Mere tid til familielivet, nærværet og samværet. Det er, hvad de adspurgte småbørnsmødre i Vores Børns nye undersøgelse hungrer efter. Undersøgelsen viser nemlig, at intet mindre end 50 procent af mødrene drømmer om at gå hjemme og dedikere sig fuldt ud til morrollen, mens børnene er små, ligesom 42 procent svarer, at de godt kunne tænke sig at arbejde mindre end 20 timer om ugen, ligeledes mens børnene endnu er små. Hvis altså økonomi ikke var noget, de behøvede bekymre sig om.
I en tid, hvor mange børnefamilier ønsker at drosle ned på jobbet for at få mere tid til det nærværende familieliv, og hvor mange, ifølge Vores Børns undersøgelse, ser skævt til forældre, der arbejder mere end 40 timer om ugen, er Christine Nordam og hendes mand lidt af et særtilfælde. De har begge en arbejdsuge på mellem 45-70 timer. Fra mandag til torsdag ser Christine sine børn to timer hver morgen, og om aftenen er det manden, Rasmus, der putter børnene, mens Christine arbejder til sent. Sommetider til midnat.
"Der er meget tid, hvor vi ikke er sammen om børnene, men der er jo altid en af os, der er sammen med dem, når de ikke er i institution. Selvom vi egentlig har lige mange timer med vores børn, så bliver min mand lidt den primære omsorgsperson, fordi han har nusse-, putte- og trøstetimerne om aftenen. Hvis børnene falder og slår sig i weekenden, så er det typisk ham, de gerne vil trøstes af – og det, synes jeg, er megafedt. Det bekræfter mig bare i, at det er den rigtige mand, jeg har valgt at få børn med", fortæller hun i et interview med Vores Børn.
Men kan man overhovedet være en god mor, hvis man også dyrker karrieren? Ifølge Karen Hvidtfeldt, der forsker i familiekultur og moderskab på SDU, bliver karrieremødre typisk mødt af løftede pegefingre og formaninger fra andre mødre.
"En mor, der arbejder meget, bliver nemt opfattet som egoistisk og i nogen grad nok også uansvarlig. Mange synes, det er synd for børnene, når deres forældre ikke prioriterer at tilbringe tid med dem. Det bliver tit opfattet som en slags omsorgssvigt, hvis barnet ikke er så meget sammen med sine forældre og særligt sin mor. Det allerdyrebareste, man kan give sine børn i dag, er tid, og det er derfor, vi bliver så provokerede, når nogle mødre vælger at prioritere arbejdet lige så højt eller højere", siger Karen Hvidtfeldt.
Christine er vant til kritiske spørgsmål. Også omkring barslen med den yngste datter, som var kortere end de flestes. Cirka 5,5 måned. Optimalt set ville hun og manden gerne have delt barslen ligeligt imellem sig, fire-fem måneder hver, men økonomien spændte ben.
"Amning bliver tit gjort til en undskyldning (for at man ikke kan indføre lige barsel, red.), men der er så mange børn, der får flaske, som har det fremragende. Og om det er dig eller din mand, der sidder bag den flaske, det er fuldstændig ligegyldigt", siger hun.
Læs her hele interviewet med Christine Nordam, som har valgt at arbejde op til 70 timer om ugen.
Det viste Vores Børns undersøgelse
ARBEJDE
50 % kunne godt tænke sig at blive hjemmegående, hvis økonomi og praktik ikke var en hindring.
42 % kunne godt tænke sig at arbejde mindre end 20 timer om ugen, mens deres børn er under ti år.
22 % synes, at det er en forkert prioritering at arbejde mere end 40 timer om ugen, når man har børn under ti år.
BARSEL
59 % vil gerne holde længere barsel.
58 % vil gerne dele barslen med deres mand/samlever, dog ikke nødvendigvis ligeligt.
63 % svarer, at deres mand/samlever har givet udtryk for, at han gerne vil have del i barslen.
Sådan gjorde vi
1.245 kvinder med børn under ti år har deltaget i undersøgelsen.
Besvarelserne er indsamlet i perioden den 27. september til 1. oktober.
Deltagerne er rekrutteret via Vores Børns og ALT for damernes facebooksider samt Vores Børns Instagram-profil.
Undersøgelsen et gennemført af Egmont Publishings Analyseteam for Vores Børn.