Karamelsnitter med solbærstøv
Små snitter med blød saltkaramel og syrlige strejf af solbær. Perfekte til en god kop kaffe.
Ingredienser
Bunde:
25 g hasselnødder
125 g hvedemel
50 g flormelis
75 g smør, koldt
1 knivspids salt
½ æg
Fyld og pynt:
200 g (salt)karamelcreme
frysetørret solbærstøv
rød skovsyre
Sådan laver du snitter med karamel
Bunde: Rist hasselnødderne i ca. 5 minutter ved 200 grader, og gnub hinderne af i et viskestykke. Lad nødderne køle af, og blend dem til mel.
Kom hasselnøddemel, hvedemel, flormelis, smør og salt i en blender, og blend det hurtigt sammen. Saml dejen med ægget. Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. 1 time.
Stik små cirkler (5 cm i diameter) ud af dejen med en kageudstikker, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Udstik små huller (2½ cm i diameter) i halvdelen af cirklerne med en mindre kageudstikker.
Bag bundene i ca. 10 minutter ved 175 grader, til de er fint gyldne. Lad dem køle helt af.
Fyld og pynt: Saml snitterne to og to (en bund uden hul og en top med hul) med en skefuld saltkaramel i midten af hver. Sigt solbærstøv ud over kagerne, og pynt med skovsyreblade.
TIP: Karamelcreme kan købes i større supermarkeder og på nettet. Du kan også lave det selv af en dåse kondenseret mælk, du koger længe.