Far
SPONSORERET indhold

Far-bloggere: Hvis mor er den bedste i verden, er far den sejeste

Kasper og Laus er lige blevet fædre og oplever, at alt handler om mor. Derfor har de lavet ders egen blog, Daddyo.dk, hvor de sætter fokus på livet som far.

Af: Sofie Winther Askgaard, Vores Børn, december 2014
03. feb. 2015 | Børn | Vores Børn

Hvordan fik I ideen til Daddyo.dk? 

Kasper: Vi har været venner siden gymnasiet, og så blev vores kærester gravide. Så kan man ikke undgå at sparre lidt med hinanden, og vi fandt hurtigt ud af, at manden bare er et cpr-nummer, der  følger med kvinden. Det er det eneste, vi bliver spurgt om.Laus: De spørger også, om du har arvelige sygdomme, og ellers er al fokus på kvinden.

Kasper: Så det var en fælles frustration over, at vi følte os så tilsidesat i processen. Vi vil bare gerne have lov til at deltage – og vi er sikkert ikke de eneste mænd, der har det sådan. Men systemet er så forældet, og vi er lidt ligegyldige som mænd. Laus: Det er kvinde-kvinde-kvinde, mor-mor-mor i det materiale, man får udleveret. Skrevet af kvinder til kvinder. Hvad fanden skete er lige med manden?

Kasper: Så tænkte vi, hvorfor ikke tage sagen i egen hånd og lave en portal, der er henvendt til mænd, der skal være eller er fædre, og dele ud af vores egne erfaringer?

Men er det ikke fair, at kvinden er i centrum –  et er jo hende, som er gravid?

Kasper: Sådan er der mange (kvinder!), der tænker. Og det er vel også derfor,  er er sådan en berøringsangst over for at blogge som far. Nej, vi kan ikke føde eller amme. Men vi kan jo alt det andet. Vores liv bliver sgu også vendt på hovedet af de her små væsner. 

Laus: Far har også følelser. Alt er klistret til i mor-beretninger, men vi har brug for også at høre mændene. Hvorfor er det altid kvinden, der skal vælge, om man skal beholde barnet eller ej? Hvorfor er det kun kvinden, der mister noget, hvis hun taber barnet?

Kasper: Ja, mere fokus på far, tak!

“Vi tør sige det, som det er”

Der er allerede tonsvis af morblogs – hvorfor starte en farblog? Kasper: Fordi det er sjovt at dele ud af vores erfaringer med vores sønner. Vi er jo pissestolte. Det er bare så fedt, at vi har kreeret vores egen platform, forhåbentlig til gavn for mange andre også.Laus: Det meste af det, der er skrevet af kvinder til kvinder, er så lyserødt. Vi vil gerne fjerne alt det lyserøde og sniksnakken.Kasper: Alt, hvad vi skriver, har et formål. Vi håber, at det kan gavne andre fædre, for vi gider ikke skrive noget bare for at skrive noget. Det skal kunne bruges.Laus: Og så gider vi ikke lange forklaringer. Mænd vil have det råt for usødet. Der skal ikke være en ti linjers forklaring om, hvorfor en barnevogn med drejehjul er det bedste. Vi vil bare have nogle bullet points og ikke så meget bullshit.Kasper: Vi tør sige tingene, som de er. Også selv om det ikke lyder pænt. Men vi har da tænkt over, om folk overhovedet gider at læse det, eller om de vil tænke ‘hvad fuck laver de? Sådan to amatører, der åbenbart godt kunne finde ud af at få børn, og så skal de også skrive om det’.

“Lort i lange baner”

Havde I forestillet jer selv som far-bloggere, før I fik børn?Laus: Jeg tænker på Kasper og Laus 19 år og lige gået ud af gymnasiet. Jeg tror slet ikke, vi havde forestillet os at få børn dengang. Eller at vi ville komme til at tale om – og skrive om! – fødselsforberedelse og Moxa-sticks (alternativt redskab til at vende babyer, der ligger med hovedet den forkerte vej inde i maven, red.).Kasper: Da jeg fandt ud af, at jeg skulle være far, fik jeg et indre billede af mig selv på en græsplæne, hvor jeg spiller fodbold med min søn. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville sidde og hoppe på en pilatesbold for at få ham til at sove. Så meget kan ændre sig.Laus: Det er da også et vildt hyggeligt billede. Er det ikke meget normalt, at man tænker sådan som far? Solen skinner, græsset er grønt, junior har lige lært at løbe. Kvinder drømmer nok lidt mere om, hvor hyggeligt det er at gå ture med barnevognen, skifte ble og nusse og kramme babyen.Hvad synes I er den største forskel på mor og far?Laus: Jeg tror, at vi har en mere humoristisk tilgang til det.Kasper: Man må jo også godt have det lidt sjovt, selv om det er hårdt. Nogle gange er det da lidt tragikomisk. Som når jeg står og varmer mælk på et lortetidspunkt om natten. Det havde Kasper på 19 år i hvert fald ikke set komme.

Læs videre på næste side…

Laus: Jeg tror også, at vi bevidst prøver at fjerne glansbilledet. Vi samler for eksempel vores lortebleer i en Ikea-skraldespand – det er sådan en blå pose, ikke? – og hold nu kæft, hvor er der meget lort i sådan en lille fyr. Vi tog lidt pis på det ved at tage et billede af posen og veje lorten. Man har jo kun det sjov, man selv laver. Kasper: Hvor meget vejede den så? Laus: 5,2 kilo! Jeg lyver ikke. Der var lort i lange baner.Er morblogs og børnemagasiner simpelthen for pæne?Laus: Det er lidt en poleret verden, der bliver fremstillet. Men det gælder jo ikke kun det med at få børn. Der er heller ikke nogen, der lægger et billede op af deres beskidte tallerken efter aftensmaden. Det er pappardelle, håndrevet parmesanost og Royal Copenhagen.Kasper: Det værste er faktisk, at der er alt for lidt fokus på far. Der findes jo næsten ingen farblogs, og det er ikke meget, vi ser til manden i magasiner som Vores Børn.Laus: Men det er jo igen også skrevet af kvinder til kvinder, ikke? Vi må have nogle flere mænd på banen her!Kasper: Mor har ligesom taget patent på at være den bedste i verden. Men hvis hun er den bedste, så er far altså både den sejeste og den stærkeste i verden!

“Måske er det for tøset at blogge?”

Læser seje mænd blogs?Kasper: Nah, det er nok ikke så mandigt at læse en blog. Men en blog kan jo være mange ting. Vores er en god blanding af nogle meget informative sider og så den mere personlige blog. Så det er mere end bare en hverdagsberetning. Det gider mænd godt læse, tror jeg.Laus: Mænd læser også blogs i det skjulte, de kommenterer bare ikke så meget. Og så handler Daddyo jo ikke kun om babyer, men om livet som far. Nu er vores drenge bare ikke så gamle endnu, og derfor er der jo naturligt fokus på babydelen. Vi skriver om det, vi står i nu.Kasper: Vi overvejede da det her med at lave en blog til mænd, når det mest er kvinder, der bruger mediet. Men vi håbede så, at der var nogle kvinder, der ville sige til deres mænd, at de skulle læse med.Laus: Men måske er det for tøset at blogge?Kasper: Ja, helt klart er det da mere mandigt at sidde med vennerne og en øl på en bar end at sidde og skrive en blog.Hvordan har jeres egen maskulinitet det egentlig?Kasper: Ja, vi har jo egentlig taget et stort skridt, vi blogger ikke bare – hvilket er lidt tøset – næ, vi blogger endda om det at blive far og følelser, ha ha. Mine gutter fra den københavnske vestegn, de skulle altså lige sluge den. Men de synes nu egentlig, at det er ret fedt.Laus: Det er da også pisse maskulint at stå frem og sige ‘hallo, vi er også en del af det her. Vi er lige så meget en forælder, som moren er.’ Man er jo to om at lave det barn.Kasper: Vi har fået mange high fives af forskellige mennesker. En kvinde skrev, at vi var vildt sjove, og at hun havde delt bloggen med hele sin terminsgruppe. Det var en fed følelse, at hey, der er faktisk nogen, der kan bruge det, vi skriver, og endda gider at dele det!Laus: Mødrehjælpen har også kontaktet os for at fortælle, at de også har noget til os mænd, der hedder Fædrehjælpen. Og der er kommet noget farforberedelse, som vi netop havde efterlyst inde på bloggen. Så er det lige meget, om det er tøset at blogge eller ej!

“Kvinder vil så gerne vide, hvad mænd tænker”

Hvad siger jeres kærester?Kasper: De synes bare, det er fedt, at vi blogger. Min kæreste er journaliststuderende, så hun er glad for, at vi nu kan snakke endnu mere sammen om det at skrive. Jeg har hørt hende tale med sine veninder om det, og hun lyder skidestolt. Det kan jeg godt lide.Laus: Det er også hurtigt blevet en stor del af dem, vi er. Jeg har altid haft studiejob, men det har jeg sagt op for at kunne lave det her og have mere fokus på familien.Kasper: Det har også ændret sig lidt, for i starten var den mest bare informativ, og nu er den blevet mere personlig. Og det er en hårfin grænse, hvor meget man vil give ud af sig selv.Laus: Men det er jo også, fordi vi er blevet mere bevidste om, at børnene også har et liv. De bliver også 18 år engang og kan gå tilbage og se hele deres liv dokumenteret.Hvorfor tror I, at bloggen har så mange kvindelige læsere?Laus: Jeg tror, det er, fordi der er så mange stenalderagtige mænd, der ikke taler så meget. Det er svært at vide, hvad de tænker, og kvinder vil så gerne vide, hvad vi mænd tænker. Vi viser lidt af, hvad der foregår i mandens hoved.Kasper: Vi havde da talt om, at der måske nok ville være nogle kvinder, der ville læse med. Men vi havde ikke regnet med så mange!Laus: Kvinden er jo typisk hjemme på barsel i mange måneder og sidder måske fast i sofaen og maraton-ammer, så hun har tid til at læse blogs. Mange af os går på arbejde hver dag, og alene af den grund er mange mænd måske afskrevet fra at kigge med.Kasper: Ja, sådan er systemet jo for det meste indrettet. Men vi håber da, at der er nogle flere mænd, der lige sniger sig til at læse vores blog i pausen.

“Det behøver ikke at være os, der taler”

Hvad er planerne for bloggen fremover?

Laus: Vi vil gerne have et format, der er større end en blog. Med refleksive artikler og brugbar information. Vi vil gerne favne bredt, og det kunne da være fedt, hvis vi var the go-to place for fædre.

Kasper: Vi deler ud af det, vi erfarer, men vil gerne favne bredere, og derfor kører vi gæsteindlæg, hvor andre fædre fortæller om at miste et barn eller om en traumatisk fødsel. Vi vil være et talerør for fædre, men det behøver ikke være os, der taler.

Laus: Far er i fokus. Hele livet som far. Vi skal jo have en høj uddannelse, være veltrænede, se godt ud, være den bedste kæreste, svigersøn, far, ven. Der er intet, vi kan slække på. Der vil vi gerne hjælpe, i hvert fald til at gøre det nemmere og sjovere.

Kasper: Vi har taget al den info, vi selv har fundet, og skåret den ned til det essentielle. Vi har lavet en grundig research og sparet andre mænd (og kvinder) tid. Så behøver de ikke at læse tykke bøger om at få et barn, de kan læse Daddyo.dk og stadig nå at få trænet deres sixpack.

Læs mere om de to bloggere på daddyo.dk

LÆS OGSÅ: Mor-blogger: “En blog er det rene praleri”

LÆS OGSÅ: Far-klumme: En omgang til?

LÆS OGSÅ: Det bør alle fædre med døtre vide