”Jeg føler mig som en fiasko som mor”
Foto: Getty Få hjælp til at vende fiasko til læring med ekspertens 3 gode råd.

”Jeg føler mig som en fiasko som mor”

Følelsen af at være en fiasko som mor, som partner og som menneske er noget, mange mennesker oplever. Luise Thye-Østergaard hjælper dig til at finde læring i følelsen af nederlag.

Det er længe siden, jeg har set Beate, da hun træder ind ad døren, men jeg kan med det samme se på hende, at hun føler sig tynget. Allerede inden hun sætter sig, ser hun på mig og siger:

"Luise, jeg føler mig simpelthen som en fiasko som mor. Her efter ferien er det blevet tydeligt for mig, at jeg har taget alt for meget på mine skuldre. Nu kan jeg ikke overskue det, og det hele går ud over min datter på 9 år."

Samtidig med at hun sætter sig i stolen, bryder hun sammen og siger grådkvalt:

"Hun fortjener det ikke, og det gør jeg heller ikke, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre for at bryde den cirkel, vi er i. Meget af det, jeg siger til hende, kommer helt forkert ud, og så ender vi i små diskussioner."

Læs også: Drop at være den perfekte mor

Fra tårnhøje forventninger til fiasko

Frygten for fiasko kommer måske fra samfundet, fordi det kræver noget af os som mennesker. Men i sidste ende er fiasko noget, vi pålægger os selv. Vi pålægger os selv høje forventninger for at få anerkendelse udefra, og for at undgå følelsen af fiasko ender mange af os på vildspor langt fra os selv.

Jeg oplever mange forældre i min praksis, der ikke mærker sig selv, måske netop på grund af vores fokus på det, vi siger og gør – fremfor det vi er. Hvis vi glemmer, hvem vi er, og hvad vi står for, så kan vi ikke give og modtage kærlighed.

Og netop her tror jeg, følelsen af fiasko kommer ind i billedet, specielt hos forældre. Jo mere vi forsøger et undgå en fiasko, des mere øger vi sandsynligheden for, at løbe lige ind i en. Helt som i tilfældet med Beate.

Hun har lagt alle sine kræfter i, at familien skal have det godt, og hun har nydt den anerkendelse, hun har fået for det. Men nu hvor alle bestræbelserne rammer hendes og datterens forhold, så indser hun, at hun er på vildspor.

Læs også: En god mor sidder ikke i brysterne

Find tilbage

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal have Beate tilbage til sin datter og til sig selv. Efter en kort snak beder jeg hende lukke øjnene og trække vejret helt ned i maven. Da jeg kan mærke, hun er rolig, beder jeg hende om at lægge en hånd på maven.

"Kan du forstille dig, at du er gravid med din datter?" spørger jeg.

"Ja det kan jeg godt. Det er nærmest, som om hun ligger i min mave", svarer hun.

Jeg lader hende sidde et øjeblik i den følelse, og så spørger jeg hende:

"Kan du få følelsen af at forbinde dig med hende?"

Der går et stykke tid, og så kan jeg se, at små tårer løber ned ad hendes kinder. Pludselig siger hun: 

"Det er, som om jeg kan mærke hende igen. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har mærket hende så tydeligt."

Efter nogle minutter spørger jeg:

"Kan du nu forestille dig, at den lille pige i maven er dig selv?"

Der er stille længe, så nærmest hvisker hun:

"Det kan jeg godt, men jeg føler det nærmest som en fremmed. Som om det ikke er mig."

Hendes svar er faktisk lige præcis det, jeg har håbet på. Det åbner nemlig op for hendes læring i følelsen af fiasko, fordi hun nu på egen krop kan mærke, at hun er kommet for langt væk fra sig selv og derfor ikke har kunnet være der for sin datter.

Og det er netop det, hun skal arbejde med for at undgå de små diskussioner med datteren. Beate skal (gen)finde sig selv. 

Frygten for at fejle

Den danske filosof Peter Johannes Schjødt mener, at ”frygten for at blive en fiasko i det her samfund er gigantisk”. Og det er den ifølge ham, fordi vi lever på en måde, hvor der ikke er plads til at tale om ideologisk ståsted. Han mener derfor, at vi skal begynde at tale seriøst om, hvem vi er som mennesker, og hvem vi gerne vil være og sætte fokus på den menneskelige skrøbelighed.

Kilde: Berlingske.dk

3 gode råd: Sådan vender du fiasko til læring

1. Lad dit barn være din læremester

Jeg ser børn som vigtige læremestre for os forældre, fordi de har en sjælden evne til at vække alle mulige og umulige følelser i os – og ofte på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter. Jeg tror på, at de følelser vækkes, fordi børnene giver os muligheden for at finde ind til vores eget indre barn.

Næste gang dit barn vækker følelser i dig, så vil jeg opfordre dig til at stoppe op og mærke efter, hvad er det for en følelse, der vækkes. Spørg derefter dig selv, hvorfor det er netop nu, at denne følelse skal vækkes?

Ofte vil du opleve, at den følelse, der bliver vakt, er noget, du eventuelt har undertrykt eller behændigt udsat. Så det barnet gør, er at spejle og vække din følelse, så du kan se på den, forholde dig til den og slippe den.

2. Se, hør og mærk dit indre barn

Når du har forstået, hvordan dit ydre barn kan vække dit indre barn, så vil du øge forståelsen for dit indre barn. Igennem opvæksten lukker de fleste ned for følelserne. Du kender den sikkert selv: ”Så så, ikke så ked”.

Selvom det er ment som velmenende trøst, er disse ord med til, at vi lukker ned for vores følelser. De følelser skal du nu lukke op for. Det gør du ved at sætte dig godt til rette, lukke øjnene, og se dig selv som et lille barn. Når du ser dig selv, så spørg om der er noget, det indre barn gerne vil sige til dig, og om der er noget, det har behov for.

Du skal høre efter og være åben overfor, hvad der bliver sagt og hvilke følelser, der vækkes i dig. Rigtig mange oplever følelsen af at ville tage det indre barn helt ind til sig. Gør det, og mærk dig selv.

3. Er du vred eller ked?

Det at begynde at mærke sig selv kan være svært for mange mennesker, fordi vi i så mange år har lukket ned for vores følelser. Derfor skal du nu til at arbejde med at åbne op for det, du føler. Næste gang du tager dig selv i at være vred, så spørg dig selv, om du er vred, eller du rent faktisk er ked af det.

De fleste mennesker opdager her, at de er kede af det. Og det er det, jeg vil have dig til at se i øjnene og stå frem med. Du skal som minimum anerkende overfor dig selv, at du er ked af det. På den måde fortæller du din underbevidsthed, at du er værd at elske – også med den følelse af sårbarhed. Og i sårbarheden kan du finde frem til dig selv, så du bliver i stand til at modtage og give kærlighed.

Luise-Thye Østergaard

Er EFT-behandler og EMCC-certificeret coach, forfatter og foredragsholder. Luise lever i en alternativ familieform kaldet Kærligheds- eksperimentet – en tilgang, som hun bruger i arbejdet med sine kunder.

Læs mere på Luisethyeoestergaard.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Udvikling, Mor og Familieliv