Lille Clara kom for tidligt

Jeg havde forestillet mig en god graviditet. Der går dog ikke lang tid, før jeg må pakke nogle af mine største ønsker og forventninger ned. Jeg begynder ret hurtigt at få ondt i halebenet og skambenet, hvilket viser sig at være bækkenløsning.

I uge 18 fortæller lægen mig, at jeg bliver nødt til at tage den med ro og sygemelde mig. Det har jeg det meget dårligt med; jeg arbejder i butik og ved, at mine kollegaer bare må løbe endnu stærkere, end de gør i forvejen, hvis jeg stopper helt. Jeg vælger derfor at deltidssygemelde mig.

I uge 30 begynder jeg at få det underligt, og jeg tager op til min læge. Lægen fortæller mig, at mit blodtryk er meget højt, og jeg har begyndende svangerskabsforgiftning.

Jeg bliver straks sendt på hospitalet for at blive undersøgt. Jeg bliver skannet og får kørt en CTG. Prøverne viser, at vi skal have en lille pige, og vi er meget lykkelige. Fra den dag bliver jeg rigtigt sygemeldt.

Første gang, far ikke er med

Jeg begynder at få det værre, og til min næste undersøgelse er mit blodtryk stadig ikke blevet bedre. Jeg tager nogle piller, som jeg nu skal tage endnu flere af. Jeg føler, at vi render til den ene undersøgelse efter den anden. Det hele er begyndt at blive ret hårdt.

Min hovedpine er forsvundet, og blodtrykket er mere normalt. Nu får jeg imidlertid konstateret svangerskabsforgiftning og er også begyndt at få vand i kroppen.

Til en skanning viser det sig, at jeg har for lidt fostervand i kroppen, og vores lille pige vejer ikke nok. Hun vender også hovedet opad. Lille Clara skal helst blive i maven så længe som muligt, og derfor bliver jeg nu undersøgt og får kørt CTG strimler endnu oftere.

Moderkagen står af

Til en af undersøgelserne et par uger senere, skal jeg have foretaget nogle målinger af både fostervandet og Claras vægt igen. Jeg bliver skannet om morgenen – de er tre, der skanner mig. Jeg er ved at blive temmelig nervøs!

Vandet er svundet 3-4 centimeter, og der er nu for lidt tilbage. Vores lille pige vejer kun 17-1800 gram. Lægerne mener, at min moderkage er stået af, og jeg bliver flyttet op på svangerskabsafdelingen med det samme.

For første gang er min mand ikke med til undersøgelsen, så jeg skynder mig at ringe til ham. Han kommer så hurtigt, han kan, og sammen taler vi med lægen. Vi bliver alle enige om, at jeg skal have kejsersnit. Det har vi tidligere talt om, fordi de ikke kan vende vores lille pige. Lægen er også usikker på, om hun kan klare en fødsel, fordi hun er så lille.

Jeg er meget nervøs, da jeg bliver gjort klar til kejsersnit om aftenen.

De forsvinder med min lille pige

Under hele forløbet er jeg meget dårlig. Nervøsiteten er vokset, og det er meget ubehageligt. Jeg kan mærke alt, hvad de laver.

Jeg kan mærke, hvordan de tager hende og derefter moderkagen ud af mig. Jeg er bange og bruger mange kræfter på at holde gråden tilbage.

Jeg får morfin, da vores lille pige endelig kommer ud. Jeg lukker øjnene og klemmer min mands hånd. Narkoselægen er ikke i tvivl om, at jeg har det dårligt Jeg når kun at se et glimt af min datter, før lægerne tager hende med sig ud.

Jeg kommer over på opvågning, hvor jeg ligger i næsten fem timer. Det er først omkring midnat, jeg kommer ned på afdelingen, hvor Clara er. Hun vejer 1975 gram og har det ellers rigtig godt.

En lille, men stærk pige

Det er en lille, men stærk pige, vi har fået. Hun ligger kun i kuvøse den første nat. I begyndelsen har hun lidt svært ved at få varmen og holde blodsukkeret oppe.

For at få energi, får Clara sonde hver anden time i sin første leveuge. Vi bliver allerede udskrevet efter 10 dage. Det er så dejligt at komme hjem, men også hårdt. Vi skal give hende mad meget ofte, men hun tager flot på.

Da Clara er cirka fire måneder gammel, får hun konstateret kolik. Lægen indlægger os til observation. De finder ud af, at Clara ikke kan tåle komælk, og hendes modermælkserstatning indeholder netop komælk. Vi får hurtigt skiftet over til noget uden komælk. Men på det tidspunkt har hun også skreget i fire måneder.

Jeg skammer mig lidt

Det har været utroligt hårdt, og man kan komme til at skamme sig over de tanker, man kan have, når alting kører op i en spids, og nerverne sidder uden på tøjet, når ens lille guldklump græder og græder, fordi hun har det så dårligt.

Clara har også været indlagt nogle gange, fordi hendes blodsukker har været for lavt. Samtidig har hun haft separationsangst og store søvnproblemer. Men på trods af det, udvikler hun sig, som hun skal. Hun får ofte ros – især for sit sprog.

I dag er Clara to år og meget velfungerende. Hun er en rigtig charmetrold og en værre bølle. Vi er bare så taknemmelige over, at hun er velskabt. Det har været utroligt hårdt at blive forældre, og vi må også indrømme, at vi ikke tænker på at få en til. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig …