Anna Ancher scroll-down
Foto: Foto Anders Sune Berg, Jakob Skou-Hansen og Helga Anchers Fond og Ritzau Scanpix Anna Ancher (tv.) og Marie Krøyer på P.S. Krøyers berømte maleri Sommeraften i Skagen Sønderstrand fra 1893.

Denne kunstner var den eneste af Skagensmalerne, der rent faktisk var født i Skagen

Anna Ancher (1859-1935) var den eneste kvinde i kunstnerkolonien Skagensmalerne og fik helt usædvanligt for sin tid udlevet sit potentiale som kunstner, selv om hun også var gift med én. I en ny soloudstilling på SMK får hun og hendes værker lov til at skinne med deres vilde energi og farverige eksperimenter, der moderniserede og kastede nyt lys over kunsten.

Af Sara Sievers
Bolig

H.C. Andersen besøgte i 1859 det lille fiskerleje Skagen, som malere, digtere og forfattere valfartede til, fordi man ikke behøvede at lede efter inspiration. Man skulle bare åbne øjnene og lade sig forføre af naturen og den autentiske befolkning i byen, der var omkranset af sand og klitter og prisgivet vestenvinden. Digteren, der allerede dengang var et navn, var meget berejst, vant til at spise på de bedste restauranter og indlogerede sig på Brøndums Gæstgiveri, som var ejet af Erik og Ane Hedvig Brøndum. Han var træt efter en lang rejse, og Ane Brøndum, der gerne ville vise ham det bedste af Skagen, sendte kokkepigen til Nordstrand efter friske rødspætter.

Det tog sin tid, og først hen mod klokken elleve om aftenen, da Andersen var på randen af hysteri, fik han serveret sin aftensmad. “Men den kogte fisk var delikat,” skrev han. Om det var anstrengelserne vides ikke, men om natten fødte Ane Brøndum, lidt for tidligt, sit femte barn, Anna Kirstine Brøndum, som voksede op og blev til maleren Anna Ancher.

Skitser til et kunstnerliv

Digteren og nationalskjalden Holger Drachmann, der forsøgte at bryde igennem som maler, kom også til Skagen og boede, som mange af de andre kunstnere, der kom til byen, på Brøndums Gæstgiveri. De unge mænd, som blev sommeren over for at male, var en åbning ud mod verden, og den unge Anna Ancher, der var en genert og lidt indesluttet pige, sneg sig ind på deres værelser for at kigge på deres skitser.

Hun og hendes søstre fik en fri opdragelse, der også levnede plads til leg, og Anna Ancher holdt af at tegne. Familien lod hende dyrke sin passion, selv om det var en usædvanlig beskæftigelse for en pige, måske opmuntret af de kunstnere, der så og kommenterede hendes tegninger. Anna Ancher havde rig lejlighed til at studere deres lærreder og lytte til deres samtaler, når de drak brændevin med fiskerne i skænkestuen om aftenen. I 1874 dukkede en kunstner op, der fik større indvirkning på hende end de andre: Den 25-årige Michael Ancher. Anna skrev om hans ankomst:

“Den 13. juni. Kom en ung langhåret Maler slæbende på sin Malerkasse og bad om logi og mad. Han spiste tre stegte Duer og kunde vist have spist flere, selv lignede han en af Faros magre Køer. Jeg fik lov at bringe ham the og tog ham ordentligt i øjesyn. Ja, han var ikke af de værste.”

Michael Ancher var høj, mager og indadvendt af natur og blev kaldt ‘døden fra Lübeck’ af sine venner, og selv om han var 10 år ældre end Anna Ancher, blev de hurtigt knyttet til hinanden. Han kom oprindeligt fra Bornholm, og turen til Skagen sammen med vennen Karl Madsen var en slags flugt, fordi han ikke havde fået sit afgangsbevis fra Kunstakademiet og var ivrig efter at bevise sit værd. De fik lov til at slå sig ned i et haveskur til gæstgivergården og blev, da sommeren gik på hæld. Da Anna blev konfirmeret i oktober, var Michael Ancher med til festen og holdt en tale for hende. Han skrev senere:

“Hun saa fin og sjelden ud og gik omkring og gjorde sine Iagttagelser. I smug gik hun omkring og saa paa Kunstnernes Billeder og hørte efter deres Passiar om Kunsten og Verden.”

Fru Brøndum accepterede forbindelsen mellem Anna og Michael Ancher, men det blev Karl Madsen, der underviste Anna, og på Skagen Museum kan man se en tegning af Karl Madsen, der viser den kun 15-årige Anna Brøndum i færd med at tegne. Hun tog det meget alvorligt og havde allerede bestemt sig for, at det var den vej, hun ville gå, selv om det brød med konventionerne for en ung kvinde.

Anna Ancher viser en af sine tegninger til datteren Helga.

Det moderne gennembrud

I slutningen af 1870’erne begyndte mulighederne at åbne sig for de kvinder, der var velhavende nok til at kunne udnytte dem, og det moderne gennembrud, som begyndte med Georg Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet i 1871, satte skub i et begyndende oprør med traditionerne. Frisindet voksede, korsettet blev løsnet, og et nyt tankesæt, der rykkede kunsten ind i virkeligheden og ud af idyllen, fik luft under vingerne i litterære og kunstneriske kredse.

Efter sin konfirmation flyttede Anna med familiens velsignelse til København for at blive undervist på Vilhelm Kyhns Tegneskole 1875-78, hvor kunst blev betragtet som tidsfordriv for kvinder. Men en stor del af kunstens verden var ikke tilgængelig for dem. Akademiet var kun for mænd, og først i 1888 åbnede en statsstøttet kunstskole for kvinder, der dog på ingen måde var sidestillet med de kurser, mændene kunne følge. Mændene tegnede eksempelvis efter nøgne modeller, mens kvinder kun måtte tegne modeller med tøj på, og det blev forventet, at de fandt deres motiver i den hjemmelige sfære og nære natur. Anna Ancher var på mange måder et egenrådigt og selvstændigt væsen og længtes efter at blive taget alvorligt og lære, men en stor del af tiden gik med at kopiere de store mestre som Rembrandt i stedet for at udvikle sine egne motiver. Kyhn var modstander af påvirkningen fra den franske malerkunst, og da Anna Ancher i 1880 indgik ægteskab med Michael Ancher, en rigtig maler, rådede han hende til opgive sine kunstneriske ambitioner.

Anna og Michael Ancher blev forlovet i 1878. Tiden i København havde modnet hende, og hun var ved at udvikle sig og finde sin stil, opmuntret af sin mand. De korresponderede i høj grad om kunsten i deres breve til hinanden, og i 1876 skrev han til hende:

“… Du er den yndigste Pige, min bedste Ven, min største Skat, min egen Anna. Brevet igaar glædede mig saa saare, men –længes ikke jeg ligesaameget jo visselig, Sommer Lys Sol Varme Alt reiste med Dig thi Alt dette er Du jo for mig.” Han følte, at hun havde forandret sig og var blevet mere kølig og fortalte senere, at de gennemgik en krise i 1877-1878. Men forelskelsen blussede op igen. Til sin kusine Martha skrev Anna: “Ancher har haft det værst, han har kæmpet saa umådeligt for at faa mig som den gamle igjen i fordums dage, det kan også godt være jeg er bleven forandret, maaske ikke saa god som tidligere, men det er ialtfald noget man ikke kan tage af sig selv eller gjøre bedre.”

Krisen bestod bl.a. i, at Michael Ancher blev jaloux over den opmærksomhed, hun også tildelte andre malere. Men Anna Ancher var klar i mælet. Ville han have hende, måtte han tage hende, som hun var. Hun var interesseret i de impressionistiske ideer, Karl Madsen havde med hjem fra Frankrig, hvor malerne forkastede den akademiske tilgang til maleriet og gengav, hvad de følte, indfangede øjeblikket og var mere frie i deres tilgang til kunsten. Samtidig gennemgik Michael Ancher en svær periode, hvor han kæmpede med at finde sit kunstneriske udtryk og savnede anerkendelse.

Anna Ancher stående i døren. Skitse til portræt af min hustru, af Michael Ancher, 1889

Lys og farve

I 1879 debuterede Anna Brøndum på December-Udstillingen på Charlottenborg med maleriet På hjemvejen fra kirke og da hun udstillede på Forårsudstillingen året efter, blev hun betragtet som særdeles lovende. Særligt et billede af fiskeren Lars Gaihede blev af hendes gamle læremester Kyhn vurderet som “utrolig smukt og færdigt.” Året før havde den norske maler Christian Krohg været i Skagen for første gang. Han havde rejst i Europa og var inspireret af de franske impressionister, deres teknikker og måde at farvesætte på og inspirerede Anna Ancher til at skærpe den sans for lys og farve, som blev kendetegnende for hendes kunst.

Anna og Michael Ancher fik deres gennembrud, flyttede ind i havehuset til gæstgiveriet og etablerede et fælles kunstnerværksted, hvor de arbejdede side om side. Om aftenen læste de højt for hinanden af Illiaden og diskuterede dagens arbejde. Michael Ancher, som hun hurtigt døbte Mikkel, viste sig at være et klogt valg af ægtemand. Han kom godt ud af det med hendes familie, opmuntrede og beundrede hendes arbejde og talent, gik ikke op kønsroller og lavede mad. I 1882 malede han sin gravide hustru, hvilket vakte stor forargelse, fordi en gravid kvinde var et uanstændigt motiv, der var lige så vovet som en nøgen kvinde. Anna Ancher fik kritik for sine billeder af ægteparret Gaihede, der plukker måger (To gamle der plukker måger fra 1883), som sammen med Blind kone i sin stue (1883) blev betragtet som ufærdigt af kritikerne. Stilens lethed var udfordrende og meget anderledes end det bombastiske guldaldermaleri, der fortsat var tidens pejlemærke for god kunst. Michael Ancher blev led og ked af kritikken, mens Anna Ancher nægtede at lade sig gå på af det og arbejdede videre i samme spor.

I 1883 var Georg Brandes i Skagen, hvor han mødte Anna Ancher, som på sin egen stilfærdige vis var en virkeliggørelse af hans vision om den frie kvinde. Han var imponeret over hendes talent og fik foræret et af hendes værker, Blå Ane, der viser en blind kone, som sidder rank på sin stol iklædt grove grålige klæder og et tørklæde om hovedet, mens lyset falder ind og indrammer hendes nøgne og afvæbnende ansigt. Til gengæld for billedet fik Anna Ancher manuskriptet til Georg Brandes’ bog om Søren Kierkegaard fra 1877, og hans bøger stod gennem alle årene på en lille reol i hendes atelier.
Da Ancher-parrets datter Helga kom til verden i 1883, flyttede den lille familie til et større hus på Markvej, og selv om de ikke havde meget at gøre godt med, blev hjemmet samlingspunkt for vennekredsen. Moderskabet overvældede Anna Ancher, og i tiden efter Helgas fødsel måtte hun opgive at male. Til kusinen Martha skrev hun: “… min Energi er svunden ind til så lidt siden den lille Pige er kommen, jeg driver det næsten ikke til andet end at passe hende, og ellers lader jeg mig opvarte, som var jeg en rigtig lille Kone.” Det var dog kun for en kort periode, for da hun blev voksen, kunne Helga berette, at hun for det meste var overladt til sig selv, fordi hendes forældre arbejdede. Og selv om hun var det eneste barn, var hun med til alle selskaber.

I middagsstunden, 1914 af Anna Ancher

Kunst fra hjertet

På en studierejse til Wien i 1882 havde Anna og Michael Ancher mødt maleren Peder Severin Krøyer, der hurtigt faldt for Anna og hendes stil, som havde fællestræk med hans egen. Men deres arbejdsmetode var forskellig. Han arbejdede med en manisk energi, hvor hun kunne være tre-fire år om at færdiggøre et værk.

Om Krøyers værker skrev hun: “Der mangler lidt Dik-Dik fra Hjertet – saa har han jo igjen andre fordele” og kritiserer Krøyer for ikke at have sig selv med i sin kunst.

En holdning, hun delte med kritikerne, der anså hans produktion for at være for stor og ujævn i kvalitet. Da Krøyer kom til Skagen i 1882, var han allerede et navn, og med ham fik byen endnu mere opmærksomhed. Michael Ancher var i første omgang ikke begejstret og følte, at Krøyer stjal hans motiver, men med tiden udviklede de et kreativt fællesskab.

Krøyer afskyede at være alene og elskede sammenkomster, men når han og de andre venner kom hen til Ancher-parret, måtte de ofte vente længe på værtinden, der serverede kaffe for dem i slåbrok og tøfler, inden hun gik tilbage til sit arbejde.

Krøyer giftede sig med den unge, skønne Marie Triepcke, som alle i dag kender som Marie Krøyer – udødeliggjort i sin mands værker iklædt den frisindede, løse reformkjole uden snører og bånd, som vakte opsigt i Skagen. Maries Krøyers indtræden i kredsen i 1891 indvarslede en ny tid i kunstnerkolonien. Anna Ancher kunne godt lide Marie Krøyer, som hun tidligere havde mødt på en studierejse til i Paris i 1888-89, de blev veninder og foreviget af Krøyer i det berømte maleri Sommeraften i Skagen Sønderstrand fra 1893, hvor de går arm i arm i strandkanten. Krøyer-parrets ægteskab endte ulykkeligt, da hun forelskede sig i den svenske komponist Hugo Alfvén og stak af fra mand og barn i 1903, og det nye århundrede blev afslutningen på en epoke. Stilistisk gik Michael Ancher og Krøyer i stå, men Anna Ancher fortsatte med at udvikle sig.

Hun gik fri af den splittelse mellem familie- og karriere, som stort set alle kvindelige kunstnere på den tid led under, og takket være opbakning fra hendes familie kunne hun blive ved med at bygge lag på det livsværk, hendes billeder udgjorde og gjorde sig umage for at forstå de nye strømninger i moderne kunst.

Efter Michael Ancher døde i 1927, malede Anna Ancher kun lidt. Da hun døde i 1935, lod deres datter Helga stort set alting stå i deres fælles atelier i huset på Markvej, hvor intet måtte forandre sig. Først da Helga døde i 1964, blev dørene åbnet, og hjemmet blev reddet fra forfald og indrettet til et museum. En del af pengene til restaureringen kom fra nogle af de 750 værker, der fandtes i atelieret, fordi anseelsen og værdien af Anna Anchers værker var steget. Tiden havde gjort sin indvirkning, og i dag er Anna Ancher ikke bare interessant, fordi hun var kunstner i en tid, hvor få kvinder lykkedes med det, men fordi hun moderniserede kunsten med sin evne til at fremhæve det intime, stilfærdige og hverdagsagtige med sit særlige blik for lys og farver.

Anna Ancher på SMK, 8. februar – 24. maj 2020.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst, Design og Kvinder du skal kende
Tilbage til toppen