Cecilie tvunget til at flytte efter Glenns død: "Alt bliver taget fra mig"

Hver aften tænder Cecilie Albæk et stearinlys i sit hjem i København. 

Det har hun gjort, siden hun sagde farvel til sit livs kærlighed og forlovede, Glenn Vindfeldt. Han døde den 5. januar af en uhelbredelig kræftsygdom. Han blev 30 år gammel. 

Det var lige omkring et år, parret nåede at få sammen. Og med Glenns død måtte Cecilie også sige farvel til de drømme og håb for fremtiden, som parret trods alt havde, selvom kræftsygdommen har været en realitet i det meste af deres forhold. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Men drømmen om at få et fælles hjem, nåede de heldigvis at få opfyldt. Men nu er Cecilie tvunget til at tage afsked med lejligheden midt i sorgen. 

Hun flytter ud i slutningen af februar, og det er smerteligt, fortæller Cecilie til HER&NU. 

– Jeg er blevet nødt til at flytte fra vores lejlighed, fordi jeg simpelt ikke har råd til at bo her selv. Jeg er ikke klar til det endnu, men livet er bare barskt og nogle gange bliver realiteten nødt til at vinde over ønsketænkning. Hvis ikke jeg når at finde en ny lejlighed, bliver jeg nødt til at flytte hjem til mine forældre i Nordjylland - og det er heller ikke så ring endda, siger hun. 

Jeg er ikke klar

Der er mange svære følelser forbundet med situationen, som Cecilie lige nu forsøger at navigere i.

– Jeg er jo slet ikke klar til at forlade vores hjem. Der er ingen tvivl om, at jeg allerhelst vil blive i det her hjem, jeg elsker så højt. Det er Glenns og mit hjem, som vi har skabt sammen, og som var det første, vi nogensinde havde sammen, siger Cecilie.

Det er derfor også en følelse af uretfærdighed, som rammer Cecilie. 

– Jeg føler stadig han er her uden at være her. Ikke nok med at jeg har mistet Glenn, mit livs kærlighed og mit yndlingsmenneske på hele jorden, men nu mister jeg også mit hjem. Jeg mister min tryghed, min base, og det eneste jeg føler, jeg har tilbage. Det eneste sted hvor jeg kan være mig selv og få ro i min sorg. Men jeg føler, at alt bliver taget fra mig, og det gør mig ærligt talt utrolig ulykkelig, fortæller hun. 

Et lys i mørket

Selvom sorgen fylder i alle døgnets timer, forsøger Cecilie også at se de lyser sider. Noget, som hun netop har lært af Glenn. 

– Der er mange ting i en sorg, man bliver tvunget til. Intet af det her var mit ønske, og intet har jeg selv valgt. Men når nu jeg ikke kan ændre på den her skæbne, må jeg stadig få det bedste ud af det. Måske det bliver rigtig dejligt med en ny lejlighed og et hjem, jeg selv kan skabe, siger Cecilie, som dog medgiver, at tanken om, at hun nu er helt alene, er svær at vænne sig til. 

Bærer ham i hjertet

Selvom Cecilie fraflytter lejligheden, er hun dog ikke i tvivl om, at Glenn altid vil være hos hende.

– Jeg har masser af billeder og søde sedler, han har skrevet til mig igennem vores tid sammen, og det skal mit kommende hjem være fyldt med. Derudover står hans gaver til mig fremme, og hans tale fra "Stranded on Honeymoon Island" er sat i ramme, siger hun.

Samtidig vil Cecilie også sørge for, at Glenns ånd lever videre, i måden hun skaber et hjem på. 

– Jeg vil skabe et åbent hjem for alle fyldt med spas og glæde, og hvor historier om ham bliver fortalt, så han stadig fylder i rummet, og i alt jeg er og gør. Han vil for altid være mit hjem, slår hun fast. 

Grebet af sin omgangskreds

I tiden efter Glenns begravelse har Cecilie både været i lejligheden og hos sine forældre, der er bosat i Jylland. 

Og hun føler sig grebet på alle leder og kanter af sin omgangkreds. 

Glenns venner er blandt andet kommet hele vejen fra Jylland for at hjælpe hende med at flytte, ligesom hendes forældre har overnattet på en luftmadras i stuen, så hun ikke skulle være alene. 

– Alle er der altid for mig, og det betyder virkelig alt for mig. Men vigtigst af alt er, at alle giver mig plads og ingen skynder på mig i min sorg, afslutter hun.

LÆS OGSÅ

Anne Hjernøe bryder sig ikke om vendingen "jeg kondolerer", når nogen har mistet – og opfordrer til at sige noget andet

Hun ved, at det kan være svært at række ud til nogen i sorg, fordi man ofte frygter at sige noget forkert.