Solomor: ”Jeg skulle sige farvel til drømmen om far, mor og børn”
Det biologiske ur gik pludselig hurtigt, da Louise Lyngbo blev 37, ikke havde nogen mand og gerne ville have et barn. Hun måtte opgive drømmen om kernefamilien og igennem et hårdt fertilitetsforløb for endelig at blive mor.
“Jeg har altid gerne villet have børn og fik at vide, at det nok skulle gå, hvis bare jeg gik i gang, inden jeg blev 40. Da jeg var 37, gik det op for mig, at hvis det skulle blive til noget, kunne jeg ikke gå og vente på manden på den hvide hest. Jeg skulle sige farvel til drømmen om far, mor og børn og satse på en anden drøm.”
“Jeg har hele tiden haft en følelse af, at det skulle jeg nok klare. Det var mere det etiske, der var svært. Men da jeg traf valget, så jeg mig ikke tilbage. Det var ikke, fordi jeg ikke havde prøvet at finde en mand, jeg kunne stifte familie med. Jeg har datet min del af mænd, den ene havde unger, den anden ville ikke. Da det ikke lykkedes, gik det op for mig, at det var denne her chance, jeg havde for at få et barn.”
“Det er fantastisk at være solomor. Det er også hårdt, men det er det jo også i et parforhold. Det er bare hårdt at have en baby, fordi der pludselig er et væsen, som er der hele tiden, og det kan være et projekt at gå i Netto, ja bare på toilettet. Men det opvejer alt, når jeg kigger ind i de der øjne, og der kommer et smil fra det der lille menneske. Min mor har været en uvurderlig støtte. Hun var med til fødslen, og jeg har været rigtig meget hjemme i Fredericia og boet hos mine forældre.”
LÆS OGSÅ: Klumme: Kan man være en god mor uden at føle sig ægte voksen?
“Da jeg var 37, gik jeg til egen læge for at få en henvisning til en fertilitetsklinik. Jeg fik først en tid 10 måneder senere i december 2017. Indtil da skulle jeg have styr på mit liv, og jeg begyndte i et coachforløb. I mange år havde jeg tonset derudaf og prioriteret karrieren. Nu stod jeg i en situation, hvor det var min krop, der skulle producere noget, og jeg blev klar over, at jeg måtte standse op og sadle om. Jeg har altid sagt ja til alting i de ansættelser, jeg har haft, men hvis du siger ja til alle andre, siger du nej til dig selv. Derfor valgte jeg at blive selvstændig.“
“Første gang jeg skulle vælge sæddonor, var jeg meget optaget af, at det skulle være den rigtige. Du kan læse ret meget om hver profil; deres hårfarve, højde og uddannelse. Du kan se børnebilleder af dem og få at vide, hvem der har sygdom i familien. Men hvis du står på en bar en mørk aften og udser dig en mand, ved du jo ikke, om hans mormor har kræft. De næste par gange valgte jeg bare en, der var høj, havde et sødt babybillede og var åben donor. Det betyder, at Bosse kan tage kontakt til ham, når han bliver 18. Det er mig, der har valgt at blive solomor, så jeg vil ikke fratage Bosse muligheden for at opsøge donoren, hvis han får lyst til det. Det er en donor. Det er ikke hans far.”
“I 2018 havde jeg været igennem fire lange IVF-forsøg (reagensglasbehandling, hvor æggene befrugtes i et laboratorie og lægges tilbage i livmoderen, red.) på et år. Første gang tog jeg det i stiv arm og tænkte: “Var det bare det?” Men så var der ingen æg, der overlevede i reagensglasset. Jeg blev enormt skuffet, og det var svært at have store forventninger til næste runde. Ventetiden i fertilitetsforløb er forfærdelig, særligt de der 14 dage efter, du har fået sat æg op, og du venter på at finde ud af, om du er gravid. Du er ved at dø af skræk.”
LÆS OGSÅ: Nyt borgerforslag: ”Staten skal ikke bestemme, hvornår jeg skal have børn”
“Jeg har altid troet på, at du kan, hvad du vil, hvis du bare knokler hårdt nok. Men den filosofi gælder ikke i fertilitetsbehandling. Der er så mange mennesker, som er født til at være forældre, og der er så mange, der får børn, som ikke nødvendigvis er gearet til det. Det her fertilitetsarrangement er ikke fair. Jeg stod der og havde alt at tilbyde. Jeg har været på Roskilde Festival og danset hele natten i Kødbyen. Nu skulle mit liv handle om noget andet end mig, og jeg glædede mig til at kaste al min opmærksomhed på et barn. Og så virkede det bare ikke.”
“Så sidder du der foran en læge og spørger: “Hvad kan jeg gøre selv? Sig det!” Men der er ingen, der ved noget. Ikke engang lægerne! Jeg gik på nettet og læste om alt det, du kan gøre for at forbedre dine chancer. Jeg gik til akupunktur, og jeg gik til et forløb hos en fysioterapeut, som skulle løsne op i bækkenbunden. Men alt det, jeg skulle – på fertilitetsklinik, stikke mig, lave øvelser og besøge den ene og den anden behandler – stressede mig endnu mere. Til sidst havde jeg det sådan: “For helvede, det virker jo ikke!”
“Jeg havde været igennem fire forsøg, hvoraf et af dem ikke virkede, på Riget på statens regning. Nu skulle jeg ud selv og betale. Jeg tog til konsultationer på flere fertilitetsklinikker i København, og på en af dem, jeg havde fået anbefalet, følte jeg, at lægen var ved at sælge mig en bil. Jeg var så slukøret. Jeg havde hørt rigtig meget godt om en klinik i Fredericia, hvor jeg kommer fra, og lægen så mig på en helt anden måde. “Du er kørt helt i sænk. De hormoner tager jo livet af dig,” sagde hun og foreslog, at jeg tog en pause. Hun så mig! Og så lagde hun en plan, hvor hun kombinerede hormonerne på en ny måde, som i højere grad minder om den kvindelige cyklus.”
“I de tre måneder jeg holdt pause, begyndte jeg at gå til yoga og gik lange ture hver dag. Hvis der var flere, der havde sagt til mig: “Når du mindst venter det og er mest afslappet, skal du nok blive gravid,” havde jeg skudt dem. Men det var det, der skete. Min krop var kommet så meget ned i gear, at den var klar. Det første forsøg på den nye klinik føltes anderledes. Jeg fik lagt æg op på dronningens fødselsdag. Det virkede! Det var magisk at se de to blå streger.”
“Til de af mine veninder, som ikke har børn, men gerne vil have det, siger jeg: “Gå i gang!” Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det samme til mig, da jeg var 30. Karriere, hus og alt det der kan altid komme. Det kan du knokle dig til. Men hvis den ikke er der med børn, så er den der ikke, og så gælder det resten af dit liv.”
“Det værste ved fertilitetsbehandling er at tro og håbe på, at det lykkes samtidig med, at du ikke giver dig selv lov til at tro og håbe på det. Fordi jeg blev så skuffet og ødelagt, når jeg ikke blev gravid. Det var også svært, når nogen tæt på mig blev gravid og være glad på deres vegne samtidig med, at jeg var misundelig, fordi jeg syntes, det var sindssygt uretfærdigt, at det ikke skete for mig.”
“Jeg har ikke opgivet drømmen om kernefamilien. Jeg fyrer ikke op for Tinder lige nu, men håber da, at jeg møder manden i mit liv på den anden side. Lige nu er mit liv er fyldt med alt det, det skal være fyldt af. Den lille tager alt, hvad han kan få, og jeg giver ham alt, jeg har.”