Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

Susan Knorrenborg
Foto: UNICEF Susan Knorrenborg svømmer i en cocktail af lige dele bekymring og stolthed, efter hendes søn er startet i skole. Det samme gør Khadida, der er flygtet min sin familie fra Syrien.

Kære speltmødre i Smørhulsdanmark: Vi er ikke alene!

Man er ingen speltmor, fordi man bekymrer sig om sine ungers skolegang. Det gør alle mødre, uanset hvor meget eller lidt livet har forkælet dem, har klummeskribent Susan Knorrenborg fra UNICEF erfaret.

Min søn er begyndt i 0.a. Jeg synes, det er hårdt. Vi kæmmer for lus, bliver hysteriske, når vi modtager mails om risiko for fnat, laver pizza med ananas til legegruppen, indgår anti-mobbekontrakter på forældremøder, husker at læse med ham i minimum 20 minutter om dagen og forsikrer sundhedsplejersken om, at vi har styr på sukkerindtaget.

Imens får han styr på 10’er-vennerne og vokalerne, og for nylig stavede han til is, si og ko helt uden tøven. Jeg var ved at revne af stolthed og delte sejren med alle, der gad høre det … Det var der ikke mange, der gad, men folk er godt opdraget, så jeg fandt mit publikum. Det kræver sit at blive ’skolefamilie’ ... Også sin mælk – den missede vi desværre, da jeg overså tilmeldingsfristen til skolemælk på Intra.

Jeg krydser fingre for, at de andre vil lege med ham, at ingen mobber (vi voksne har jo vedtaget den antimobbekontrakt, så naturligvis er der ingen, der kunne finde på det, vel? Vel?), og at undervisningen ikke tager skade af, at elevtallet i klassen stiger måned for måned. Især det sidste har jeg haft mange vågne nætter over. Faktisk var det lige før, vi valgte privatskolen, som garanterede max på 20 elever pr. klasse. Nu svømmer jeg, så godt jeg kan, i en cocktail af lige dele bekymring og stolthed, krydret med en god portion skam over at måtte erkende, at jeg er en hønemor fedet op på spelt.

LÆS OGSÅ: Susans kamp vil få dig til at tænke en ekstra gang, når du klager over ekstra kilo på sidebenene

UNICEF - Reema 9 år ældste datter.jpg

Reema, 9 år, er den ældste datter i en syrisk familie på fem. Selvom hendes familie er flygtet fra bomber og snigskyttekugler i Syrien, bekymrer hendes mor sig lige så meget om skoleintra, læsefærdigheder og knyttede venskaber, som Susan fra Søborg. Foto: UNICEF/Thrane-Hanghøj.

Det hjælper lidt, når jeg møder forældre med en anelse mere erfaring end jeg. Mennesker, der med autoritet kan fortælle mig, at det hele nok skal gå. Sådan et par mødte jeg, da jeg for nylig besøgte Jihad og Khadida. Deres søn var godt nok først lige begyndt i 1. klasse, men deres datter gik i 3. klasse, så de havde en vis erfaring med skolelivet.

Khadida fortalte mig stolt, hvordan datteren var begyndt læse. Jeg behøvede ikke at finde min gode opdragelse frem for at høre hendes historie til ende. For det er ingen selvfølge, at hendes børn lærer at læse. Faktisk er det i sig selv et under, at alle i familien er i live. De er nemlig fra Raqqa i Syrien. I dag er de i sikkerhed i en forstad til Aman i Jordan, men inden den kom så langt, nåede Khadida og de to ældste børn at opleve, at Islamisk Stat gjorde deres hjemby til hovedstaden i sit Kalifat.

UNICEF - Familie, lillebror Hamza på 3,5 år.jpg

Familien er samlet i hjemmet med mor Khadida, far Jihad, lillebror Hamza på 3,5 år og lillesøster Sibal på 1,5 år. Foto: UNICEF/Thrane-Hanghøj.

Da jeg spurgte til tiden før krigen, dengang Jihad arbejdede som sælger for et tøjfirma, mens hun passede huset – deres eget hus vel at mærke – og fremtiden tegnede lys, kiggede hun på en plet på den nøgne væg bag mig og svarede mekanisk: ”Vi har glemt alt det smukke, for vi har oplevet så meget grimt.”

Hun behøvede ikke at sige mere. På internettet har jeg set de film, hun så på sin nethinde. Dem af IS’s fjender, der er blevet hængt i lygtepæle; af afhuggede hoveder spiddet på metalstænger på hegn rundt omkring i byen; dem af kvinder og børn, fostre i deres mors maver og gamle, der var ramt af snigskytternes kugler. Khadida og børnene gemte sig i kaos, og slap ud af byen i live, for senere at blive genforenet med far Jihad. Det er en bedrift af de store.

Men da jeg spurgte hende, hvad hun er særlig stolt af, var det ikke den historie, der dukkede op. I stedet sagde hun: ”Det er en kæmpesejr, at jeg fik flyttet min søn til den bedste skole i distriktet. Før gik han på en, hvor der var rigtig mange elever i klasserne. I den nye er der plads og ro til, at han kan lære rigtig meget.” Hun fortalte også om, hvordan både han og datteren går i UNICEF’s Makanicentre – en slags SFO, hvor de får lektiehjælp og støtte til at komme sig over traumerne fra krigen. ”De har gode venner der,” fastslog hun og smilede. ”Og de får en chance for at følge med i skolen. Selv kan jeg ikke hjælpe dem med skolearbejdet, for jeg har jo aldrig lært at læse.”

Da hun sagde det, studsede jeg lidt. Sad den seje kvinde, der havde slidt sig gennem en regn af bomber og snigskyttekugler, og fortalte mig, at hun også bekymrer sig over høje klassekvotienter? Havde hun, der har været i krig og nu kæmper for at finde livsglæden igen, virkelig overskud til at bekymre sig om, hvorvidt hendes børn har gode venner i fritidsordningen? Var vi virkelig så ens, hende og jeg?

UNICEF - Sibal 1,5 år sidder hos far.jpg

Sibal på 1,5 år sidder hos sin far, der engnag arbejde som sælger for et tøjfirma. Foto: UNICEF/Thrane-Hanghøj.

På den ene side var det befriende. Speltmor-hånen rungede ikke længere i mit hoved. Skolemødre har universelle bekymringer. Glæden over at se ens barn trives i skolen, får alle forældres hjerter til at svulme – mistanken om, at noget kan begrænse deres glæde ved at lære, får hjertet til at krympe sig. Sådan er det, uanset om man er Susan fra Søborg eller Khadida fra Raqqa.

På den anden side er det voldsomt at indse, hvor meget man har tilfælles med mennesker, som har været gennem unævnelige grusomheder. Ens mentale parader falder. Man kan ikke holde grusomhederne på afstand ved at tænke, ”Godt jeg er født i Danmark, den slags sker ikke hos os”. For Khadida har tænkt præcis det samme, dengang før krigen, da hun fulgte med i nyheder fra verdens brændpunkter på sikker afstand i fredelige Syrien. ”Den slags kan ikke ske fra os” … og så skete det.

”Jeg håber bare, mine børn får mulighed for at gøre det, de allerhelst vil. At de får den uddannelse, de selv drømmer om,” slog Khadida fast. Jeg nikkede. Vi ved begge, hvor seje børn er, hvor store deres drømme er, og hvor skrøbeligt et fundament de bygger på.

Støt Syriens flygtningebørn

Susan Knorrenborg er presseansvarlig for UNICEF Danmark.

Organisationen samler netop nu ind til syriske flygtningebørn, så de kan komme i skole, få varmt tøj og rent drikkevand.

Støt Syriens børn her

Se, hvad vi ellers skriver om: Skolestart og Klumme