Se arkitektens bolig

Se arkitektens eget fantastiske hjem

Som selvstændig arkitekt og landskabsarkitekt er Helene Plet drevet af begejstring, nysgerrighed og indlevelse i sit arbejde. Uanset om det drejer sig om tilblivelsen af en park, en privat have eller et hus, handler det om at få det optimale ud af lidt. Sådan er det også på hjemmefronten, hvor det perfekte får lov til at vige for den gode stemning og plads til udfoldelse.

Hvis man tror, at arkitekter altid bor i strømlinet arkitektur fyldt med designermøbler, tager man fejl. Selvom der slås stringente streger på tegnebordet, kan den personlige boligdrøm sagtens tage sig ganske anderledes ud: således også for arkitekt og landskabsarkitekt, Helene Plet, der, sammen med sin familie, har indrettet sig i et gammelt, renoveret byhus i Esbjerg. Huset, der er fra 1928, er tegnet af en af byens første akademiske arkitekter, Harald Peters, hvis huse er særdeles eftertragtede, og som også stod højt på ønskelisten, da familien Plet/Ankersen, besluttede sig for at flytte fra et netop færdigrenoveret hus for 15 år siden.

Alligevel var det noget af en satsning, da Helene og hendes mand, Lars Svarrer Ankersen, købte det noget nedslidte hus af kommunen. Parret har da også siden lagt mange timer og kræfter i at skabe et smukt og inspirerende hjem og en skøn have med plads til hund, kat og to, nu voksne, piger.

Huset bestod oprindeligt af to lejligheder, der nu er lagt sammen. Vægge er fjernet og nye rum er opstået – og det er ifølge Helene netop det, som gamle huse kan: de kan vokse og transformere sig i takt med ændrede behov, familiens skiftende størrelse og sociale liv.

– Der har egentlig ikke været en masterplan – huset er vokset frem, fortæller Helene, der indrømmer, at hun er lidt mere uorganiseret på hjemmefronten, end det er tilfældet, når hun træder ind i den professionelle rolle på tegnestuen. Der er dog en fællesnævner, der hedder ærlighed og en aldrig svigtende lyst til at forløse ethvert projekts iboende potentiale.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

Selvom Helene arbejder professionelt med landskabs- og havearkitektur er hendes egen have ikke friseret. Hun holder af en afslappet stil, der signalerer "kom og brug mig". Her ved bagdøren har hun arrangeret et stilleben af gamle krukker fyldt med klatrehortensia, Dronning Ingrid-pelargonier, buksbom og hortensia.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

Helenes uhøjtidelige have rummer flere hyggekroge, hvor der hurtigt og med få virkemidler kan skabes en oase. Her er der dækket op til to under en tobakspibeplante, der danner en skyggefuld pergola.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

T.V: Husets hall er holdt i hvid og karamel – en klassisk løsning med hvidlakerede gulve.

Billedet er skabt af den århusianske kunstner Claus Helbo.

T.H: Naturfarverne dominerer og allerede i indgangspartiet afsløres det, at indretningen består af et miks af nyt og gammelt. Det fine jalousiskab har stået i en af byens forlængst lukkede butikker. Papirkunsten over stolen er udført af den lokale kunstner Ella Biltoft.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

Værker af kunstner René Holm dominerer væggen ved siden af Helenes hjemmearbejdsplads. Bag arbejdspladsen hænger Helenes kæreste eje – en plade, der lå ovenpå familiens gamle spisebord. Pladen har fulgt Helene siden hendes studietid og de kunstneriske udfoldelser kan tilskrives hendes børn, der har tegnet på den op gennem hele deres barndom.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

T.V: Spisestuen er en skøn blanding af nyt og gammelt, loppefund, arvestykker og eget design. Spisebordet har Helene selv tegnet, her i kombination med Arne Jacobsens 7'er-stol med læderbetræk. Det gamle dækketøjsskab er et loppefund, mens maleriet er af Else E. Andersen.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

T.H: Naturfarverne går igen i den kombinerede spisestue/arbejdskrog. Børge Mogensens fine kassesofa med lyst læder passer flot til den karamelfarvede bagvæg. Helene samler på keramik – og igen er der tale om både arvestykker og loppefund. Den grønne dame har tilhørt hendes bedstemor, det samme gælder menneskeklyngen, der er skabt af den lokale keramiker Jens Petersen.

Se arkitektens eget fantastiske hjem

T.V: Opholdsstuen befinder sig på 1. sal, hvor lyset uhindret kan vælte ind gennem sprosse-vinduerne.

T.H: soveværelse En sval stemning dominerer soveværelset, hvor den hvide farve får modspil af en karamelfarvet væg og et gråt hørsengetæppe.

Historie og funktion

Transformationen og den løbende renovering af den gamle rødstensvilla har i høj grad kunnet lade sig gøre, fordi Lars, der er snedkeruddannet, selv har kunnet føre projektet ud i livet. Med Helene på sidelinjen, er der undervejs blevet skelet til det originale udtryk og de oprindelige materialer. Parret er dog ikke gået på kompromis med funktion og atmosfære undervejs, og det har aldrig været meningen, at huset skulle udarte til en historisk pastiche. Alt overflødigt pynt er udeladt, og huset fremstår ærligt med stuk, hvide, højglanslakerede trægulve, hvidt træværk, hvide lofter og vægge – med kontraster af enkle varme karamelfarvede flader.

Regner man kælder og loft med, er der fire plan at udfolde sig på, og da alle kvadratmeter er optimalt udnyttede, og alle gangarealer er inddraget, er der opstået en dejlig, åben rumlighed med plads til mange forskellige gøremål: Den traditionelle hall med trappeforløb er indrettet til hyggestue og bibliotek, hvor der slappes af, læses og snakkes i Helene og Lars' første møbler, erhvervet i de helt unge år. Her er kun ting, der betyder noget for familien, objekter med en historie, møbler og kunst samlet over tid – alt sammen med patina og med license to use.– Jeg kan godt lide at gå og finde sjove, skæve ting på markeder, siger Helene, der helst blander sine gamle designermøbler med eget design og genbrug. Her er danske klassikere i skikkelse af Arne Jacobsens 7'er-stole med læder, en Børge Mogensen-lædersofa, Hans Sandgren Jakobsens smukke finértaburet sammen med en stribe gamle teaktræsmøbler af ukendt oprindelse i selskab med arkitektens egne borde.

Familien Plet/Ankersens egen have har, ligesom huset, fokus på funktion og hygge. Det er en grøn oase med blåregn, hortensiaer og masser af hyggekroge med hængekøjer, metalborde og kurvestole, der skifter plads i forhold til solen, skyggen og antallet af gæster.

– Haven er, ligesom huset, tænkt som en ramme om det gode liv, siger Helene.

LÆS OGSÅ: Sommer i strandhytten