Hjælp, mit barn vil ikke kravle!

– Det er en skrøne, at alle børn skal kravle, siger Hannah Harboe, der er motorikekspert og børnefysioterapeut.

Hun beroliger med det samme mine nerver og forklarer, at der ikke nødvendigvis er gået noget galt, når et barn ikke kravler. Evnen til at kravle handler om, hvor moden hjernen er.

LÆS OGSÅ: “Men de andre kan jo kravle…”

– Jeg får et billede af et barn, der er lidt umodent på det her punkt, siger hun.

Selvom barnet ikke generelt er umodent, kan hjernen altså godt være lidt bagefter, lige præcis når det kommer til at kravle.

For at kunne kravle kræver det, at de to hjernehalvdele, højre og venstre, arbejder sammen. Det er mere kompliceret at kravle, end det er at krybe eller humpe sig frem, fordi det kræver krydsbevægelse, forklarer Hannah Harboe. Hvis barnet bare humper sig afsted, bruger det kun den ene hjernehalvdel.

Men når alle motorikeksperter er så fokuserede på, hvor vigtigt det er at kravle, så er det fordi, at krydsbevægelsen er med til at udvikle det neurale netværk i hjernen. Når de to hjernehalvdele arbejder sammen skabes der hele tiden nye forbindelser. Forbindelser som vi kan bruge resten af vores liv, og som er vigtige i forhold til mange andre typer indlæring; ikke kun motorisk.

Men han skal da lære det på et tidspunkt

Men hvorfor siger folk så til mig, at min søn skal lære at kravle senere, selvom han går? – Det er noget vås. Så snart han går, får han trænet krydsbevægelsen på den måde. Vi går jo ikke pasgang, siger Hannah Harboe, der pointerer, at der findes masser af kulturer, hvor børn ikke kravler.– I ørkenen betyder det varme sand og risikoen for skorpioner, at børnene ikke kravler, men starter direkte på benene. Og herfra ser vi nogle af verdens bedste løbere, fortæller hun.– Der er altså ikke noget galt med deres motorik.LÆS OGSÅ: Klar, parat, ud at kravleOgså herhjemme har der været perioder, hvor børnene ikke har kravlet. I 70’erne betød udbredelsen af kokostæpper, at børnene ikke kravlede, fordi tæpperne simpelthen var for grove at kravle rundt på alle fire på.Hannah Harboe tilføjer, at mit barn i øvrigt nok selv skal finde ud af at komme ned på alle fire og kravle rundt senere hen, når der sker noget spændende på gulvet, han vil være med til. Det kan være, hvis han vil lege med legoklodser eller bygge togbaner. – Det er en gammeldags tankegang, at man skal krybe, før man kan kravle og kravle, før man kan gå. Det er ikke så hierarkisk i virkeligheden, forklarer hun.

Lad være med at sammenligne

Sundhedsplejerske Dorte Fischer fortæller, at hun oplever mange mødre, der ser sig om i mødregruppen og bliver bekymrede, fordi deres eget barn ikke kan det samme som de andres. Men her er det vigtigt, at man ser barnet som en helhed og ikke fokuserer på ét enkelt område.– Det er først, når der er en sammensætning af flere ting, som barnet er forsinket med, at man skal blive bekymret. Hvis barnet for eksempel har travlt med at udvikle sprog, kan det være, barnet slet ikke har tid til at lære at kravle, forklarer hun.Det trøster mig, for min søn er ikke generelt sen i sin udvikling. Hun forklarer endvidere, at der er et bredt tidsrum, som børn normalt kravler indenfor. De første børn kravler når de er 5-6 måneder, men der er andre, der først kravler når de er 1,5 år. Og nogle nøjes med at mave sig frem eller humpe afsted. Det er alt sammen helt normalt.

At turde give slip

Men så er der lige det der med, at han skal lære at gå. Min søn har været stabil på benene i næsten 3 måneder nu, og vi troede egentlig, at han for længst ville have taget de første selvstændige skridt. Men han er utryg og tør ikke give slip fra støtten. Men her gælder det altså bare om at have tålmodighed, siger Hannah Harboe.

– Først når han er helt tryg ved noget, han kan, vil han gå videre til næste skridt, forklarer hun.

– Men indtil da vil han repetere rigtig, rigtig, rigtig mange gange.

Hun understreger også, at man ikke skal gå rundt med de små i hænderne, når de er ved at lære at gå. Lad dem bare fortsat bevæge sig rundt fra møbel til møbel. Ups!, tænker jeg. Når vores dreng vil ud at gå, og vi har taget ham i hånden.

– Når man går med ham i hånden, fratager man han kontrollen, og man flytter hans balancepunkt. Hvis man endelig skal gå med ham i hånden, så skal hans hånd ned under hjertehøjde, så han har fornemmelsen af at bære sin egen vægt, forklarer Hannah Harboe.

Helt optimalt skal de små selv rejse sig op og først tage skridt, når de har modet til det selv.

Så gælder det ellers bare om at han får nogle succesoplevelser, så han får mod på mere.

– Man må gerne stimulere barnet og give det oplevelsen af succes. Succesoplevelser udløser dopamin, som er en slags belønning i hjernen. Når børn får ros og dopamin vil de have mere af det og vil stræbe efter flere succesoplevelser. Hjernen arbejder hele tiden med at blive mere effektiv. Så snart den mestrer noget, vil den lede efter nye udfordringer, forklarer Hannah Harboe.

Det er dog vigtigt, at man ikke presser barnet for meget, ud i noget det ikke mestrer endnu.

– Hvis barnet har fået oplevelsen af succes, så gør det ikke noget, at de mister fodfæstet en lille smule. Men hvis man presser, til barnet bliver ked af det, så har man presset for meget, understreger hun.

Udover ros så kan andre børn også være med til at skubbe til barnets udvikling.

– Vi er jo sociale væsner, og børn vil spejle sig selv i andre børns leg. Når de ser andre børn gå og løbe, så vil de tænke “det vil jeg også”, siger Hannah Harboe.

LÆS OGSÅ: Danske børn er motorisk understimulerede

LÆS OGSÅ: Pas godt på din babys ryg

LÆS OGSÅ: Usikre børn kan lege frygten væk