”En rotte var hoppet ind ad vinduet, og hun vågnede ved, at den var i hendes hår!”

Jeg er dyreven, og jeg elsker at komme ud i naturen og rider stadig med (selvom jeg måske burde være hoppet af?) på den nordiske stil med lammeskind, rå grene i vaserne, råt plankebord, tørrede blomster og jeg skal komme efter dig. Jeg elsker dyr og har to hunde og en hamster. Hundene går jeg lange ture med. Hamsteren må desværre leve sit liv i buret, for ellers bliver den ædt af hunden. Ja, sådan kan naturen jo være.

Mit crush på naturen har udmøntet sig i et sommerhus i Nordjylland. Et sommerhus helt ude på kanten, så at sige. Helt deroppe i den nordlige natur, hvor sommerhusene i en lang periode faldt i vandet, fordi havet – naturen, åd sig ind i kysten med store bidder ved hver efterårs- og vinterstorm. Det fik vi heldigvis sat en stopper for, så nu er der kystsikring med gigantiske kampesten, og sommerhusene bliver, hvor de er. Indtil videre i hvert fald. Vi fik tæmmet naturen, så vi kan få lov at nyde naturen i ro og fred for havets hærgen. I vores sommerhus. Med udsigt til havet.

Jeg nyder virkelig at komme op i vores sommerhus. Der er noget med luften og lyset, når man er kommet på den anden side af Aalborg fra Aarhus. Skuldrene falder lige som lidt længere ned, og luften bliver trukket lidt dybere ned i lungerne – ren mindfullness. Således allerede med mindfuldt mindset ankom min datter, hundene og jeg til vores lille guldperle en lørdag i december, hvor jeg efter et vink med en vognstang fra min bedre halvdel, forstod, at det nok var bedst, at jeg ikke var hjemme, når kortklubben skulle holde den årlige her-hygger-herrerne-julefrokost på matriklen.

Allerede da vi nåede til terrassen fik jeg bange anelser. Små klumper af rockwool lå spredt ud over terrassen. Og vi er altså ikke i nærheden af at bygge noget som helst om. Overhovedet.

Altså, jeg har aldrig set rottelort før, men jeg skal sige, jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg åbnede mel-pasta-sukker-skuffen. Min datter sad allerede i behørig afstand med store øjne og fødderne trukket godt op i en kurvestol, mens hun med bange anelser skulede hen mod mig i køkkenet. Det var ikke mit stolteste mor-øjeblik. Skinger i stemmen og med en alt andet end mindfull udstråling, udspyede dragemoderen alskens eder og forbandelser i en lind strøm. Alt sammen kun med til at få min datter til at krybe endnu længere op i og ind i kurvestolens lammeskind og udbryde, at hun altså gerne så, at vi kørte hjem. NU.

En hvislende lyd under vasken afslørede et rør, som rotten og måske dens venner havde gnavet igennem, så der stod en støvsky af vand op fra skabet under vasken. Vandskade på gulv og i kælder.

Ren panik. Adrenalin-overload. Det var ikke mit stolteste super-woman-øjeblik, da jeg et halvt minut senere ringede min mand op og med lettere hysterisk tonefald forklarede ham tingenes tilstand og skulle have ret udførlig hjælp til at lukke for vandet. Og ringe til VVS. Og ringe til forsikring - vidste han da for helvede ikke, hvilket forsikringsselskab vi havde? Ja, jeg gjorde åbenbart ikke…..

Alt strittede på mig – og jeg var overbevist om, at rotterne sad på lur under vasken og ville gå til angreb, hvis de følte sig det mindste truet. Jeg følge mig i hvert fald ret truet.

Det skal siges, at jeg ikke har andre oplevelser i bagagen med rotter. Jeg har egentlig ikke nogen grund til at hade og frygte kræet så meget, som jeg gør. Men rotter er ikke bare rotter. De er simpelthen symbol på alt det, man ikke kan kontrollere og som pludselig og uventet kan invadere din pastelfarvede, velduftende og idylliske privatsfære med ødelæggelse, lort, tis, og sygdomme. Totalt uforudsigelige. Som da vores nabo fortalte mig, at der var hoppet en rotte ind ad deres soveværelsesvindue, og at hun vågnede ved, at den var i hendes hår! Jeg havde som det mindste haft mareridt resten af livet – eller fået permanent og uoprettelig skade på nervesystemet.

Vi har fået styr på rotterne. Tror vi. Mange af dem har måttet lade livet i rottemandens fælder. Sommerhuset lugter ikke mere fælt af vildt dyr og jordslået træ, sofaen er nyindkøbt og uden rotte-rede-huler og alle rotteindgange er spærret. Tror vi. Min lyst til at komme i sommerhus er kommet tilbage, og jeg har ikke mareridt mere om horder af rotter med skarpe kløer og tænder, der myldrer omkring mine fødder.

Måske er det godt nok, at naturen rusker op i ens komfortzone engang imellem, så man kommer til at sætte ekstra pris på det velordnede, vellugtende og velkontrollerede liv, vi har. Næste gang foretrækker jeg bare en lidt mere uskyldsren gnaver. En mus ville for eksempel være velkommen. Altså sådan næsten velkommen…

Om skribenten