Først er det kruseduller, så ligner det noget, og pludselig kommer der form, farve og detaljer på. Når dit barn tegner, afslører det sine tanker, drømme og bekymringer. Læs, hvad der gemmer sig i stregerne.
Af: Ida Bjørg Meldgaard, Vores Børn, november 2010
En gang imellem tegner Ella naturen. Her er det en sol og en regnbue – med regn selvfølgelig …
gallery5billeder
3 år
Jonatan tegner med store armbevægelser. Han har lige lært farverne, og derfor skal de bruges allesammen. “Jeg tegner fødselsdag,” siger han. I den ene ende er det et voldsomt regnvejr, og prikkerne bliver klasket på med stor energi. I hjørnet skriver Jonatan sit navn! Det plejer de nemlig i vuggestuen…
gallery5billeder
2 år
Molly tegner stadig kruseduller, men dog er der en beherskelse i stregerne, som mest er holdt i brun og lyserød. Der er skam også en mening med krimskramset. Molly fortæller, at hun har tegnet et hus, en kæmpe bold, broen og i midten Molly selv. På den måde afslører en snak om tegningen, hvad der interesserer hende.
gallery5billeder
1 år
Lille Sofus kan endnu ikke sætte mange ord på sine kruseduller, men han er stolt af dem! “Se, mor. Se!” siger han glad, når han viser sine anstrengelser frem. Det er stadig mest krimskrams i cirkler, men der sniger sig flere og flere farver ind og en smule mere tålmodighed med hver tegning.
gallery5billeder
4 år
Ella er rigtig glad for at tegne mennesker. Der har været forsøg på dyr, men for det meste tegner hun
sig selv, sin mor og far og lillebror eller mormor. Her har hun tegnet sin mor i en fin stribet kjole. Man kan se, at det er mor og ikke Ella, fordi “kan du ikke se, hun har langt hår?”Fine detaljer med smil og tunge – og så den sjove hånd!
(5 billeder)
Faktaboks
0-2 år: I starten er det mest skriblerier i cirkler, hvor dit barn med hele armen og skulderen bevæger blyanten rundt og rundt og rundt. Det handler om at eksperimentere med at sætte blyanten på papiret.
2-3 år: Nu begynder din lille kunstner at tegne figurer og mange forskellige motiver. Hovedsageligt er det mennesker, dit barn forsøger at tegne, og hovedet er normalt det største. Proportionerne er endnu helt skæve. Maven kan være tyk, fordi mor har en baby derinde, eller fars arme enormt lange, fordi han er stærk.
4-5 år: Dit store børnehavebarn kan tegne udtryk, som et smilende eller surt ansigt, og begynder at få omgivelserne med. Det kan være alt mellem himmel og jord, blomster, huse, biler og så videre.
På væggen hænger en tegning af en hund. Hundens hoved er kæmpe stort med en stor sort snude. Kroppen er meget meget lille. Tegningen forestiller en godmodig granddanois, som den treårige dreng har kendt, fra han blev født, og som han altid har følt sig helt tryg ved.De to holder af hinanden, og den kæmpe hund har taget den lille dreng til sig som sin egen hvalp. Derfor har drengen tegnet den sjove tegning af sin ven, hvor hundens uforholdsmæssigt store hoved på tegningen blot viser, at den betyder noget for den lille dreng.
Drengen er Jørn Martin Steenholds treårige barnebarn. Jørn Martin Steenhold er lege- og læringsforsker og ved, hvorfor børn tegner. Det gør de, fordi de med pen og papir kan udtrykke meget mere, end de kan med ord.
Og de tegner altid det, der optager dem lige nu og her. Nogle gange er det glæde og skønhed, andre gange bekymringer eller fare. Som drengen, der var ude at sejle med sin far, da deres båd kæntrede.I et halvt år efter tegnede han billeder af en båd, der var kæntret. Igen og igen, indtil det var bearbejdet.
“Børn tegner deres omgivelser, uanset om de er livsfarlige eller sukkersøde. De gengiver altid det, de ser omkring sig, og for os voksne kan det både være smukt og uhyggeligt.” Når dit barn tegner, trækker det på forskellige oplevelser. Enten de nære, som ligger i familien og dagligdagen, eller de mere ukendte, som er alle de tusinde indtryk, dit barn får fra omverdenen.
“I dag bliver dit barn bombarderet med billeder og lyd og indtryk gennem tv, og det er tit ting, det ikke aner noget som helst om. Her tegner barnet noget, som det ikke forstår og måske frygter,” siger Jørn Martin Steenhold og fortsætter:
“Gennem tegninger giver dit barn mange gange udtryk for noget, der er overvældende, og som du ikke altid lige ved, at dit barn har kendskab til.”
Tegninger taler
Piger og drenge
Dit barn tegner som sagt sin nære verden og liv, samt det der fylder i dets indre univers. Men der er forskel på, hvad der fylder hos drenge og piger. Din lille pige vil ofte tegne noget, hun ønsker eller drømmer om, mens din dreng vil tegne noget, han frygter og gerne vil undgå. Derfor tegner piger mange billeder af prinsesser og familier, og drenge tegner uhyrer, krig, kanoner og blod.
“Drenge beskæftiger sig med frygten for det, de ikke vil møde, og piger med skønheden, som de gerne vil møde,” siger Jørn Martin Steenhold. Din dreng tegner selvfølgelig også stærke brandmænd, som han gerne vil være. Men typisk er det smukke i din lille piges tegninger skønheden i sig selv, mens du skal se det smukke og fascinerende i din drengs kreative udfoldelser i det grumme og farlige.
Annonse
“Billedets æstetik bliver påvirket af motivet. Pigernes tegninger er skønhedens æstetik, og drengens tegninger er hæslighedens æstetik.”
Hvis din lille pode ikke viser interesse for at tegne overhovedet, skal du ikke blive bekymret. Dit barn er måske meget fysisk aktivt eller har bare fundet en anden måde at udtrykke sine drømme og forhåbninger på. Måske gennem leg – og det er lige så fint.