Er mit barn blevet alkoholskadet?
Spørgsmål:
Jeg er en smule bekymret, da jeg først fandt ud af, at jeg var gravid, da jeg var tre måneder henne, og derfor uvidende har gået i byen og drukket en del alkohol i løbet af denne periode. Jeg har været i byen cirka hver anden weekend i denne tid og drukket fire-fem genstande pr. weekend. Det er et rigtigt ønskebarn, og derfor har jeg det rædselsfuldt med at tænke på, hvad jeg har udsat mit lille barn for.
Jeg har naturligvis forklaret sygeplejersker og min jordemor om situationen, og hverken ved skanninger eller jordemorbesøg har der været tegn på, at barnet har taget skade. Kan jeg regne med det? Vil man kunne se lige efter fødslen, om barnet har taget mentalt skade, eller er det noget, man først finder ud af, som årene går? Siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, har jeg naturligvis ikke rørt hverken alkohol eller cigaretter og har levet sundt.
Med venlig hilsen
Christina Nielsen
Læs jordemoderens svar på næste side…
Svar:
Kære Christina
Det er rigtig svært at give dig et svar, der kan berolige dig fuldstændig. Som du sikkert ved, kan alkohol give skader, varierende fra lette indlæringsvanskeligheder til deciderede misdannelser og mentalt handikap. De alvorligste kan konstateres ved fødslen, hvor de små skader måske først opdages ved skolealderen eller aldrig. Skadernes omfang og karakter afhænger af, hvor meget du drikker, hvor ofte og på hvilke tidspunkt i graviditeten.
Alkohol kan være skadeligt gennem hele graviditeten. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at du helt undgår alkohol. Man kender nemlig ikke den nedre grænse for, hvor meget det enkelte foster kan tåle. Det, der ser ud til at være risikofrit for større grupper af fostre, kan altså være skadeligt for nogle få. Umiddelbart kan dette jo ikke berolige dig. Men tænk på, hvor mange kvinder der før dig har stået i samme situation, og at langt de fleste føder raske børn alligevel.
Man ved, at eksempelvis en genstand om dagen kun er forbundet med en meget lille risiko. Så du må se, om du kan holde din bekymring i ave og sige til dig selv, at der er intet, du kan gøre for at ændre på det nu. Dit barn vil med stor sandsynlighed fødes og udvikle sig helt normalt.
Med venlig hilsen
Nina Sepstrup
Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.