egen krop og undgå reel fare, siger fysioterapeut Chalotte Runge.
    – Vi skal fortælle vores børn, at de skal se sig for i trafikken og holde sig fra kogepladerne og lære dem om ting, hvor de med sikkerhed kan komme alvorligt til skade. Men vi må ikke tage de sanselige oplevelser fra dem på legepladsen, fordi vi er bange for, at de får et blåt mærke, siger Chalotte Runge, som dog ikke opfordrer til, at du bare står med armene over kors og ser på, at junior forcerer de spinkle grene tre meter oppe i æbletræet, men i stedet for at sige nej eller løse opgaven for ham, kan du nøjes med et hjælpende puf, så du ikke tager oplevelsen af succes fra ham.
    – Du kan fx stille dig helt tæt på, så du kan gribe eller gribe ind, hvis det pludselig går hen og bliver farligt. Her kan du også give et sidste lille puf op på klatrestativet, uden at du bærer dit barn på hænder og fødder, hvilket sender et signal om, at han ikke selv kan, råder hun.
    Hvis du ikke er i stand til at slappe af eller se den anden vej, men får kronisk dårlige nerver af din lille vovehals, kan det være umuligt ikke at gribe ind. Men så er det bare vigtigt, at du gør det klart for junior, at det er dig, der ikke kan klare det, ikke ham, siger Fie Hørby.
    – Så må du fx sige 'skat, i dag har JEG ikke nerver til at se dig kravle op i træet, så jeg vil gerne have, at du kommer ned nu', forslår familieterapeuten og understreger vigtigheden af at lade dit barn få lov til at være den, han eller hun er – om det så er vovehals eller forsigtigmus, for lige så vel som der ikke kommer noget godt ud af at stoppe dit vovede barn, kommer der heller ikke noget godt ud af at presse dit forsigtige barn til at være mere vovet, siger Fie Hørby.
    – Dit barn vil opleve det som om, at han ikke er god nok, som han er, fordi du vil have, at han skal være anderledes. Det går ud over barnets selvværd. I stedet skal vi give de små størrelser frihed til at være nysgerrige og lære sig selv og deres kroppe at kende – med lidt knubs og blå mærker til følge, slutter hun.

Mød eksperterne

Chalotte Runge, fysioterapeut og stifter af Motorikcenter.dk, hvor hun arbejder på at få mere krop og bevægelse ind i både børn og voksnes hverdag.

Fie Hørby, familieterapeut, forfatter og stifter af Blackbird Institute, der bl.a. tilbyder familierådgivning.

Se, hvad vi ellers skriver om: Udvikling