Nummer 4 blev født stående

Jeg vågner, fordi jeg har ondt i maven. Det gør meget ondt og føles ligesom kraftige mavekneb. Jeg prøver at vende mig om på siden. Det hjælper ikke rigtigt.

Jeg prøver at tage tid på smerterne, da jeg nu er ret sikker på, at det er veer. Der er ti minutter mellem dem. Det er svært at falde i søvn, og egentlig har jeg det også bedst, når jeg sidder eller står op og bevæger mig langsomt ud på toilettet, fordi jeg skal tisse, og jeg kan tænde lyset derude uden at forstyrre min mand.

Masser af veer

Det bliver værre, og efter en halv time varer veerne nu cirka 45 sekunder, og der er kun tre minutter mellem dem. Jeg går ind og vækker min mand.

Han ringer til fødeafdelingen og bagefter til min mor, der kommer og ser efter vores tre andre børn, der ligger og sover.

Vi bliver mødt af den sødeste jordemoder. Hun undersøger mig for at se, hvor meget jeg har åbnet mig. Det gør ondt, når hun rører mig, og hun fortæller, at hovedet trykker på hinden.

Jeg har åbnet mig seks centimeter. Hun giver mig en hjerte- og vemåler på, mens veerne heftigt ruller ind over mig. Den ene ve er knapt nok væk, før den næste sætter i gang.

”Du har jo født hovedet!”Vandet er stadig ikke gået, og jordemoderen vil helst ikke tage det, da det er bedst, at det sker af sig selv, nu når barnet ligger en smule skævt.

Jeg hjælpes i et par af sygehusets skønne trusser og en skjorte, og vi går over på fødestuen. Da vi kommer derover, skynder jordemoderen sig ud efter et par strømper til mig, da jeg stadig har mine egne på. Jeg står og støtter mig op ad vindueskarmen og får en stærk pressetrang og en skylle kommer væltende.

Vandet er gået, og min mand får travlt med at tørre op. Lige med det samme melder den næste kraftige pressetrang sig. Jeg presser én gang og føder hovedet.

Jordemoderen kommer ind og siger, at jeg skal lægge mig op i sengen. „Det kan jeg da ikke,” udbryder jeg og tænker med gru på, at hovedet hænger mellem mine ben, og så ville jeg jo sætte mig på det. Jeg får alligevel sat mig på det nederste af ryggen og svinger benene op på sengen. „Gud! Du har jo født hovedet,” siger jordemoderen overrasket.

Det havde jeg jo regnet med, at hun havde set, da jeg stod ved vinduet. Nu går det stærkt. Jeg presser en enkelt gang til, og vores fjerde barn er født.

Jordemoderen og min mand griner begge af forløbet. Det hele er bare gået så stærkt. Lidt efter siger jordemoderen, at vi lige må tjekke barnets køn. Men det har jeg da allerede set, da jeg fødte hende, satte jeg mig nemlig op på albuerne for at tjekke.

„Det er da en pige,” siger jeg.

Født med madpakkeDet er den hurtigste fødsel, jordemoderen har oplevet – og sjoveste.Jordemoderen giver mig et ordentligt kram, efter hun har tjekket, om jeg har nogle rifter. Det har jeg slet ikke. Bagefter er der vagtskifte.

Det sidste, jordemoderen fortæller mig, før hun går, er, at den lille skal have noget mad med det samme. Jeg skal ikke amme og får derfor nogle piller, der skal stoppe mælkeproduktionen.

Den anden jordemoder kommer ind til mig. Hun er ikke nær så sød og imødekommende som den første. Hun siger, at den lille ikke behøver at få mad med det samme, fordi hun er født med en ”madpakke,” så hun sagtens kan klare sig lidt.

Hun beder mig i stedet om at tage tøj på og samtidig klæde den lille på, nu da jeg har valgt at føde ambulant. Da vores lille datter, der skal hedde Mynte, er kommet i tøjet, nyder vi hende, mens vi spiser en dejlig morgenmad, der er kommet ind på rullebord med kaffe, te og flag.

Efter vi har spist, ringer vi rundt til familien, mens vores ældste datter har travlt med at sprede nyheden via sms’er. Da vi er klar til at tage hjem, kommer min mor med de tre ældste, der gerne vil hilse på deres lillesøster, så vi venter lidt.

Blå om munden

Efter den lille visit er vi endelig på vej hjem, men jeg synes, Mynte er blevet lidt blå om munden. Jeg bliver nervøs og spørger jordemoderen, om det er normalt. Det er det åbenbart ikke, for pludselig bliver alt sat i gang, og der kommer nogle fra Neurologisk afdeling med alt deres udstyr til for-tidligt-fødte børn.

Imens apparaterne bipper, og de tjekker min lille pige på alle leder og kanter, er jeg meget nervøs og bange for at miste hende. De finder ud af, at hun nok er blevet kold, fordi hun mangler mad.

Det havde jeg jo spurgt om flere gange, tænker jeg.

Nu skal vi så vente et par timer til, før vi kan tage hjem, fordi de må tjekke op på den lilles blodsukker. Jordemoderen kommer ind med modermælkserstatning i en lille kop. Men den lille vil ikke drikke af koppen.

Jordemoderen bliver mere og mere sur og irritabel. Jeg spørger, om jeg ikke selv må give hende noget af det i en af mine medbragte flasker – men hun svarer mig surt.

Da Mynte bliver mere og mere utålmodig, skærer jeg igennem og kræver at få lov til at prøve. Mynte sutter løs, da jeg giver hende flasken.

De tre store og min mand tager hjem, og jeg bliver på hospitalet med den lille, hvor jeg også får hvilet mig. Efter at have tigget og bedt personalet om en blodprøve, der viser sig at være fin, kan jeg endelig komme hjem med vores fjerde og sidste barn.