Cathrine Raben Davidsen: "Min mor siger altid: "Cathrine, kan du ikke lave noget, der er lidt mere muntert?""

Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

Hvordan vil du beskrive din udstilling Totem?

– Udstillingen handler om fællesskaber og om at høre til. Men den handler også om naturen, forgængelighed, transformation og det spirituelle. Jeg tror på, at alt har en sjæl – dyr, sten og planter – og jeg synes ikke bare, at krukkerne er interessante pga. deres glasurer, men også fordi de historisk set har fungeret som beholdere for noget åndeligt. Det har været vigtigt for mig, at der ud over keramikken også blev plads til mine malerier, tegninger og resten af mine værker, for jeg har ikke lyst til at adskille de forskellige udtryksformer fra hinanden. Det hele er mig.

Hvad går samarbejdet med Royal Copenhagen ud på?

– I samarbejdet ligger der det, at jeg har fået lov til at bruge Royal Copenhagens kemikere, deres opskrifter, deres ovne og deres kæmpe ekspertise i porcelæns- og stentøjsfremstilling. Royal Copenhagen er medejere af nogle af værkerne, men jeg har haft helt frie tøjler rent kunstnerisk

Hvordan er din kreative arbejdsproces?

– Jeg er enormt kritisk, og der er ikke meget, der får lov at slippe igennem nåleøjet. Det gælder især, når jeg maler. Selvom maleriet er den kunstform, jeg har arbejdet med i længst tid, er det i maleprocessen, at jeg føler mig mest usikker. Det er både hårdt og skræmmende for mig, og jeg kan slet ikke se, hvad der er godt og skidt, når jeg står midt i det. Først når værkerne er blevet fotograferet, kan jeg slappe af, for så ved jeg, at jeg ikke kan ændre mere på dem. Det er noget helt andet, når jeg laver keramik. Der er jeg afslappet og nyder processen. Jeg tror, at det hænger sammen med, at når jeg maler, er det kun mig, det handler om. Jeg kan ikke skjule mig bag noget, og resultatet viser sig med det samme. Når jeg laver krukker, er det ovnen, der gør arbejdet færdigt, og der er en masse tilfældigheder og faktorer, som jeg ikke kan kontrollere. Det virker på en eller anden måde betryggende.

Hvem er dine kunstneriske forbilleder?

– Jeg elsker Karin Mamma Andersson. Hun er god til at arbejde med lag, og hun har et naturligt link til den nordiske melankoli og historie. Kai Althoff er også fantastisk. Han er en syret kunstner, der strikker cardiganer, maler, laver stofværker og desuden har et punkband. De er begge historiefortællere og arbejder med det dystre og det tunge – ligesom jeg selv gør. Min mor siger altid: ”Cathrine, kan du ikke lave noget, der er lidt mere muntert? Du er da ikke så sort indeni.” Og nej, det er jeg ikke. Men jeg synes, at det er sjovere at arbejde med de rå temaer, hvor der er noget på spil.

Hvor finder du din inspiration?

– Mine gamle kunstlærere Rose Shakinovsky og Claire Gavronsky bor i Italien, og hver gang jeg besøger dem, er det som at få en saltvandsindsprøjtning af inspiration. De bor i en lillebitte by en times tid uden for Firenze, og da jeg var dernede i sommer, brugte jeg mange dage på bare at sidde i deres have og tegne planter. Det var lidt ligesom at meditere. For mig er den kunstneriske skabelse ofte en ensom og stille proces.

Hvilke tanker gjorde du dig i forhold til at indlede et kommercielt samarbejde?

– Royal Copenhagen har en lang tradition for kunstnersamarbejder, så det var ikke noget, jeg var nervøs for. Jeg synes, at man skal omfavne de muligheder, man får, og det ville være dumt at kæmpe imod og sige nej til et samarbejde, bare fordi det er kommercielt. Der er så få penge i kunstverdenen, så for mig at se er det kun en god ting, at en virksomhed som Royal Copenhagen tilbyder sin ekspertise og skaber nogle rammer, som kan være med til at udvikle kunsten.

Hvad har du fået ud af samarbejdet med Royal Copenhagen?

– Først og fremmest var det Royal Copenhagen, der for 10 år siden introducerede mig til keramikken. Da jeg lavede mit første projekt med porcelænsfabrikken i 2008, havde jeg aldrig tidligere arbejdet med materialet, men nu står jeg her og har produceret 150 krukker og har samtidig fået ret stor succes med mine keramiklamper i USA. Det er vildt, hvor omfattende det er blevet. Derudover har Royal Copenhagen nogle sindssygt dygtige folk, som har lavet det samme i 40 år, fx Flora Danica-malerne, og det har været fantastisk at kigge dem over skuldrene og tage ved lære. Jeg ser i det hele taget samarbejdet som en kæmpe gave, og jeg føler mig meget privilegeret.

Hvilket af dine udstillingsværker er du gladest for?

– Jeg har mange yndlingsværker på Totem. Et af dem er en lille mexi-cansk krukke med okseblodsglasur og guld, som var en af de første, jeg lavede. Glasuren har ikke sat sig ordentligt fast på krukken, så den er helt ujævn, og hvis en keramiker skulle bedømme den, ville personen sikkert sige: ”Ej, det er virkelig dårligt lavet.” Men jeg synes, at den er smuk. Tingene behøver ikke at være perfekte. 

Alle billeder er taget af Anders Hviid og Lars Gundersen.