Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Christian Als Imran Rashid, speciallæge og forfatter til bogen SLUK - Kunsten at overleve i en digital verden.

Læge og forfatter Imran Rashid: "De sociale medier giver os ensomme børn"

Speciallæge Imran Rashid har en mission. Han vil oplyse om konsekvenserne af vores bevidstløse vandren rundt i den digitale jungle. Den truer nemlig med at opsluge både dig og dit barn, mener han.

Kan en otteårig flytte hjemmefra? Sandsynligvis ikke, men det var, hvad min otteårige truede med for nogle måneder siden, da jeg en søndag over aftensmaden fortalte om den nye mandagsrutine, jeg havde i sinde at indføre. Skærmfri mandag. En ugentlig dag, hvor alt, hvad vi har af iPads, smartphones, tv’er, bærbare dvd’er og computere, forbliver slukkede. Det var en spur of the moment-beslutning, truffet på toppen af en bølge af frustration, der havde vokset sig større weekenden igennem. Børnenes spilletid lørdag morgen var gledet over i formiddag, legeaftalerne var gået med iPad-spil og Youtube-videoer, om aftenen endte vi foran tv’et, og søndag gentog det samme sig mere eller mindre. Pist væk var weekenden, uden at vi havde oplevet hverken den eller hinanden, men ingen havde taget sig sammen til at beslutte noget andet, for mens børnene alligevel var passiviserede, kunne man jo lige tjekke Instagram, og var der ikke også en mail, der skulle svares på? Jo. Og nu sad jeg pludselig dér med en flad fornemmelse i kroppen og talte med store bogstaver og udråbstegn om hvor slut, det skulle være med at ødsle vores liv væk bag skærme. I hvert fald om mandagen! ”Du ødelægger mit liv! Jeg vil væk fra det her sted!,” hørte jeg mit mellemste barn råbe, inden han stormede op på sit værelse og smækkede med døren.

Efterdønningerne af hans skrig og skrål klinger stadig for mine ører under interviewet med Imran Rashid. Han er læge, og selv om vores møde ikke handler om mit privatliv som sådan, gør det alligevel. Det handler om mine børn og mig, om dit barn og dig. Om os alle sammen og den vej, vi er på vej ned ad, når det gælder de skærme, der for manges vedkommende sjældent er længere væk end et greb i lommen. Hvordan denne konstante digitale tilstedeværelse påvirker os og vores børn, har Imran Rashid skrevet bogen SLUK – Kunsten at overleve i en digital verden om, og siden den udkom sidste år, har han ikke haft meget tid til at være læge i den klassiske forstand, for som han siger:

– Børn og voksnes forbrug af digitale medier er desværre ikke noget, læger beskæftiger sig ret meget med herhjemme. Men for mig at se er det en af de største trusler mod vores sundhed – overhovedet – så jeg kan ikke rigtig lade det ligge. 

HØR PODCAST: Når 2 bliver til 3: Er det så skidt for børn at sidde foran en skærm?

Din iPhone styrer dig – ikke omvendt

Kan man tale om et kald i lægegerningen, har Imran Rashid fundet det. Sagen er, mener han, at den måde, vi er begyndt at forbruge medier på siden iPads, smartphones og sociale medier tromlede ind over vores hverdag for et lille årti siden, simpelthen ændrer den måde, vores hjerner fungerer på. Vi skal nok komme frem til, hvad det betyder for dit barn, men tænk først over din egen digitale adfærd: Hvornår har du sidst siddet i et tog uden ubevidst at hive telefonen frem fra tasken? Set fjernsyn uden at komme til at tjekke Facebook, så snart det blev lidt kedeligt? Været på legepladsen med dit barn uden, sådan hovsa, at fange dig selv i at skæve til din arbejdsmail? Det, der er sket, er, at vores hjerner har vænnet sig til at søge distraktion konstant, forklarer han. At kræve underholdning hele tiden. Det er ikke engang din skyld, for producenterne af din smartphone og indholdet på den, har designet det sådan, at du drives af forventningenom, at der sker noget spændende lige om lidt. Om det er den lille, røde notifikation fra Facebook eller Netflix-serien, der fortsætter helt af sig selv, der får dig til at bruge lidt mere tid på dit device, end du havde planer om, har det samme konsekvens. 

– Hvis du giver efter for din lyst 3.000-5.000 gange om dagen, bliver din hjerne lyststyret og træner kun at gøre det, den føler for, og denne trang udkonkurrerer alt, hvad der er pligtstyret. Vi er ved at udvikle en generation af hjerner, der konstant søger hen, hvor det er sjovest at være, forklarer Imran Rashid.

LÆS OGSÅ: Sofie Münster om curlingforældre og opdragelse

Selvkontrollen som gidsel

Én ting er, at vi bliver dårligere til at være nærværende og koncentrere os. Noget andet er, at impulskontrollen ryger med i faldet. Et ord, Imran Rashid vender tilbage til igen og igen. Evnen til at styre vores impulser er nemlig forudsætningen for, at vi kan træffe fornuftige valg om stort set alt i livet – mad, motion, alkohol, rygning, økonomi, uddannelse – alt, hvad der kræver, at vi hanker op i os selv i stedet for at falde på hovedet i sukkerskålen, så at sige. Det er et problem for dig, men det er et endnu større problem for dit barn, for modsat din øverste etage har dit barns hjerne ikke dine erfaringer og forudsætninger for at undgå at falde i den lystbetonede fælde. Hvad kan det betyde for arvingen på sigt? Imran Rashid henviser til det kendte Mashmellow-forsøg fra 1960’erne, hvor en gruppe børn blev placeret alene i et rum med en skumfidus foran sig. Inden forskerne forlod lokalet, fik børnene besked på, at de ville få dobbelt op på skumfiduser, hvis de kunne vente med at spise slikket, til forskerne kom tilbage. Ved at følge børnene senere i livet kunne forskerne konkludere, at de børn, der formåede at tøjle deres lyst til at spise skumfidusen med det samme, fik bedre karakterer i skolen, højere uddannelse, bedre helbred, var mindre tilbøjelige til at blive skilt osv. De fik et bedre liv, simpelthen. 

– Det at kunne styre sine behov er ekstremt vigtigt for, hvordan man klarer sig på stort set alle parametre i livet, og det er noget, man skal lære i barndommen. Det modarbejder vi, når vi lader vores børn være overladt til sig selv i det her digitale tivoli, hvor muligheden for at blive underholdt aldrig stopper. Mange af spillene er designede, så de i princippet er uendelige, og barnet bliver derfor konstant belønnet for at fortsætte. Firmaerne lever af at gøre dit barn til en livslang forbruger, så når du lader dit barn styre det helt selv, risikerer du, at de ønsker, du har for dit barns fremtid, bliver udkonkurreret af Tech-firmaernes interesser, mener Imran Rashid, som har masser af eksempler på, hvor skidt det kan gå, hvis vi ikke lærer de yngste familiemedlemmer at tøjle de digitale fristelser.

Han henviser til undersøgelser, der viser, at højt forbrug af sociale medier menes at være koblet op på dårligere søvn, mere ensomhed, dårligere empati og ringe sociale evner. Det har man taget konsekvensen af i Faxe, hvor samtlige skoler har skemalagt  ’socialfag’, der egentlig blev udviklet til at træne børn med udviklingsforstyrrelser i at omgås andre mennesker. Lærerne oplever dog, at helt normalt fungerende børn i dag også har brug for faget, fordi vi nu står med en generation, der – sat på spidsen – er vokset op med mødre, der har siddet badet i iPhonens blege lys i stedet for at kigge deres børn i øjnene.

– Børnene mangler derfor den træning i mimik, ansigtsudtryk og socialt samspil, der skal grundlægges i spædbarnsalderen. Det er en ond cirkel, for hvor søger man hen i dag, når man er socialt understimuleret? På de sociale medier. Men hjernen kan ikke forstå konceptet med digitale venner, og typisk handler brugen af sociale medier jo ikke om at skabe en egentlig relation til andre mennesker – men om hvad andre mennesker synes om dig i form af likes, kommentarer og diverse hjerter. Det kan give nogle meget ensomme børn, mener Imran Rashid. 

Digitale trafikregler søges

Det er lidt af en mundfuld. Jeg spørger Imran Rashid, hvordan han så synes, at vi forældre klarer opgaven med at skærme vores børn fra at ryge i den digitale gryde, og forventer nok lidt af en opsang. Den kommer ikke.  

– Jeg oplever, at forældrene gør det så godt, de kan, under de omstændigheder, der er. Denne her medievirkelighed er så ny, at vi mangler både viden om konsekvenserne og en slags ’trafikregler’, der viser en klar vej frem. Problemet er desuden, at vi lever i et præstationssamfund, hvor vi alle sammen er ekstremt pressede og ikke har ret meget tid sammen. Vi bliver en slags parentesfamilier, hvor vi kun orker at sidde ved siden af hinanden bag en skærm, mens vi venter på den næste ydre forpligtelse, som vi skal opfylde. Men jeg vil gerne opfordre til, at du gør op med dig selv, om du vil leve et familieliv sammen med de vigtigste mennesker i dit liv – eller om det er ved at blive et liv, hvor I lever ved siden af hinanden bag hver jeres skærm, siger Imran.

Som far til to børn er det et spørgsmål, han også må huske på at stille sig selv.

– Så sent som i går bad min ni-årige datter mig om at slette min Facebook-app fra telefonen, fordi hun følte sig overset, griner han og understreger, at mens vi som enkeltpersoner ikke kan ændre på det mediebillede, vi står over for, kan vi ændre på den måde, vi forholder os til det.

Blive mere bevidste om den måde, vi bruger teknologien i hverdagen. Arbejde med vores vaner i stedet for at tillade os selv at blive bevidstløse slaver af vores smartphones. 
– Hvis jeg skal sidde og læse sammen med min datter, så ved jeg, at jeg skal lægge min telefon langt væk. For det er røvkedeligt, og hvis jeg har den på mig, kommer jeg til at kigge på den, indrømmer Imran Rashid.

LÆS OGSÅ: ”Vi har et giga ansvar for, hvad vores børn kommer i munden”

Er der en speltmor på linjen?

Han opfordrer desuden til, at vi i højere grad stiller os kritiske over for, om det indhold, vi lader vores børn vælte rundt i, egentlig er godt indhold. Ligesom når det gælder mad, findes der sunde og usunde apps, mener lægen. Det er noget, som sammenslutningen af amerikanske børnelæger, APP, har erkendt. Fra organisationen lyder anbefalingen, at børn op til fem år kun bør forbruge såkaldte high quality programs.  Kvaliteten af digitalt indhold taler vi desværre ikke så meget om herhjemme – endnu.  

– Der er en tendens til at skære al skærmtid over én kam, men jeg synes godt, vi kan lære vores børn, at der findes gode og dårlige medier. Børn kan godt forstå, at noget er bedre end andet. Dér kunne jeg godt tænke mig, at speltmødrene kom lidt på banen og krævede en slags svanemærkning af apps, så vi kunne få mere af det, man kan kalde ’økologisk’ digitalt indhold’, siger Rashid.

Og hvad er så det? En tommelfingerregel er, at indholdet er reklamefrit, og at der er et klart forhold med det, andet end at få dit barn til at spille i det uendelige.
– Lige nu sidder du og optager det her interview på din telefon. Der er altså et praktisk formål med brugen: Du kan ikke huske hele vores samtale selv. Det er i virkeligheden det, vi skal lære både os selv og vores børn at skelne imellem: Er der et formål som at lære tal, bogstaver eller facts om Danmarkshistorien? Eller bare at spille? 

Jeg føler måske ikke altid, det er så krystalklart at kende forskel. Min søns voldsomme reaktion på mine skærmfrie mandage handlede primært om hans meget nære forhold til spillet Minecraft, som – hvis du ikke kender det – gælder om at gå rundt i en verden af byggeklodser og konstruere huse, samle mad og kæmpe mod forskellige væsner. Han bygger altså, som en form for digitalt Lego, og det er vel ikke helt skidt eller? Imran Rashid forstår min forvirring, men opfordrer til:
– Spørg ham, hvad han vil bygge og hvor lang tid, det tager. På den måde sikrer du, at han har et formål med at spille, og at der er en tidsbegrænsning på.

Et forsøg værd, men hvad så med alle de andre – indrømmet, mere eller mindre hjernedøde – apps, han holder af? Skal de være helt forbudte?
– Fredagsapps, svarer Imran Rashid.
– Ligesom man må få slik om fredagen, skal der også være plads til det usunde, når det angår skærmtid. Men begræns det, så det ikke tager overhånd.

Indtil videre er mine skærmfrie mandag mit lille fyrtårn i den digitale jungle. Og de er et kæmpe hit. Herhjemme er mandag dagen, hvor der bliver leget vandleg i badekarret, bygget gymnastikbaner i stuen og spillet (bræt)spil rundt om spisebordet. Ikke at vi slet ikke gør den slags resten af ugen, men nu har vi taget et ansvar for, at det bliver prioriteret. Modsat Imran Rashid er jeg dog ikke begyndt at forbyde
bestemte aktiviteter på den digitale legeplads. Lægen har taget en beslutning om, at hans børn ikke kommer på sociale medier. Oh, hvilket ramaskrig det ville give herhjemme, hvor min 11-årige datters telefon konstant bipper med snaps fra veninderne! Børnenes potentielle følen-sig-udenfor det digitale fællesskab får dog ikke Imran Rashid til at ryste på hånden:  

– Det kan godt være, at mine børn bliver de eneste i klassen, der ikke er på Snapchat og Instagram. Men jeg har det sådan, at det er hele normaliteten i vores samfund, der har forrykket sig. Dér må jeg som forælder tage et ansvar og nej.

5 digitale trafikregler ifølge Imran Rashid

1. Dit barn er et biologisk væsen

De basale behov skal være dækket for at kunne stå imod onlinelivets fristelser. Er dit barn i underskud af mad, vand eller søvn virker impulskontrollen ikke, og så falder junior lettere i den digitale gryde, så snart han keder sig, er træt eller synes, noget er svært.

2. Vær kritisk over for indholdet

Vælg ’økologiske’ apps og programmer, der har et formål andet end at få dit barn til at blive ved med at spille. For eksempel Ramasjang-universet, hvor formålet er at lære tal, bogstaver eller Danmarkshistorie.

3. Snak med dit barn om oplevelser på nettet

Gennem dialog kan du få en indsigt i, hvor meget det digitale liv fylder og om dit barn er udsat for – eller udøver – cybermobning eller anden uhensigtsmæssig adfærd. Spørg ind uden at være dømmende og indbyd til, at dit barn selv reflekterer over sit forbrug. 

4. Lav ritualer, der egrænser tablet-tiden

Rutiner hjælper med at styre dit barns hjerne væk fra automatreaktionen med at række ud efter mobilos, så snart muligheden er der. Indfør skærmfri dage, mobilfri zoner (ved spisebordet, i sofaen mv.) eller en fast brætspilleaften.

5. Vær et godt eksempel

Det klinger hult, hvis du erklærer spisebordet for mobilfri zone, men selv liiige skal tjekke den ’meget vigtige’ sms, der tikker ind midt i frikadellerne. Eller ’er nødt til’ at besvare en e-mail.

Om Imran Rashid

Imran Rashid, 41, er speciallæge i almen medicin og forfatter til bogen SLUK
– Kunsten at overleve i en digital verden, Lindhardt og Ringhof. Han holder desuden foredrag og er stifter af konsulentvirksomheden Sunddigital.dk og medstifter af Kreakassen. Privat er han gift med Naomi og far til Sarah på 9 og Isak på 6 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Sociale medier og Børnepsykologi