Kære Cathrine og Julie: Af hjertet tak fra mig og mine æg!

”Du skal være klar over, at de bliver destrueret efter fem år.”

Destrueret efter fem år? Jamen, der er jeg jo ikke engang fyldt 21 år.

Det er september 2010, jeg er 15 år gammel og få dage inden dette øjeblik, har jeg fået mit livs værste besked. Jeg har leukæmi. Og det betyder 2,5 år med intensiv kemobehandling. Kemo, der ikke kun slår de dødelige kræftceller ihjel, men også skader alt det raske og sunde i min krop. Som mine æg. De æg der en dag skulle blive til nogle kærlighedsbørn lavet af mine gener. De børn jeg har drømt om siden, ja, så længe jeg kan huske.

LÆS OGSÅ: Nyt borgerforslag: ”Staten skal ikke bestemme, hvornår jeg skal have børn”

En måned forinden havde jeg haft min første, og på det tidspunkt, eneste seksuelle oplevelse. Nu skulle jeg pludselig tage stilling til, om jeg ville kunne finde drømmemanden og være klar til at starte fertilitetsbehandling, inden jeg havde rundet 21 år.

På daværende tidspunkt var det uvist, om jeg overhovedet ville overleve den dødelige blodkræft, så tilbuddet om at få taget mine, endnu raske og fertile, æg ud til nedfrysning, velvidende at de skulle destrueres fem år senere, for sådan er lovgivningen, kunne jeg slet ikke tage stilling til.

Det var ikke fair. Og hvad der heller ikke var fair er, at hvis jeg havde været en mand, så kunne jeg få mine sædceller til nedfrysning lige så længe, jeg ønskede det. Selv efter at jeg var død!

Derfor er borgerforslaget om en forlængelse af nedfrysning af befrugtede og ubefrugtede æg så vigtigt. Ikke kun for, at kvinder som jeg skal have mulighed for at få bevaret nedfrosne æg efter en hård og smertefuld proces med hormonbehandling og udtagning - det er også et stort skridt i den rigtige retning i kampen for ligestilling mellem kønnene i Danmark.

Nogle børn kommer fra maven – andre fra hjertet

Hvorfor er det så vigtigt at få mine egne børn, når der findes masser af forældreløse børn ude i verden?

Jeg er vokset op uden min biologiske far, men hans gener var de dominerende, så jeg har aldrig kunnet spejle mig i mine blåøjede forældre. Som en psykolog engang sagde til mig: ”Men gudskelov, Emilie Luna, for du er jo så smuk.” Et kompliment jeg ofte modtager, men det hjælper ikke på den sorg, der har siddet i mig, siden jeg var en lille pige, der bare gerne ville ligne sin mor og far, ligesom alle andre børn gjorde det.

Jeg har altid tænkt, at når jeg får et barn, så vil den sorg blive forløst, når jeg kigger på det her lille menneske og for første gang ser noget af mig selv. Nu ville det måske blive taget fra mig, for tænk hvis jeg ikke kan få mine ”egne” børn?

Så i 2016 tog jeg til Paris for at arbejde som au pair, men familien havde jeg ikke valgt tilfældigt – børnene var to adopterede piger fra Vietnam på henholdsvis 7 år og 11 måneder. Jeg ville undersøge, om man kunne elske et barn lige så højt, selvom man ikke har født det. Der var knap gået en uge før, at jeg vidste, at det kan man. Nogle børn kommer fra maven – andre fra hjertet.

Et afgørende øjeblik

”Og du er forberedt på, hvilken besked jeg måske bliver nødt til at give dig i dag?”

Jeg er hos en privatpraktiserende gynækolog og skal have undersøgt mine æg - hvis der altså er flere tilbage efter mange år med hård kemobehandling. Det er en dyr undersøgelse, som det offentlige betaler grundet min sygdomshistorik, og jeg har i lang tid gået med overvejelserne om, hvornår det rigtige tidspunkt ville være at få undersøgelsen. Jeg er nu 24 år gammel, og da jeg er i et fast forhold, begynder tankerne om graviditet at fylde mere og mere. 

Jeg holder vejret, imens hun kører scanneren med den iskolde gele over min mave, så mine æggestokke dukker op på skærmen som to underlige genstande inde i min krop. 

”Jeg har en fantastisk nyhed! Se lige her; det er dine æg, og de ser så fine ud.”

Jeg bryder hulkende sammen. Af lykke og lettelse. Gynækologen fortæller, at jeg dog ikke har det samme antal æg som en kvinde i min alder, der ikke har været syg, og jeg skal måske også have lidt hjælp til at blive gravid, men hun er fortrøstningsfuld og giver mig håb.

Der er dog ét problem. Jeg bliver kun ældre, og det samme gør mine æg, så hendes anbefaling er, at hvis jeg endnu ikke har været gravid, når jeg er fyldt 27 år, så skal der tages æg ud til nedfrysning, og så har jeg ellers fem år til at få mine børn. For så bliver mine i forvejen få æg destrueret.  

Men sådan behøver det måske ikke at være længere. For i går meldte Etisk Råd ud, at de med et stort flertal bakker op om borgerforslaget, og at grænsen skal flyttes fra fem år til, at kvinden fylder 46 år.  

Kort tid efter meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke, at han indkalder til forhandlinger, fordi han vil ændre lovgivningen.

Jeg har hele tiden holdt fast i troen på, at jeg nok skal opleve det fantastiske i at være gravid, og at jeg får mine ønskebørn. Måske fordi tanken om det modsatte ikke ville være til at bære. Men nu er det faktisk realistisk. 

Jeg er nu tæt på de 26 år, og jeg har endnu ikke har fundet manden i mit liv, som også skal indeholde det fulde farpotentiale, men jeg har ikke travlt. Og jo, jeg kan da godt mærke mine æggestokke danse lidt, når jeg er sammen med min tætte veninde og hendes to små drenge, men jeg er bare ikke der lige nu. Og hvis det her borgerforslag bliver vedtaget og lovgivningen ændret, så behøver jeg heller ikke at være der.

Så kan jeg i stedet trække vejret en ekstra gang helt ned i maven og nyde det liv, jeg har kæmpet så hårdt for, med ro i sjælen.

Så kære Cathrine, i går var det ikke kun dig, der havde tårer trillende ned ad kinderne. Jeg sad der med dig, for du er med til at ændre noget af det mest betydningsfulde i mit liv og for min fremtid, og det vil jeg for evigt være dig og Julie taknemmelig for.

Så tak. Af hjertet tak <3   

Hvis du endnu ikke har skrevet under på borgerforslaget, kan du gøre det her.