Opdragelse
Foto: Istock Leger dit barn også konge derhjemme? Der har en hel naturlig forklaring – den hedder trodsalder/selvstændighedsalder.

Hjælp, mit barn vil bestemme alt

Er junior en lille ’Hans Majestæt’, der til hverdag regerer med skrig, skrål og spark? Når du forstår, hvorfor junior farer op, bliver du bedre til at takle sammenstødene.

Lyder det her bekendt: Du har hentet dit barn i vuggestue og skal købe ind på vej hjem. Ved kassen får han øje på en bakke flødeboller, han vil have – NU! 

Da du siger nej, kaster Hans Majestæt sig på gulvet og skriger ‘vil ha’, vil ha’, til du er helt opkogt (og brændemærket af blikkene fra de andre kunder).>

I slipper ud, kommer hjem, og du får bikset maden sammen. Den vil han ikke røre – selv om du har lavet det, han plejer at spise. Han slår rasende i tallerkenen med sin gaffel, så det sprøjter om ørerne på ham.

Pyh. Du har hørt om selvstændighedsalderen, men skal den være så voldsom? Hvad gør du galt, for så opfarende kan normale børn ikke være! Jo, de kan. Og der er gode grunde til det.

– I to-tre-årsalderen bliver dit barn bevidst om sin egen vilje. Reaktionen er et udtryk for, at barnet begynder at give modspil og efterspørge noget, du ikke er villig til at give det, forklarer John Aasted Halse, psykolog og forfatter til bogen Den nødvendige opdragelse.

Bange for toårig

Hvor dit barn før har udtrykt behov, som du helt naturligt har opfyldt straks – for eksempel søvn, mad eller omsorg – begynder det nu i kraft af sin nyopdagede vilje at udtrykke helt nye ønsker, som du ikke altid er med på. For eksempel flødeboller ti minutter i spisetid.

Det er en voldsom oplevelse for dit barn, at han pludselig ikke får det, han vil have nu og her.

Og så er det, at eksplosionen finder sted. Og at vi forældre kommer i total vildrede, når der ligger en lille hystade og fægter på fliserne i Netto. What to do?

Vi vil jo så gerne have et inderligt forhold til vores unger og være på venskabelig fod med dem – andet ville også være underligt. Det kan blot gøre os så bange for uenigheder, at vi ikke tør tage den nødvendige konflikt med den toårige general.

– Men vi svigter vores børn, hvis vi ikke tager os den nødvendige tid til at gennemleve de konflikter, der er forbundet med at påtvinge dem en bestemt adfærd, siger John Halse.

Det er nemlig dig, der skal vise dit barn vejen. Hjælpe det til at finde ud af, hvordan man agerer i vores kultur og i samfund. Foruden din viden om, hvordan man gebærder sig i forskellige situationer, samt dit overblik har du også noget andet, som dit barn ikke har: intention. Du udfører handlinger, fordi du vil opnå noget bestemt. Sådan er det ikke for din toårige.

– Hvis vi kunne spørge en toårig, hvorfor han gør, som han gør, ville han ikke have et svar. Når voksne siger, at et lille barn er mægtig udspekuleret, er det noget vrøvl. Barnet afprøver og ser, hvad der sker, forklarer John Aasted Halse.

Først nej, så ja

Eller sagt på en anden måde: Barnet prøver at finde ud af, hvor grænsen går. Men ifølge familieterapeut og forfatter til blandt andet ‘Dit kompetente barn’, Jesper Juul, handler det ikke om, at barnet afprøver dine grænser; det afprøver sine egne.

Det overvælder dig måske, at dit barn reagerer med eksplosiv vrede ved at kaste sig bagover eller skrige i vilden sky, og i kampens hede kan du komme til at overreagere med sætninger som ‘hvorfor skal du være så uartig?’ eller ‘du kan jo nok forstå, at vi ikke skal spise slik lige før maden!’

– Vores bebrejdende sprogbrug får barnet til at reagere med grovmotorik, fordi det ikke kan udtrykke sig nuanceret verbalt. Og så bliver det en kamp mellem to viljer i stedet for et samarbejde, siger Jesper Juul.

– Hvis du omvendt giver efter for ‘tyranniet’ og for eksempel siger nej til noget for lidt senere at sige ja for at få fred eller af angst for at blive upopulær, vil barnet udvikle en usund selvfølelse og psykosociale vanskeligheder. Og du vil efterhånden sande til i udmattelse, siger Jesper Juul

Vis dit barn vejen

Barnet har altså ikke en bagtanke om at herske over hele

familien, selv om det kan føles sådan. Men det betyder ikke, at al opførsel duer. På langt sigt er det jo ikke hensigtsmæssigt at vise sin vilje ved at kaste sig på gulvet, kan vi godt blive enige om, og det skal du vise dit barn. Opdrage det.

– Som forælder er du nødt til at have et svar parat på det spørgsmål, barnet sender ud med sin adfærd. Hvad er go og no go? Det handler ikke om at undertrykke dit barns selvstændighed, men om at socialisere det til at kunne deltage i fællesskabet, forklarer John Aasted Halse.

De to eksperter er enige om, at en toårig ikke skal bestemme, hvornår hun vil i seng, eller om der er småkager til morgenmad. Det er et alt for stort ansvar at placere på små skuldre – også selv om vi har lært, at børn er ‘kompetente’.

– Børn er læringskompetente. De elsker at lære i en god og accepterende atmosfære. Vores ansvar er at guide deres lærevillighed i den retning, vi tror er den rigtige, forklarer familieterapeut Jesper Juul.

Makrelkast er no-go

Men hvordan gør du det med en toårig? Giver det overhovedet mening at opdrage så lille et barn? Svaret er både ja og nej. Nej, hvis du med opdragelse mener, at dit barn skal forstå.

Lad os sige, at din toårige har kastet sin tallerken på gulvet i vrede over, at han ikke ville have de makrelmadder, du har serveret. Her nytter det ikke at komme med en lang forklaring om, at så går det fine service i stykker, og gulvet bliver beskidt, og derfor er det forkert, og nu må du holde op. Kæden er for lang, og dit barn kan ikke takle sine følelser med fornuft – men vil omvendt heller ikke være modtagelig for skældud.

– Irettesættelser og skældud er tegn på svaghed og manglende selvrespekt og hjælper sjældent. Det er langt mere effektivt blot at sige ‘det vil jeg ikke have’. Børn har mere respekt for mennesker end for regler, forklarer Jesper Juul og bakkes op af psykolog John Aasted Halse.

Han foreslår, at du i situationen anerkender barnets følelser ved at sige ‘hold op, hvor er du vred!’ eller ‘du har ikke lyst til at spise lige nu’, samtidig med at du fjerner dit barn fysisk. På den måde demonstrerer du, at ‘det må du ikke – nu gør vi noget andet’.

Du planter et spor, som med tiden vokser og blive til erkendelsen af, at man ikke må kaste med tallerkener, slå sin lillebror, rive bøger i stykker, eller hvad din viljestærke tumling kan finde på, når det koger. Men det sker ikke på en dag.

– Opdragelse er gentagelse, gentagelse, gentagelse! Du kan godt lære dit barn, at det ikke skal slå lillebror, men han vil gøre det igen, hvis frustrationen bliver stor nok. Der må du gribe den og sige ‘hov, det var jo det, du ikke måtte’, foreslår John Aasted Halse.

Snubler i anerkendelsen

Det lyder så rigtigt. Og det er så svært. For hvordan rammer du balancen mellem forståelse og lederskab? De fleste af os tror på anerkendelse. Men er vi gået for langt, og er vi i færd med at skabe en generation af små egoister?

– Risikoen ved rummelighed og anerkendelse er, at du gennemtærer dit forældreskab ved at tænke ‘mit barn vil det her. Det vil jeg egentlig ikke, men jeg skal være anerkendende, så jeg lader ham gøre det alligevel’, mener John Aasted Halse og bakkes op af familieterapeut Jesper Juul, der også ser problemet i anerkendelse i den form, den har antaget i dag.

– Anerkendelse er ikke først og fremmest sproglig. Det er en indre holdning, som børn læser i voksnes øjne. En holdning, der siger ‘du er okay, præcis som du er – også når jeg ikke kan forstå dig eller er uenig med dig’.

Derfor kan nejet til flødebollerne i supermarkedet også være anerkendende. Du kan for eksempel sige ‘du vil så gerne have flødeboller, men det skal vi ikke have i dag’. Og så må du bære raseriet, brændemærket og eventuelt oplevelsen af at tage dit barn på nakken og gå hjem uden varerne.

Sådan takler du din toårige

  1. Tag det lange blik på. Din toårige er ved at lære sig selv at kende som selvstændigt menneske, og det medfører konflikter. Det er naturligt og sundt. Og går over.
  2. Påtag dig lederskabet. At opdrage er en kærlighedserklæring, også selv om dit barn reagerer voldsomt. Du ved bedst, og du undertrykker ikke dit barn ved at sige nej.
  3. Drop skældud. Skældud, straf og isolering er i bedste fald uden virkning, i værste fald skadelig. Din toårige kan ikke omsætte straffen til ny adfærd, men bliver bange og forvirret. Sig i stedet roligt ‘jeg vil have, at du …’, eller fjern dit barn fysisk.
  4. Anerkend følelsen, ikke handlingen. Mange af os misforstår anerkendelse, som at børn skal have lov til alt, hvad de har lyst til. Det skal de ikke. Men de skal have lov til at have lyst til alt. Det er okay at have lyst til at sparke mor, men det er ikke okay at gøre det.
  5. Giv dig selv luft. En toårig kan skubbe til en voksens grænser, så man tror, det er løgn. Om muligt så lad din kæreste eller mor tage over, når du ikke selv orker mere ballade. Det er bedre at sige ‘jeg kan ikke mere’ og slå lidt i en pude end at hælde 63 kilos vrede ned over dit barn.

Lyder det her bekendt: Du har hentet dit barn i vuggestue og skal købe ind på vej hjem. Ved kassen får han øje på en bakke flødeboller, han vil have – NU! 

Da du siger nej, kaster Hans Majestæt sig på gulvet og skriger ‘vil ha’, vil ha’, til du er helt opkogt (og brændemærket af blikkene fra de andre kunder).>

I slipper ud, kommer hjem, og du får bikset maden sammen. Den vil han ikke røre – selv om du har lavet det, han plejer at spise. Han slår rasende i tallerkenen med sin gaffel, så det sprøjter om ørerne på ham.

Pyh. Du har hørt om selvstændighedsalderen, men skal den være så voldsom? Hvad gør du galt, for så opfarende kan normale børn ikke være! Jo, de kan. Og der er gode grunde til det.

I to-tre-årsalderen bliver dit barn bevidst om sin egen vilje. Reaktionen er et udtryk for, at barnet begynder at give modspil og efterspørge noget, du ikke er villig til at give det, forklarer John Aasted Halse, psykolog og forfatter til bogen Den nødvendige opdragelse.

Bange for toårig

Hvor dit barn før har udtrykt behov, som du helt naturligt har opfyldt straks – for eksempel søvn, mad eller omsorg – begynder det nu i kraft af sin nyopdagede vilje at udtrykke helt nye ønsker, som du ikke altid er med på. For eksempel flødeboller ti minutter i spisetid.Det er en voldsom oplevelse for dit barn, at han pludselig ikke får det, han vil have nu og her.Og så er det, at eksplosionen finder sted. Og at vi forældre kommer i total vildrede, når der ligger en lille hystade og fægter på fliserne i Netto. What to do?Vi vil jo så gerne have et inderligt forhold til vores unger og være på venskabelig fod med dem – andet ville også være underligt. Det kan blot gøre os så bange for uenigheder, at vi ikke tør tage den nødvendige konflikt med den toårige general.– Men vi svigter vores børn, hvis vi ikke tager os den nødvendige tid til at gennemleve de konflikter, der er forbundet med at påtvinge dem en bestemt adfærd, siger John Halse.Det er nemlig dig, der skal vise dit barn vejen. Hjælpe det til at finde ud af, hvordan man agerer i vores kultur og i samfund. Foruden din viden om, hvordan man gebærder sig i forskellige situationer, samt dit overblik har du også noget andet, som dit barn ikke har: intention. Du udfører handlinger, fordi du vil opnå noget bestemt. Sådan er det ikke for din toårige.– Hvis vi kunne spørge en toårig, hvorfor han gør, som han gør, ville han ikke have et svar. Når voksne siger, at et lille barn er mægtig udspekuleret, er det noget vrøvl. Barnet afprøver og ser, hvad der sker, forklarer John Aasted Halse.

Først nej, så ja

Eller sagt på en anden måde: Barnet prøver at finde ud af, hvor grænsen går. Men ifølge familieterapeut og forfatter til blandt andet ‘Dit kompetente barn’, Jesper Juul, handler det ikke om, at barnet afprøver dine grænser; det afprøver sine egne.Det overvælder dig måske, at dit barn reagerer med eksplosiv vrede ved at kaste sig bagover eller skrige i vilden sky, og i kampens hede kan du komme til at overreagere med sætninger som ‘hvorfor skal du være så uartig?’ eller ‘du kan jo nok forstå, at vi ikke skal spise slik lige før maden!’– Vores bebrejdende sprogbrug får barnet til at reagere med grovmotorik, fordi det ikke kan udtrykke sig nuanceret verbalt. Og så bliver det en kamp mellem to viljer i stedet for et samarbejde, siger Jesper Juul.– Hvis du omvendt giver efter for ‘tyranniet’ og for eksempel siger nej til noget for lidt senere at sige ja for at få fred eller af angst for at blive upopulær, vil barnet udvikle en usund selvfølelse og psykosociale vanskeligheder. Og du vil efterhånden sande til i udmattelse, siger Jesper Juul

Vis dit barn vejen

Barnet har altså ikke en bagtanke om at herske over helefamilien, selv om det kan føles sådan. Men det betyder ikke, at al opførsel duer. På langt sigt er det jo ikke hensigtsmæssigt at vise sin vilje ved at kaste sig på gulvet, kan vi godt blive enige om, og det skal du vise dit barn. Opdrage det.– Som forælder er du nødt til at have et svar parat på det spørgsmål, barnet sender ud med sin adfærd. Hvad er go og no go? Det handler ikke om at undertrykke dit barns selvstændighed, men om at socialisere det til at kunne deltage i fællesskabet, forklarer John Aasted Halse.De to eksperter er enige om, at en toårig ikke skal bestemme, hvornår hun vil i seng, eller om der er småkager til morgenmad. Det er et alt for stort ansvar at placere på små skuldre – også selv om vi har lært, at børn er ‘kompetente’.– Børn er læringskompetente. De elsker at lære i en god og accepterende atmosfære. Vores ansvar er at guide deres lærevillighed i den retning, vi tror er den rigtige, forklarer familieterapeut Jesper Juul.

Makrelkast er no-go

Men hvordan gør du det med en toårig? Giver det overhovedet mening at opdrage så lille et barn? Svaret er både ja og nej. Nej, hvis du med opdragelse mener, at dit barn skal forstå.Lad os sige, at din toårige har kastet sin tallerken på gulvet i vrede over, at han ikke ville have de makrelmadder, du har serveret. Her nytter det ikke at komme med en lang forklaring om, at så går det fine service i stykker, og gulvet bliver beskidt, og derfor er det forkert, og nu må du holde op. Kæden er for lang, og dit barn kan ikke takle sine følelser med fornuft – men vil omvendt heller ikke være modtagelig for skældud.– Irettesættelser og skældud er tegn på svaghed og manglende selvrespekt og hjælper sjældent. Det er langt mere effektivt blot at sige ‘det vil jeg ikke have’. Børn har mere respekt for mennesker end for regler, forklarer Jesper Juul og bakkes op af psykolog John Aasted Halse.Han foreslår, at du i situationen anerkender barnets følelser ved at sige ‘hold op, hvor er du vred!’ eller ‘du har ikke lyst til at spise lige nu’, samtidig med at du fjerner dit barn fysisk. På den måde demonstrerer du, at ‘det må du ikke – nu gør vi noget andet’.Du planter et spor, som med tiden vokser og blive til erkendelsen af, at man ikke må kaste med tallerkener, slå sin lillebror, rive bøger i stykker, eller hvad din viljestærke tumling kan finde på, når det koger. Men det sker ikke på en dag.– Opdragelse er gentagelse, gentagelse, gentagelse! Du kan godt lære dit barn, at det ikke skal slå lillebror, men han vil gøre det igen, hvis frustrationen bliver stor nok. Der må du gribe den og sige ‘hov, det var jo det, du ikke måtte’, foreslår John Aasted Halse.

Snubler i anerkendelsen

Det lyder så rigtigt. Og det er så svært. For hvordan rammer du balancen mellem forståelse og lederskab? De fleste af os tror på anerkendelse. Men er vi gået for langt, og er vi i færd med at skabe en generation af små egoister?– Risikoen ved rummelighed og anerkendelse er, at du gennemtærer dit forældreskab ved at tænke ‘mit barn vil det her. Det vil jeg egentlig ikke, men jeg skal være anerkendende, så jeg lader ham gøre det alligevel’, mener John Aasted Halse og bakkes op af familieterapeut Jesper Juul, der også ser problemet i anerkendelse i den form, den har antaget i dag.– Anerkendelse er ikke først og fremmest sproglig. Det er en indre holdning, som børn læser i voksnes øjne. En holdning, der siger ‘du er okay, præcis som du er – også når jeg ikke kan forstå dig eller er uenig med dig’.Derfor kan nejet til flødebollerne i supermarkedet også være anerkendende. Du kan for eksempel sige ‘du vil så gerne have flødeboller, men det skal vi ikke have i dag’. Og så må du bære raseriet, brændemærket og eventuelt oplevelsen af at tage dit barn på nakken og gå hjem uden varerne.

Sådan takler du din toårige

Tag det lange blik påDin toårige er ved at lære sig selv at kende som selvstændigt menneske, og det medfører konflikter. Det er naturligt og sundt. Og går over.Påtag dig lederskabetAt opdrage er en kærlighedserklæring, også selv om dit barn reagerer voldsomt. Du ved bedst, og du undertrykker ikke dit barn ved at sige nej.Drop skældudSkældud, straf og isolering er i bedste fald uden virkning, i værste fald skadelig. Din toårige kan ikke omsætte straffen til ny adfærd, men bliver bange og forvirret. Sig i stedet roligt ‘jeg vil have, at du …’, eller fjern dit barn fysisk.

Anerkend følelsen, ikke handlingen

Mange af os misforstår anerkendelse, som at børn skal have lov til alt, hvad de har lyst til. Det skal de ikke. Men de skal have lov til at have lyst til alt. Det er okay at have lyst til at sparke mor, men det er ikke okay at gøre det.

Giv dig selv luft

En toårig kan skubbe til en voksens grænser, så man tror, det er løgn. Om muligt så lad din kæreste eller mor tage over, når du ikke selv orker mere ballade. Det er bedre at sige ‘jeg kan ikke mere’ og slå lidt i en pude end at hælde 63 kilos vrede ned over dit barn.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at hvile i sig selv

LÆS OGSÅ: Trodsalder – Jeg vil, jeg vil, jeg vil!

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Psykologi, Trodsalder, Tumling, Udvikling og Børnepsykologi