Trillebør i haven
Foto: Getty Images Gør din have forårsklar og indled samtidig kampen mod ukrudt nu!

Guide: Sådan gør du din have forårsklar

Væk din have fra vinterens dvale, og gør klar til en ny sæson, der forvandler dit uderum til en frodig oase.

Stauder

Efteråret er optimalt, hvis du vil plante nye stauder, men du kan også gøre det nu, blot du vander omhyggeligt. Grav et stort hul, og løsn jorden grundigt i sider og bund, så rødderne kan arbejde. Lad planten suge godt med vand, inden du placerer den i hullet, fylder op med jord og trykker godt til. Stauder, der blomstrer i sensommer og efterår kan desuden deles nu. Grav planten op med en stor jordklump, og lirk den fra hinanden, eller hak den over. Sørg for, at der er rødder og top til hver del.

Havemøbler

Jo flere siddepladser du har i haven, jo mere får du den brugt. Stil stole og bord på terrassen, men find også andre steder med morgen- og aftensol. Vask plastikmøbler grundigt med børste og sæbevand, og giv havemøbler i træ olie eller maling efter vask. Gør arbejdet en solrig dag, så møblerne hurtigt tørrer.

LÆS OGSÅ: Sådan rengører og plejer du dine havemøbler

Græsplæne

Græs begynder at gro ved syv-otte graders varme, og så skal plæneklipperen frem. De første gange, du slår plænen, bør græsset bevare en højde på fem-seks centimeter. Er der vandpytter, så stik med en greb, så dræningen forbedres. Riv plænen, fjern visne blade og grene, og lug ukrudt. Det er let at komme til livs nu. Har du krokus eller andre løg i græsset, så undlad at køre over med plæneklipperen, før blomsterne er visnet helt ned. Det lagrer energi i løgene til næste år.

Fliser

Skur terrassen med en stiv kost, og børst også mellem fliserne, så du fjerner eventuelt ukrudt. Hvis du lader ukrudtet stå, vokser rødderne sig større under fliserne og skubber stenene skæve. Lad fliserne tørre, og giv dem en gang fugesand. Lad sandet ligge nogle dage, og fej regelmæssigt, så det kan sætte sig i revnerne.

Drivhus

Vask drivhuset af for at fjerne sygdomskim og overvintrende skadedyr og for at give fri passage til sollyset. Dyrker du direkte i jorden, så skift eventuelt jord. Inden huset fyldes med varmekrævende planter, kan du nå at dyrke nogle af de hurtige afgrøder som spinat og radiser.

LÆS OGSÅ: 9 populære grøntsager og frugter, du kan dyrke i dit drivhus

Haveredskaber

Gode haveredskaber er et must og kan holde i årevis med minimal pleje. Vask dine redskaber grundigt, og smør metaldelene med olie. Slib eventuelt træskafterne, inden de lakeres eller olieres. Beskæresakse og lignende skal slibes, inden de får olie. Det er optimalt at ordne redskaberne, inden de stilles væk for vinteren, men nåede du det ikke, så gør det nu. Giv dem en fast plads i skuret eller på terrassen, så de er lette at finde.

Omplantning

Skal planterne have et nyt voksested, så flyt dem nu. Det har betydning, at du får en stor jordklump med, og at planten kommer i jorden med det samme. Omplantning stresser planten, så pas den omhyggeligt. Blomstrende planter bør først flyttes, når blomstringen er omme.

Opbinding

Klatreplanter og espalierede planter har brug for hjælp, så rankerne ikke knækker. Tjek, om de eksisterende bindinger skal udskiftes, og bind nye grene op – bindingerne må ikke skære ind i grenene. Nyplantede træer kan ligeledes have brug for at blive bundet til en støttepind.

Gødning

I begyndelsen af vækst- sæsonen har planterne gavn af gødning. Følg vejledningen på pakken, og vær ikke for gavmild. Du kan bruge standardgødning til de fleste planter, mens surbundsplanter har brug for speciel gødning.

Beskæring

Skær knækkede og døde grene af planterne med et fint snit (så du mindsker risikoen for sygdomme). Roserne kan beskæres i april – storblomstrende og buketroser tåler kraftig beskæring, mens klatreroser skal beskæres ganske lidt. Hos historiske roser kan du udtynde grenene efter behov. Skær visne toppe af stauderne, så friske skud kan tage over.

Beskæring af træ
Befri dine træer og buske for knækkede og døde grene

Træværk og tagrender

Gå stakitter og træværk efter, og mal eller oliér, inden frodige planter begynder at kravle op ad dem. Rens tagrenden, og sæt gerne en regnvandstønde ved nedløbsrøret – så sparer du vand til vanding. Find haveslanger og vandkander frem, så alt er klar, når det hele pludselig blomstrer.

Ukrudt

Hvis du indleder kampen mod ukrudt i det tidlige forår, sparer du dig selv for en masse slid senere hen. Vær over de udbudne gæster så ofte som muligt, og hak planterne op, når jorden er fugtig. Ukrudt breder sig ved frø og udløbere, så det er vigtigt at fjerne blomstrende planter, inden de sætter frø. Ukrudt skyder op alle steder med bar jord, så den bedste forebyggelse er at fylde op bunddækkeplanter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Have, Planter og Guide