Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Vuggestuestart
Det er spændende at starte i vuggestue. Illustration: Vibeke Høie

Dagbog fra Fridas start i vuggestue

Det ene øjeblik har du en lille baby med dig dag og nat. Det andet har du har overladt dit dyrebareste til en fremmed. For etårige Frida bød den første uge i vuggestue både på (mor)angst, forelskelse og tårer.

Faktaboks

Det er ikke altid til at vide, hvad dit barn skal have med til sin nye vuggestuetilværelse. Ud over masser af tryghed, opbakning og kærlighed fra mor og far, er det praktisk, hvis dit barn har:

  • Flyverdragt

  • Termotøj

  • Regntøj

  • Tøj til at sove i

  • Voksipose/egen dyne (ikke strengt nødvendigt, men kan skabe tryghed for barnet)

  • Sutsko

  • Udesko, hvis barnet kan gå

  • Gummistøvler

  • Hue og vanter

  • Sutter

  • Et sæt skiftetøj og eventuelt en varm trøje

  • Sommerhat, hvis det er varmt

  • Bleer (kun i nogle vuggestuer, spørg dig frem)

Mandag: Hvor er mit skab?

Jeg synes, at min Frida bare er en lille baby. Men faktisk er hun meget hurtigt blevet så stor, at det er tid til at bløde op for min beskyttertrang og overlade hende i fremmede hænder. Frida skal nemlig starte i vuggestue. Vi har fået en plads i Vuggestuen Spiren, der ligger på Frederiksberg.

Det er en hyggelig lille vuggestue – ingen enorme børnehavebørn, der vil kunne vælte min lille pige og kanøfle hende i en grad, der vil give hende traumer for livet. Tænker jeg. Og ved godt, at det er noget værre pjat, men glæder mig alligevel over, at ingen af børnene er skræmmende store.

På Fridas første dag har jeg ondt i maven. Tænk, at jeg er på vej til at give mit barn væk. At fremmede kvinder skal tilbringe størstedelen af Fridas vågne timer med hende. Det er hårdt. Især, da vi ankommer, og der ikke er noget skab.

LÆS OGSÅ: Dit barn har godt af at gå i institution

“Frida er en overnormering,” siger pædagogen Britt med et skævt smil, men forsikrer os om, at Frida hurtigt vil få sit eget skab.

Den første dag er vi der en times tid sammen med hende – både hendes far og jeg. Frida synes, det er en fest at lege med de andre børn og alt det nye, spændende legetøj. Der er en dejlig ro på stuen, hvor pædagogerne spiller musik for børnene, som danser kluntet rundt. Vi sludrer lidt med pædagogen, Britt, som skal have ansvaret for Fridas indkøring. Hun er sød og erfaren, og vi er trygge ved hende.

Inden vi tager af sted igen, aftaler vi, hvordan indkøringen skal forløbe. Vi skal være der i nogle dage sammen med Frida og derefter gradvist lade hende være alene.

alt

Tirsdag: Ikke ta’ mit legetøj!

På andendagen ankommer vi til vuggestuen, da der er morgensamling klokken ni. Det er smadderhyggeligt med musik, rugbrødshapser og frugt. Frida storhygger sig og ‘snakker’ med ved bordet, mens hun guffer i sig. Hun virker ikke synderligt påvirket af de nye omgivelser, men det hjælper selvfølgelig, at mor og far sidder i behørig afstand.

Efter morgensamlingen kommer hun ned på gulvet og leger med de andre børn. En af de store drenge river noget legetøj ud af hænderne på hende, og hun bliver lidt ked af det. Jeg kan mærke, at jeg skal til at hjælpe, men holder mig tilbage. Hun skal lære at takle konflikterne selv, og det går selvfølgelig hurtigt over.

Efter en time siger vi igen farvel, giver Frida tøj på og tager af sted. ‘Det er jo en succes’, tænker jeg, da vi går ud af døren med en vinkende Frida, som kort tid efter nærmest besvimer af træthed i klapvognen.

Onsdag: Et kvarter alene på stuen


Det er gået så godt de første par dage, at Britt mener, vi skal prøve at efterlade Frida i dag. Så vi siger farvel til hende og går ned i personalestuen for at drikke en kop kaffe. Vi er blot væk et kvarter, men jeg har nærmest ondt i maven af dårlig samvittighed.

Da vi vender tilbage til stuen forventer jeg at se en storgrædende og nærmest opløst Frida sidde i armene på Britt. Men den forestilling bliver hurtigt gjort til skamme, da Frida er ved at ‘lave mad’ i legetøjskøkkenet iført tylskørt. Hun har en fest. Har tydeligvis forelsket sig i en af de store piger og vil nærmest ikke med, da vi går hjem.

Torsdag: Hvor skal du hen, mor?

‘Uha, hvor det kører det her’, tænker jeg, da jeg sætter kurs mod vuggestuen. Vi har haft en hyggelig morgen, og Frida er i vældigt humør. Vi går ind på stuen, hvor børnene er ved at blive sat til bords til morgensamlingen. Jeg aftaler med Britt, at jeg går en tur og kommer tilbage en time senere. Så begynder Frida at klynke. Det virker som om, hun forstår, hvad vi snakker om. Og det gør hun måske også?

Det er sejt at lege med de store piger

Jeg kysser hende hurtigt farvel, og hun græder hjerteskærende, men da jeg står uden for døren, kan jeg høre, at det hurtigt går over. Jeg går ned på personalestuen med min bærbare computer og en kop kaffe. Efter en halv time skal jeg på toilettet og går ned mod stuen, hvor toilettet ligger ved siden af.

Stuen er afskærmet fra fællesrummet af en glasdør, og da jeg nærmer mig, kan jeg se, at Frida grinende står og kigger ud. Hun hygger sig tydeligvis, og jeg prøver at gemme mig og løbe tilbage til personalestuen. Desværre når hun at få øje på mig, så to minutter senere kommer Britt med hende på armen.

“Hun har virkelig haft det godt, men det blev nok for meget, da hun så dig,” lyder det fra Britt, som giver Frida til mig. Et sekund efter er Frida lutter smil igen og peger på alt, hvad vi går forbi. Hun falder igen hurtigt i søvn, da vi går hjemad. Om eftermiddagen er hun dødtræt og lidt mere pylret end ellers. Men der er også meget, der skal bearbejdes i det lille hoved.

Fredag: ‘Er det permanent, det her?’

I dag er ugens sidste dag. Vi aftaler, at Frida skal prøve at spise frokost med de andre børn, og så tager mor og far på cafe i mellemtiden.

Allerede da vi ankommer til vuggestuen, begynder Frida at klynke. Det er, som om hun tænker ‘o.k., så det her er altså en permanent ordning’. Det stikker i mit hjerte. Jeg drømmer mig tilbage til lange dage med mødregruppe, rytmik og gåtur i Frederiksberg Have. Men husker så meget hurtigt de ekstra lange dage med understimuleret barn og ingen tid til mig selv, fordi de mange daglige lure er reduceret til to.

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål til vuggestuebesøget

Så jeg hanker op i mig selv, husker alt, hvad jeg har læst og lært omkring indkøring, og vi kysser begge, både mor og far, vores lille pige farvel og siger med konsekvens i stemmen: ‘Hav nu en god dag. Så kommer vi snart igen og henter dig’.

Britt tager storvrælende Frida på armen, og vi haster ud ad døren uden at kigge tilbage. Jeg vil frygtelig gerne stå udenfor og lytte ved døren for at høre, hvornår græderiet slutter. Men min kæreste, som selv har arbejdet i vuggestue i mange år, siger, at det ikke nytter noget. “Hvad nu, hvis hun ikke stopper med at græde hurtigt? De ringer, hvis det går helt galt.”

Det har han jo ret i, så vi går ned mod en cafe og bestiller to kaffe, mens jeg kigger intenst på mobilen. Jeg forestiller mig, at jeg giver min datter uoprettelige ar på sjælen, og at hun aldrig vil tilgive mig igen. Men da vi kommer tilbage til stuen, kan vi se, at Frida sidder og storhygger sig ved bordet med munden fyldt med mad. Hun begynder at græde, da hun ser os, men det går over med det samme, hvorefter hun på sit eget uforståelige babysprog prøver at fortælle os alt, hvad hun har oplevet.

Dagen har ifølge de søde pædagoger været rigtig god. Hun har leget og spist godt. “Det er en rigtig god indkøring, det her,” siger Britt. Jeg føler mig sært stolt over vores dygtige datter. Hun sover næsten tre timer – længere end nogensinde før. Om aftenen vågner hun et par gange og græder – har sikkert mareridt over at blive forladt, tænker jeg.

Mandag, uge 2: Den første lur

Det har været weekend, og nu er det tid til den store prøve. Frida skal – måske – prøve at sove sin første lur. Vi kører samme rutine. Afleverer, kysser farvel, og Frida græder. Og græder. Vi går hurtigt ud af stuen og kører hjemad.

Jeg forventer, at pædagogerne skal ringe hvert andet øjeblik, men vi hører ingenting. Jeg ringer selv dertil og får at vide, at det går fint. Frida er vågen igen, så vi kan bare komme.

Klokken et kører vi tilbage til vuggestuen, hvor Frida sidder hos Britt og læser bog. Hyggeligt. Hun har spist o.k. og sovet tre kvarter. Indkøringen vil selvfølgelig fortsætte en tid endnu, hvor vi heldigvis har mulighed for at give Frida nogle korte dage. Men det virker, som om hun har det godt og er faldet fint til.

Om eftermiddagen sover hun meget tungt, og klokken fem er vi nødt til at vække hende. Hun er helt baldret og bliver allerede træt igen klokken halvsyv. Der sker meget i hendes lille verden lige nu, men det er nok bare et spørgsmål om tilvænning. Og det føles faktisk helt o.k., at hun nu har fået et ‘andet hjem’.

Ugerne efter

Det er langsomt blevet lettere at aflevere Frida. Efter 14 dage kom der en stærk reaktion, hvor hun græd meget, når hun blev afleveret. Det var hårdt. Langsomt begyndte ‘vuggestue-bakterierne’ også at indfinde sig, og forkølelse, feber, hoste og så videre blev hurtigt en del af vores hverdag. Hun har også haft en del hjemmedage på grund af sygdom, men immunforsvaret skal jo lige vænne sig til de nye omgivelser.

Overordnet set er vi glade for vuggestuen, og Frida virker til at have det godt. Hun nyder at lege med de andre børn, og heldigvis er der flest gode dage, hvor pædagogerne kun kan fortælle, at det er gået virkelig godt.

LÆS OGSÅ: Ti tips: Skab en god hverdag i institutionen

Se, hvad vi ellers skriver om: Institution, Tumling, Udvikling og Børnepsykologi