En ubehagelig følelse fylder hos Sofie: ”Jeg har taget fem års tilløb til at turde sige det højt”

De sidste par år har særligt én følelse fyldt meget: Skam. For er det overhovedet i orden at ønske sig et barn mere, når man allerede har været så heldig at få to?

Det virker lidt grådigt at stille sig i kø til tredje omgang, mens andre stadig venter på deres første. Det er en følelse, som kun er blevet forstærket af de mange reaktioner, vi har mødt.

Fertilitetsklinikken: “Måske skulle I bare nyde de børn, I har – andre er ikke så heldige”. Hospitalet (efter hver af de mange aborter): “Så er det jo godt, at I har to børn derhjemme”. Fra (velmenende?) bekendte: “Er I utilfredse med dem, I har, siden I vil have flere?”

Hermed et samlet svar til jer alle: Mine drenge er de mest fantastiske skabninger, og jeg vil gå gennem ild og vand for dem. Jeg er ikke utilfreds med det, jeg har, men drømmer om at give dem en lillebror eller lillesøster.

Det er et ønske, som ikke lige kan sættes på formel og forklares med fornuft, men er som en underlig urkraft og en ulogisk længsel, fordi den ikke vil gå væk, selvom det nu har vist sig, at det ikke kan lade sig gøre.

Hvorfor taler vi ikke mere om det?

Vi har virkelig prøvet. Måske også mere end så mange andre, for selvom vores drenge kom hurtigt og naturligt, er de sidste 5 år fløjet forbi i en tåge af kunstige hormoner, sprøjter, sædprøver og det, der skulle have været magien i et reagensglas. 9 gange lykkedes det, 9 gange lykkedes det alligevel ikke. Lykken endte i stedet i nærmest alle tænkelige variationer af aborter.

Så tæt på, men alligevel så langt fra gør ikke længslen efter et nyt lille liv mindre, skal jeg hilse og sige. Hvis vi så bare kunne tale om det. Men indtil for ganske nyligt kendte jeg ingen, der havde problemer med at blive gravid anden (eller tredje) gang – og slet ingen, der var gået hjem fra fertilitetsklinikken med tomme arme.

Undervejs har jeg fundet ud af, at vi er mange i samme situation – det er bare ikke noget, vi taler om. Det er måske, fordi vi ikke har lyst til at råbe højt om, at vi ønsker os mere, når vi allerede har så meget i forvejen. Sekundær infertilitet, som det hedder, når man har fået et eller flere børn, men ikke længere kan blive gravid eller gennemføre en graviditet, er ikke en sjældenhed.

Den anden dag læste jeg, at en læge fra én af de Københavnske fertilitetsklinikker havde sagt, at over 1/3 af dem, der kommer på klinikken, er sekundært infertile. Og psykologiske undersøgelser viser også, at følelserne og ønsket om barn nummer to (eller flere) kan være lige så stærkt som ved det første.

Men det er en følelse, som ofte negligeres. Både af samfundet, men også af os, der står i det, tænker jeg. For jeg har taget 5 års tilløb til at turde sige det højt.

Drømmen, der ikke vil dø

Nu er vi efterhånden nået dertil, hvor vi skal lære at acceptere, at fertilitetsbehandling ikke bragte os tættere på drømmen. Det er svært, for vi læser statistikkerne, og vi hører om alle miraklerne, men sjældent om dem, som forlader klinikken med nothing to show for it andet end en gabende tom konto og et ditto hjerte.

Det er ikke som en ballon, hvor luften sikkert og langsomt siver ud af den, så der til sidst kun er lidt rynket gummi tilbage, der ikke fylder med sin tilstedeværelse. Muligheden for, at 2 bliver 3, er punkteret – men håbet hænger der stadig.

Sorgen over de mistede liv holder nok aldrig op med at fylde. Jeg ved godt, at jeg er meget heldig. Heldig at have fået to mirakler, som videnskaben faktisk kalder drengene, efter at de har opgivet at finde svaret på den infertilitet, jeg har raget til mig.

Men heldig på ét område, uheldig på et andet – og jeg vil gerne have lov til at sørge over alle de små liv, som ikke blev. Uden at blive udskammet og skudt i skoene, at det så må være lig med, at jeg er utilfreds med det, der faktisk blev.

Vi bliver ikke mere familie af et få et barn mere. Vi bliver bare en anden familie end det, jeg i mange år drømte om. Og den drøm, den skal jeg lige finde et sted at kunne langtidsparkere.