Klumme: Dét har jeg lært af min femårige

I astrologien siges det, at vi får de børn, vi skal have – de skal lære os noget. Det samme mener mange børnepsykologer. De børn (egne og andres), som vi har dårlig kemi med eller føler en vis modstand mod, er ofte de læremestre, vi skal lytte mest efter. For det, som vi afviser eller dømmer hårdest, er netop sider i os selv, som vi ikke bryder os om.

Når du bliver irriteret på din datters bedste ven, der konsekvent korrigerer hendes måde at udtale fremmedord på, er det så måske fordi, du selv har en vane med at rette på andre? Når din teenager sammenligner sig selv med sine venner og går op i, hvem der er tykkest eller tyndest, har de fedeste sneakers eller er bedst til basket, går det dig så på, fordi du stadig scanner et rum for, hvilken kollega der har den pæneste talje, den dyreste taske eller den fedeste titel?

Børn lærer os dog ikke bare at kigge på os selv. De lærer os også at opleve verden – før vi begynder at analysere den. 2020 var et år, hvor vi har skulle lære et nyt præfiks: Strukturel. Strukturel racisme, strukturel sexisme, strukturel klimakamp. Vi skulle vænne os til tanken om, at det ikke er ”nok” at have orden i sit eget penalhus, hvis din nabo ikke engang har råd til at købe at en blyant.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

At bare fordi der ikke var nogen, der tog mig på låret til firmafesten, eller at min bedste ven er både queer og fra Syrien, så betyder det ikke, at jeg er fri for ansvar, når piccolinen bliver chikaneret på kontoret, eller når Ahmed ikke bliver kaldt til jobsamtale, fordi han sikkert hverken drikker gløgg eller spiser flæskesteg til julefrokosten.

Så hvordan ændrer vi på de mere eller mindre usynlige strukturer, vi lever i? De fordomme, vi ikke er bevidste om og derfor gennem vores passivitet er med til at fastholde? Et sted, vi kan starte, er at kigge på dem, der ikke er farvede af nyhedsstrømmen, Twitter, Instagram, glittede magasiner og romantiske komedier. Vi kan igen kigge på vores yngste læremestre. Børnene.

I sommerferien, hvor børnene stadig kunne løbe frit mellem kammeraterne, fik jeg en af disse udsøgte lektioner i livet. Min datter på 5 år, Ella, har en bedste ven, Johan. De kan lege timevis i hinandens selskab, og oftest er det far-mor-og børn. Her kan den ene godt være ”hund”, mens den anden er ”storesøster”, så den traditionelle kernefamilie er de ikke bange for at splitte ad og sætte sammen igen i en ny konstruktion.

Men det er jo bare, når de leger, tænkte jeg. De skal nok blive indoktrineret af patriarkatet/kapitalismen/glaslofter/stereotyper. Eller gør de? For mine børn og deres kammerater studser ikke længere over, at to mænd er gift, en kvinde kan få barn alene, eller at en teenager ikke vil defineres som en ”han” eller ”hun”. Og de tror ikke på, at drenge er lyseblå fodboldspillere, og piger er lyserøde prinsesser.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg har altid været bevidst om, at jeg kun låner mine børn"

Så da Ella og Johan kom løbende hjem til os for at lege, og jeg måtte sige, at legeaftalen desværre skulle afsluttes, udbrød Johan: ”Jeg tør ikke gå hjem alene”. Jeg skulle netop til at tilbyde at køre ham hjem, da Ella beroligede ham: ”Jeg skal nok følge dig hjem, Johan”. Hun vidste ikke, at piger skal være bange, og drenge skal passe på dem.

Hun vidste bare, at man møder sine venner der, hvor de er. Og det indlysende i den sandhed, som en 5-årig skulle lære mig, blev kun understreget, da jeg uger senere var på yoga-retreat med andre søgende mænd og kvinder og fik udlagt den nyligt afdøde guru Ram Dass’ lære om menneskehedens evige stræben: ”We are all just walking each other home”. Vejen frem er ikke at begrænse hinandens veje og perspektiver. Tiden er inde til at tillade vores børn at åbne vores øjne – og følge os hjem.