Mette fik den værste besked på sin 40-års fødselsdag – nu har hun stærkt budskab til andre kvinder

Da Mette Rosendal nærmede sig de 40 år, havde hun godt gang i karrieren som farmaceut, og hun havde en dejlig hverdag med sin mand og to børn.

Men på dagen for sin fødselsdag modtog hun et brev fra lægen, der kom til at forandre alt. Hun havde livmoderhalskræft, stod der.

– Jeg havde stort set aldrig været syg, og jeg havde lavet en masse spændende ting i årene inden. Jeg havde rejst, jeg var blevet gift og jeg havde fået mine to børn. Min mand havde det job, han ville have, og jeg havde det job, jeg gerne ville have. Vi havde faktisk talt om, at vi var et rigtig godt sted i vores liv. Og så ramte det her som et lynnedslag, fortæller Mette Rosendal, som i dag er 60 år.

LÆS OGSÅ

Elisa Lykke blev ramt af kræft to gange – nu har hun en klar advarsel til unge kvinder

- Tænk over konsekvenserne, lyder det fra Elisa Lykke, som håber, at unge kvinder vil tænke over de valg, de træffer for deres krop.

Der gik ikke længe, før hun begyndte i kræftforløb, som bestod af kemobehandling og strålebehandling. Strålebehandlingen modtog hun udvendigt fire gange om ugen, og en gang om ugen blev hun behandlet via skeden. For hende var det et chok for hele hendes system, at selve behandlingerne var det, der fik hende til at føle sig syg.

– Da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft, følte jeg mig jo rask. Sådan tror jeg, mange kræftramte har det. Man tænker ”det kan ikke passe.” Og når man så får behandling, føler man sig syg. Det havde jeg virkelig svært ved at acceptere.

Selvom behandlingerne var opslidende, gjorde de også, som de skulle, og i dag er det snart 20 år siden, at Mette Rosendal modtog kemostråler og til sidst blev erklæret kræftfri – men alligevel har hendes krop været syg lige siden.

LÆS OGSÅ

Anettes kræft blev ikke opdaget ved mammografi: ”Det skyldes mit tætte brystvæv”

Brystkræft ligger til familien, og Anette Toftgaard havde været opmærksom på at få tjekket sine bryster, siden hun fyldte 40 år. Da hun fik konstateret brystkræft, havde mammografien bare ikke kunnet se canceren gennem det tætte brystvæv, som mange kvinder har. Nu, hvor Anette Toftgaard er på den anden side af et hårdt forløb, vælger hun at dele sin historie, så du er bedre klædt på til at spørge om det rigtige.

– Jeg har store problemer med mine tarme, og med at holde maden nede, både den ene og den anden vej, og det skyldes, at mine tarme er stråleskadede. Efter 12 år, hvor jeg fik anfald omkring hver tredje måned, blev jeg opereret, og det har gjort, at jeg kan have et liv – men jeg har stadig dårlig mave hver eneste dag, fortæller Mette Rosendal, som også nævner en anden stor bivirkning af sine behandlinger.

– Jeg fik stråler direkte op i skeden hver uge, og i dag er den halvvejs vokset sammen. Dengang fik jeg en glasstav, som lægerne sagde, at jeg skulle huske at bruge i skeden, fordi vævet dernede ikke skulle vokse sig sammen. Men jeg husker det kun svagt, fordi jeg var så syg. Det var min mand, der gav mig tøj på og kørte mig afsted til behandlingerne, og jeg kunne næsten ikke hænge sammen, husker Mette, som i første omgang gjorde, som hun fik fortalt, med glasstaven. Men da hendes behandlinger var ovre, følte hun sig rådvild over, hvad hun nu skulle.

– Jeg følte mig virkelig alene i de tre måneder der gik inden jeg skulle til kontrol, og jeg anede intet. Så jeg smed den her glasstav væk, for jeg tænkte, at nu var jeg jo færdig med at få stråler, så nu er det ikke et problem mere, men det skulle vise sig at bringe store udfordringer med sig. Jeg var kun 40 år, og pludselig var sexlivet en stor udfordring for os, siger Mette Rosendal, som i dag har været gift med sin mand i 30 år.

– Og jeg føler mig meget privilegeret over, at min mand har stået dette igennem sammen med mig. For jeg er jo en anden kone, end den, han giftede sig med.

En ny plads i arbejdslivet

Det er ikke kun Mette Rosendals fysiske krop, der var forandret efter hendes sygdomsforløb. Heller ikke på sit arbejde kunne hun finde tilbage til den, hun var før.

LÆS OGSÅ

Tæt brystvæv er en risikofaktor, som mange desværre ikke kender til

I Danmark tilbydes kvinder over 50 år en mammografi hvert andet år for at øge chancen for at opdage brystkræft tidligt i forløbet. Men du får ikke oplyst, om du har tæt brystvæv, som kan gøre det svært at opdage en kræftknude i tide.

– Jeg kæmper enormt med at komme til kræfter efter min behandling. Og jeg har skyklapper på. Jeg er jo kun starten af 40'erne, og i Danmark er vores identitet ofte vores arbejde. Så jeg glemte faktisk min familie, både min mand og mine børn, og jeg var slet ikke god ved mig selv, fordi det bare handlede om, at jeg skulle kunne komme på arbejde igen, husker hun.

I de efterfølgende år forsøgte hun at finde sig til rette i den samme stilling, hun havde, før sygdommen ramte. Men igen og igen knækkede hun nakken på grund af manglende overskud og energi, og en krop med helt andre grænser end før – og selv ikke flere forsøg med nye arbejdsgivere eller andre arbejdstider hjalp i længden.

– Da der var gået tre år, tænkte jeg, at nu ville jeg kunne arbejde almindeligt igen. Men det kunne jeg ikke. Og dér havde jeg heldigvis en mand, der samlede mig op, og sagde, at nu var det slut. Og så blev jeg sygemeldt.

Derfra blev Mette Rosendal en del af systemet og var i arbejdsprøvninger i de følgende år, indtil hun i 2010 fik et flexjob som farmaceut – et job, hun trives rigtig godt i, og hvor hun samtidig kan passe på sig selv. Men vejen til hendes nye, gode arbejdsliv havde konsekvenser.

– I alle de år kørte det op og ned, og alting var meget ustabilt, og det er rigtig psykisk hårdt, når ens arbejdsliv er ustabilt. Men jeg ville ikke give op, og det var sådan, det føltes for mig. Så jeg kæmpede og kæmpede, men måtte erkende, at jeg ikke kunne det samme som før, jeg blev syg. På ingen måde.

Tal højt om din nye virkelighed

Mette Rosendal, der både er højtuddannet og ambitiøs, har altid lagt en ære i at dygtiggøre sig og yde sit bedste på arbejdet. Blandt andet har hun altid været blandt dem der træder til, hvis der var behov for, at nogen tog et ekstra kursus eller en efteruddannelse. Derfor ramte det hende hårdt, da hun ikke længere formåede det samme og hun er sikker på, at andre kan genkende hendes oplevelse.

LÆS OGSÅ

Er dine bryster ofte ømme? Gynækolog forklarer, hvad det betyder

En stram bh bliver dit værste mareridt, når brysterne føles ømme. Men hvad er årsag til ømheden, og kan du selv gøre noget ved det? Gynækolog, PhD og @gyndoktor på IG Dorthe Snejbjerg gør os klogere her.

– I Danmark er lige før, at vores arbejdsliv er vigtigere end vores familie. Og vi vil helst ikke have, at der skal tages særlige hensyn til os. Når vi møder nye mennesker, så spørger vi jo ikke, ”hvordan har du det?” Så spørger vi, ”hvad laver du til daglig?” Det er det allerførste spørgsmål, man får, når man møder nye mennesker. Og hvad skulle jeg sige, hvis jeg ikke arbejdede med mit fag? Jeg skulle sige, jeg er sygemeldt. Det kommer ikke til at ske, tænkte jeg bare, siger Mette Rosendal.

Alligevel er det lige præcis åbenhed, hun vil råde andre til den dag i dag –  både, hvis man er sygemeldt eller går på arbejde med senfølger.

– Man bliver simpelthen nødt til at fortælle andre, hvordan man har det, for de kan ikke se det på os. Og når man er færdigbehandlet efter et kræftforløb, så er det ofte ret usynligt. Det, vi alle sammen bliver mødt af, det er, ”jamen du ser jo godt ud.” Men det kan ikke ses, at vi er syge inde i kroppen af al den kemo og stråler, vi har fået.

Samtidig forstår Mette Rosendal godt de tanker, der ofte ligger bag, når man vælger at skjule de senfølger, man har fået af sin behandling.

– Jeg tror, vi kvinder tænker mere over, hvad andre tænker, end mænd gør. Og vi passer helst på, at der ikke er nogen, der kan såre os på bagkant, hvis vi har sagt for meget. Men i sidste ende er det os selv, der bliver kørt ned af at prøve at leve op til alt muligt, vi ikke længere kan, siger hun, og tilføjer, at åbenheden også bør gå den anden vej:

LÆS OGSÅ

Dorthe er gynækolog: Det ville jeg ønske, at kvinder vidste, inden de kommer til mig

Kvinder skal blive bedre til at tale om deres underliv og de gener, de oplever, mener gynækolog. For at bryde med tabuet, giver hun dig svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål, der kan opstå, inden vi lægger os i gynækologens bøjler.

– Der er stadig mange, der ikke tør at snakke med os, når vi får kræft – eller efterfølgende. Mange er bange for at såre os. De er bange for at sige noget forkert. Hvad nu, hvis vi ender med at dø alligevel? Og dér mener jeg, at samfundet skal lære at snakke med os, som om vi har fået en astma-diagnose, eller psoriasis-gigt. Det vil i dén grad hjælpe med at nedbryde tabuet, ikke bare om sygdommen, men også om de mén, der følger med.

Tal med familie og venner – og med ligesindede

Udover at være åben på sin arbejdsplads, vil Mette Rosendal også råde til, at man taler med sine nærmeste om de senfølger, der præger ens liv. Også selvom de ikke altid forstår.

– I starten havde nogen i vores liv meget svært ved at tale om det. Og andre kunne ikke acceptere, at vi måtte melde afbud i sidste øjeblik, hvis jeg havde det for dårligt. Men det har bare betydet, at vi nu har de venner, som man kan være sammen med på de præmisser, jeg har.

LÆS OGSÅ

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

Udover de nærmeste venner og familien, har det for Mette Rosendal også haft en enorm betydning at tale med andre, som har været gennem en lignende oplevelse.

Derfor har hun været med til at arrangere en gruppe for mennesker med senfølger gennem kræftrådgivningen på Vejle Sygehus – og følelsen af at spejle sig i andre er enormt vigtig, siger hun.

– Det er stort set kun kvinder, der kommer, og vi tror alle sammen, at vi kan selv. Men tro mig – det er anderledes at snakke om senfølger med nogen, der også har prøvet at have senfølger.

– Den slags tilbud fra kommunerne om sundhedsopfølgning var der ikke dengang, jeg var syg, men de er der i dag. Og jeg vil råde alle til at tage imod alle tilbud, også selvom man tror, man kan klare det selv. Det er derfor, jeg har valgt at være så åben med min historie, for hvis jeg kan hjælpe bare én anden med at få styrken til også at dele deres historie, så er jeg glad.