Not to do-listen

At navigere i et hverdagsfarvand fyldt med snu børn er en øvelse, der hver dag gør far Brian Mørk en del klogere. På hvad han ikke skal gøre.

Når man er forælder, er der en uendelig lang liste over ting, man ikke skal gøre. Kald det leveregler eller fornuftsregler eller fornuftige leveregler. Kald det, hvad du vil. Det er ting, man lærer hen ad vejen, eller som man måske burde kunne regne ud ved at gøre brug af simpel fornuft. Den slags fornuft, der adskiller os fra hvirveldyrene og grus.

Det er ikke raketforskning, men ofte går det alligevel helt galt. Det er i hvert fald gået op for mig igen og igen, efter at jeg har fået børn. Men tager jeg ved lære? Ha, ha, nej! Lad mig præsentere et par tilfældige eksempler ud af de myriader, jeg har oplevet:

Man skal ikke skifte sin lille ildelugtende søn på gulvet og så lægge en ble fyldt med alverdens modbydeligheder til side, mens man sætter drengen hen foran Cartoon Network. Man skal derefter ikke glemme at samle bleen op fra gulvet og gå ned i kælderen for at ordne vasketøj. Ikke hvis man har hund. En hund, der er vant til, at børnene giver den godbidder af deres egen mad. For hunden er ligeglad med, hvornår i processen den får lækkerbidderne. Til gengæld behøver man vel næppe fodre kræet de dage?

Kung Fu Bambi

Det er ligeledes svært at bedømme, hvad børn kan tåle at se i fjernsynet. Lille Alicia sad gladelig igennem de mest voldsomme og blodige slag i Ringenes Herre-filmene. Scener med uhyggelige monstre, ondskabsfuld ondskab og væmmelig vold. Helt glad og uden at blive bange på noget tidspunkt (der var jo heste med).

Derimod var en af de nyeste Far til fire-film en tand for meget for det skrøbelige barnesind. Utallige er de aftener, hvor pigebarnet efter sengetid grædende er kommet ned i stuen, fordi det rare spøgelse i filmen var hende for meget. Og her troede jeg, i min uudgrundelige naivitet, at børnefilm var lavet til børn. Jeg må dog indrømme, at det var den skurrende dialog i den film, der holdt mig vågen om natten.

Skal man give pigen lov til at sove i de voksnes seng de nætter? I sikker og varm tryghed mellem mor og far? Skal man give efter for det ulykkelige og skrækslagne barns hjerteskærende tryglen?

Ja, hvis man er i stand til at få en god nats søvn, selv om der udføres hårdhændet søvn-kungfu på ens ømme knogler den ganske nat.

Er man derimod, som jeg, typen, der behøver dødlignende ro for at hvile, da må man se barnet i de våde bambiøjne og standfast sige ‘okay, du kan sove her hos mor i nat, så sover far i gæsteværelset sammen med vasketøjet og ringbindene, der af en eller anden grund er stablet på gæstesengen sammen med bøjlerne, kassen med fotos af for længst afdøde familiemedlemmer og en Sodastream-maskine, der ikke længere fungerer’.

Børnekomplot

Men det er, når de to børn samarbejder, at det er allerfarligst. Man har i sin visdom indkøbt et skab af metal og med lås til sine elskede spillekonsoller og dvd-robotmaskiner. Der kan den lille Darwin ikke få sine fedtede og destruktive fingre i de dyre apparater. Medmindre storesøster ved snilde og skruetrækker demonterer den lille lås og derefter lader skabet stå åbent. Så kan en dreng på 19 måneder på få sekunder lave Xbox, PlayStation, Wii og dvd til aske.

Burde jeg have forudset, at slaget var tabt, i samme sekund jeg fik afkom?

Jeg kunne fortsætte med at liste mine dumheder som forælder i én uendelighed, men på et tidspunkt i opremsningen ville mine børn være blevet voksne og være begyndt på deres egne fejl som forældre. Til den tid vil jeg le i deres voksne ansigter og sige: ‘Fryd!’

EN FAR FORTÆLLER …

SKRIVES PÅ SKIFT AF:

Brian Mørk, komiker og far til Alicia på 6 år og Darwin på 1½ år.

Mads Barner-Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på 7 år, Hannibal på 4 år og Giulia på 1½ år.

Thure Kjær, journalist og far til Kasper på 2 å.