-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
-
10 kendte ærkeengle – søg hjælp til kærlighed, angst, sorg og helbredelse
-
Bemærker du et dyr igen og igen, er det måske et tegn: ”De vil fortælle dig noget”
-
Her er de syv indre energier, der former vores valg – hvilken er du?
Karinas hjerte fik en rift - desværre er forskningen baseret på mænd
Smerterne skød gennem bryst, ryg og arme, men Karina Tønder tænkte, at det nok ville gå over igen. Det skulle vise sig at være en blodprop, men lægerne ved endnu ikke meget om, hvordan hun eller tusinder af andre danske kvinder bedst behandles mod hjertesygdomme, for kvindekroppen har i årevis været nedprioriteret i forskningen.
Det var en lun aften på terrassen, kort før sommerferien var slut. Karina Tønder kiggede ud over sin have og glædede sig faktisk lidt til at komme i gang igen.
Men pludselig var der noget, der ikke føltes, som det plejede.
– Det var et vanvittigt pres i brystkassen, op mellem skulderbladene og ud i begge mine arme. Jeg vil ikke engang sige, at det var voldsomt smertefuldt, det var bare virkelig ubehageligt. Men jeg tænkte, at det nok gik over igen.
Så begyndte sveden af hagle af hende. Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Som socialpædagog har Karina set borgere få angstanfald utallige gange – måske var det det, der var ved at ske? Hun var også ved at nærme sig overgangsalderen – var det bare en hedetur?
– Jeg tænkte, jeg går sgu lige ind til Lucas, min bonussøn, og så sagde jeg til ham: "Lucas kommer du ikke lige? Jeg har det lidt skidt her".
Lucas kiggede forskrækket på Karina. Hun var ligbleg, og sveden løb ned ad hende. Han foreslog, at de ringede efter nogen.
– Jeg sagde: "Nejnejnej, det går over igen". Men Lucas blev ved, og til sidst gik jeg med til at ringe til vagtlægen, for jeg havde ret ondt. Men du ved, vi kvinder underdriver jo tit.
Da Karina havde snakket med vagtlægen, gik der kun to minutter, før en ambulance holdt foran hendes hoveddør. Karina gik udramatisk ud til ambulancen og fortalte dem om hendes symptomer. De tog en blodprøve og målte hendes hjertes aktivitet.
– Jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg skulle belaste dem her kl. 22 om aftenen. Men så hørte jeg ambulanceførerne spørge hinanden: "Vogn eller hems?". Jeg spurgte dem, hvad "hems" betyder. "Det betyder helikopter, for du har en blodprop", sagde de. Så blev jeg bange – så blev jeg pissebange.
Glemt i forskningen
Får man hjerteanfald, blodpropper eller hjertestop, og er man samtidig kvinde, kan symptomerne være sværere at opdage – de er ”mere ukarakteristiske” og afviger fra de ”almindelige” symptomer, som primært er baseret på viden om det mandlige hjerte.
– Vi har desværre mest forskning på mænd, fordi der har været en forestilling om, at hjertesygdomme var en mandesygdom. Den klassiske forestilling om, hvem der fik hjertekarsygdomme i 1950’erne og 60’erne, var en mand, som røg og var stillesiddende. Men vi har fået en større forståelse for, at kvinder også får hjertesygdomme, dog ofte senere i livet, bl.a. fordi de kvindelige kønshormoner har en beskyttende effekt på hjertet, siger forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason.
I takt med at kvinder har overtaget mændenes livsstil, får flere og flere kvinder også hjertekarsygdomme. Faktisk dør 10.000 kvinder hvert år af netop denne type sygdomme, og det er blevet tydeligt for lægefaglige, at viden om mandehjerter ikke bare kan overføres direkte til hjertesygdomme hos kvinder. Men der er endnu lang vej til rent faktisk at få afdækket alle videnshullerne.
– Der er meget, vi mangler viden om, når det kommer til kvinders hjertesundhed. Blandt andet om mikrovaskulær sygdom og SCAD-sygdom, og hvordan vi skal behandle det. Vi mangler også viden om, hvilke komplikationer under graviditet, som f.eks. graviditetsdiabetes og svangerskabsforgiftning, som kan påvirke hjertekar-systemet senere i livet.
… og listen fortsætter. Hullerne i forskningen resulterer i, at kvinder oftere får den forkerte behandling og generelt underdiagnosticeres, når det handler om deres hjerter.
– Man kan sige, at vi har været dårligere til at behandle kvinder, fordi vi har troet, at de skulle behandles ligesom mænd. Hvis kvinder bliver ramt af blodpropper tidligt i livet, det man kalder mikrovaskulær sygdom, så har de dårligere prognoser end mænd, fordi det er en anden mekanisme og mere ukarakteristiske symptomer, som vi har brug for mere viden og forskning om, siger Gunnar Gislason.
En rift i hjertet
En time og ti minutter senere lå Karina på operationsbordet i Odense. Hun var bange, og imens lægerne førte en ledning med påmonteret kamera og ballon op gennem hendes arm og ind til hjertets kranspulsåre, tog hun dybe vejrtrækninger i forsøget på at berolige sig selv.
Ballonudvidelsen lykkedes, og Karina blev kørt op på hjerteafdelingen, hvor hun faldt til ro efter en hektisk nat. Da hun vågnede morgenen efter, fortalte en kardiolog hende, at hun nu var SCAD-patient.
– Så sagde jeg med et smil: "Jeg ved da godt, at jeg er et meget venligt menneske, men er det sådan lige at gå lidt til yderlighederne at kalde mig skat?".
Det kunne kardiologen godt forstå, at Karina spurgte om. Hun forklarede, at Karina havde hjertesygdommen SCAD, som er en rift i kranspulsåren, som ligger rundt om hjertet. Karina anede ikke, hvad hun snakkede om. Hun havde aldrig hørt om sygdommen før, selvom hun igennem flere år var gået til egen læge med hjerteproblemer – der havde hun altid fået det samme svar.
– Det startede med, at jeg var til kiropraktor for to år siden med rygproblemer. Hun målte mit blodtryk for en god ordens skyld og kunne se, at det var alt for højt. Derfor rådede hun mig til at gå til egen læge.
Hos lægen fortalte Karina om sit forhøjede blodtryk og om hendes familiehistorik, hvor hendes mor har haft fire-fem blodpropper, inden hun fyldte 30, og begge hendes brødre får blodtrykssænkende medicin.
– Jeg tænkte, at jeg nok skulle have samme slags medicin eller en yderligere udredning, men lægen sagde bare, at jeg skulle tabe mig, skrue ned for mit arbejdspres og stoppe med at ryge de 6-8 cigaretter, jeg røg dagligt.
I to år havde Karina haft et hjerte, der bankede meget hurtigere, end det plejede. Hun kunne mærke det helt op i halsen, og kunne høre sin puls i ørerne – men hun havde også haft travlt på arbejdet, så måske var det bare stress, havde hun tænkt.
– Samtidig er jeg jo autoritetstro, så jeg troede jo på det, som lægen sagde. Så jeg tænkte, at der ikke var mere galt.
En akut sygdom
Selvom det kan virke frustrerende for Karina, når hun forsøgte at få hjælp tidligere, findes der endnu ikke nogen egentlige symptomer, der kan tyde direkte på, at man kan udvikle SCAD, før patienten reelt oplever en episode med SCAD, sådan som Karina gjorde den aften i juli. Sygdommen kommer akut og kan ikke som sådan forudses. Det fortæller Lene Holmvang, overlæge og hjerteforsker.
– Man taler nærmere om risikofaktorer, som man har viden om fra registerundersøgelser, hvor man har opgjort andre sygdomme og risikofaktorer hos patienter, der har været indlagt med SCAD. I et stort canadisk register over SCAD-patienter havde 1/3 af patienterne forhøjet blodtryk. Dog havde 1/3 af patienterne ingen risikofaktorer eller anden kendt sygdom, siger hun.
Lene Holmvang understreger også, at SCAD er en sjælden sygdom, og at der er rigtig mange, der har forhøjet blodtryk, som aldrig får SCAD.
– Der findes desværre ingen forsøg, der kan understøtte evidensen i behandlingen af SCAD. Alle vores anbefalinger stammer derfor fra registre, og som sundhedsfaglig er det jo utilfredsstillende, da registre kan give en skævhed i undersøgelsen. Vi er dog ret sikre på, at forsnævringer på kranspulsåren skal behandles konservativt ved hjælp af medicin og altså uden ballonudvidelse. Data tyder på, at behandling med blodtryksmidlet betablokker kan mindske risikoen for nye tilfælde, så det tilbyder vi alle patienter.
Det er endnu et tegn på, at behandlingen endnu er under udvikling, da Karina for bare halvandet år siden fik netop en ballonudvidelse. Udover medicinen anbefaler Lene Holmvang og hendes kolleger altid patienter med SCAD at være fysisk aktive, som også er anbefalinger, der er dannet på baggrund af registeropgørelserne. I månederne efter en SCAD-episode er der dog specifikke anbefalinger vedrørende fysisk aktivitet, man som patient skal forhøre sig om hos sin læge.
– I de registerundersøgelser, man har lavet, kan man også se en association mellem SCAD og migræne, angst og depression. Igen findes der mange, der har af en af disse tre lidelser uden at blive ramt af SCAD, men der ses et overlap, siger hun.
Frygten som fast følgesvend
Selvom depression og angst ikke var en del af Karinas hverdag inden blodproppen, blev hun bekendt med tilstandene efter. Efter fem dages indlæggelse kunne hun komme hjem igen med en ny diagnose og en hel masse piller, hun skulle vænne sig til at tage hver dag.
– Jeg fik udskrevet to slags blodfortyndende medicin, to slags blodtrykssænkende medicin, kolesterolmedicin og mavesårsmedicin, fordi al den medicin er lidt hårdt ved maven. Én ting var at vænne sig til medicinen, men en anden ting var, at jeg jo altid har været sund og rask. Det har altid været mig, der har taget mig af alt og alle. Nu var jeg den syge.
Karina Tønder har altid stået til rådighed for støtte og omsorg – både på sit arbejde som socialpædagog, men også privat for sin familie og omgangskreds. Men det kunne hun ikke på samme måde mere.
– Nogle i min omgivelser syntes, det var svært, at jeg sagde fra og ikke var til rådighed til at hjælpe dem lige så meget længere, men jeg var nødt til at trække mig. Jeg blev totalt skrøbelig, da det gik op for mig, hvad jeg havde været igennem, og fordi der er en reel chance for, at det kan ske igen, blev jeg hyper opmærksom på alle mine kropssymptomer. Trætheden er også overvældende, og den er blevet en ny følgesvend for mig.
Selvom hun altid havde sovet bedst på venstre side, kunne hun ikke længere holde ud at ligge sådan, fordi hun var bange for at mase sit hjerte. Hun ringede til vagtlægen i tide og utide, fordi noget gjorde ondt eller føltes anderledes, og hun var bange for, at det var et nyt tegn på SCAD.
– Jeg har været indlagt otte gange, siden jeg kom hjem fra Odense, fordi jeg fik symptomer, jeg troede var et nyt hjerteanfald. Noget af det har været arterieflimmer og allergiske reaktioner på noget medicin, men jeg blev generelt meget angst. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange medicinen er blevet omlagt, fordi min recept ikke har fungeret for mig.
Da Karina på et tidspunkt ikke havde sovet i tre døgn i streg, fordi hun var nervøs for, hvad der kunne ske med hendes hjerte, ringede hun til sin læge, hvor det var en ny turnuslæge hun kom til samtale hos. Han tog hende alvorligt og foreslog at starte hende op på antidepressiv, fordi det kunne tyde på, at hun havde udviklet angst.
– Så gik der 14 dage med den medicin, og så begyndte jeg at være lidt mere mig selv. Inden da kunne jeg ikke være alene hjemme, for så var der ingen til at distrahere mig fra min angst.
Livskvalitet som konsekvens
SCAD er sjældent livsfarlig, og det går som regel godt for de fleste, der rammes af sygdommen, fortæller hjerteforsker Gunnar Gislason. Men selvom der er behandling til rådighed, så er det ikke ensbetydende med, at sygdommene er uden omkostninger.
– Hjertesygdom hos kvinder generelt kan føre til lavere livskvalitet, og det skal vi være bedre til at tage hånd om. Det kan være frustrerende og også føles lidt uretfærdigt, hvis man gør alt det rigtige og lever et sundt liv, men alligevel bliver ramt. Kvinder får flere følgevirkninger som angst og depression, når de lider af en hjertesygdom, fortæller Gunnar Gislason.
Udover at det kan medføre frustration og en følelse af uretfærdighed, peger Gunnar Gislason også på, at man aldrig ved, hvornår man kan blive ramt igen – og ligesom Karina oplever, kan det have store konsekvenser for hverdagen.
Udover den antidepressive medicin har det også hjulpet Karina at melde sig ind i forskellige støttegrupper på bl.a. Facebook, hvor hun kan sparre med andre SCAD-patienter.
– Der er noget tryghed i at snakke med andre, der har det samme som mig. Og så har tiden også været min bedste ven, for jeg har jo lært, at hvis jeg tager min medicin og går til mine lægetjek, så skal det hele nok gå.