Stella McCartney

Portræt: 2012 blev Stella McCartneys år

Stella McCartney er ikke som de andre. Og nej, ikke bare fordi hun er datter af en af dem fra Beatles. Den hotte designer og hardcore vegetar forsøger utrætteligt at få resten af branchen til at droppe pels og læder. Og som den første store modedesigner klædte hun et helt team på til OL i London.

Hendes kollektion har 10 års jubilæum, de cool, ternede ”nattøjslignende” dragter fra denne sæson har tjent mange modepoints på den røde løber, hun har lanceret en ny duft, og det succesfulde samarbejde med Adidas er kulmineret med jobbet som chefdesigner for samtlige ca. 900 britiske deltagere til både OL og Paralympics.

Det er første gang i legenes historie, at en ledende modedesigner har den rolle.

– Det var ret sjovt at skulle tage mål på mændene. Det var temmelig langt fra min tryghedszone. Jeg var sådan lidt, ”uh, hvor skal jeg nu kigge hen? Hvad skal jeg nu gøre?”, har hun underholdt med i Vogue. 

Men mon ikke det olympiske design bliver hyldet og kommer på podiet på mere end én måde. Stort selv alt design, Stella McCartney har rørt ved, er blevet en succes. 

Paul McCartneys datter har for længst bevist, at hun kan selv, og bliver betragtet som en af Englands dygtigste designere, der på mange måder stikker ud blandt kollegerne. Hun er glødende vegetar, har ansat en gartner, der dyrker biodynamiske grøntsager til familien, har bandlyst pels og læder og bliver beskrevet som en ”trojansk hest”, der forsøger at infiltrere modeverdenens vanetænkning indefra. 

Selv mener hun ikke, at hun har rokket ret meget ved modeindustriens brug af pels.

– Men jeg er helt sikkert i gang med noget, som er meget anderledes, end hvad de andre mærker gør. Min intention har altid været at infiltrere indefra. Det var også en af bevæggrundene for at indgå partnerskab med et stort luksusfirma, der bruger masser af læder i deres produkter. Jeg er også meget overbevist om, at det er meget bedre at gøre en lille smule af noget end meget af ingenting, sagde hun i Interview Magazine for nylig. 

Kendt navn – byrde eller fordel

I 2001 begyndte hun at designe under eget navn og indgik et partnerskab med PPR Group (dengang Gucci Group). Første kollektion var mildt sagt ingen succes. Som når en kunstner forsøger at flygte fra en tidligere succes, falmede Stella McCartney og søgte langt væk fra den dundrende succes, hun havde skabt i Paris med Chloé. Men allerede i anden sæson vendte hun tilbage med tøj, der demonstrerede hendes særlige evne for at skabe enkle linjer, der er både sexede og flatterende.

– Det hele blev bedre, da jeg begyndte at være tro over for den, jeg er.  Jeg kan godt lide en snert af noget maskulint og skræddersyet. En god jakke. Anvendeligt tøj – det er næsten et fyord inden for modens verden, men jeg laver anvendeligt tøj. Og ja, det kan måske blive lidt kedeligt, men jeg kan udfordre det hver sæson og gøre det bedre og mere relevant, har hun selv sagt.

Siden har hun skabt mange designperler – uanset om hun har sendt 70’er inspireret mode, funky børnetøj eller sofistikerede ugedags-trusser på gaden.

Mon ikke Karl Lagerfeld og andre onde tunger har fortrudt, at de var ude med beskyldninger om, at hun kun fik chancen hos Chloé som grøn designer på grund af sit efternavn.

Et kendt navn kan både være en byrde og fordel, og hun har selv forsøgt at distancere sig fra efternavnet. I en sådan grad, at hun ifølge rygterne kæmpede for helt at droppe det, da hun skabte eget firma. Gucci Group nægtede. Og det kan man ikke bebrejde et firma, der skal tænke på pr og penge. For naturligvis åbner det døre at have en af verdens mest berømte musikere til far.

Allerede ved Stella McCartneys afgangsshow fra Central Saint Martins i 1995 havde hun pressens bevågenhed. Ikke kun på grund af talentet. Der er temmelig langt mellem studerende, som lige kan diske op med nogle af verdens højest betalte modeller som Naomi Campbell og Kate Moss og har en tidligere Beatles musiker siddende på tilskuerrækkerne. Faren er i øvrigt altid en trofast og synligt stolt opbakning til hendes shows.

Efterhånden slapper designeren lidt mere af og bliver nu mindre studs, når spørgsmålet kommer på banen, som det gjorde for nylig i Interview Magazine.

– Prøv at forestille dig, at alle kender din mor og far, og de ved en masse om dig, og du ved ikke rigtigt noget om dem, eller hvem de er. Så du kommer sådan lidt i forsvarsposition og har lyst til at gå op til dem og sige: Hey, hvem er din mor og far?

Læs også: Anna Dello Russo: Jeg elsker ideen om glamour på budget

McCartneys kerneværdier

Forældrenes enorme indflydelse på hendes liv og de værdier, hun værner om, har hun nu aldrig lagt skjul på.

Hun blev født i 1971. Beatles var næsten lige gået i opløsning, og Paul og Linda McCartney flyttede på landet med deres børn Stella, Mary, James og Lindas datter fra et tidligere ægteskab. Børnene voksede op i Sussex med geder, heste og fik den grønne tankegang og fælles globale ansvarlighed ind med den økologiske, hjemmedyrkede grøntsager.

Hvordan vi behandler andre og vores fælles jord, var kerneværdier i McCartney-familien.

Forholdet til moderen var meget tæt, og det er ingen hemmelighed, at Stella havde mere end svært ved at kapere, da faren efter morens død giftede sig med Heather Mills, der i mange englænderes øjne var en golddigger.

Efter skilsmissen og Paul McCartneys nye ægteskab er alt igen fryd og gammen.

Da moren døde af brystkræft i 1998, var det på alle måder et kæmpe slag for designeren, der i dag selv har fire børn med designer Alasdhair Willis.

– Siden min mor døde, har jeg følt mig som en anden. Som om jeg styrer en båd med min mand ved min side, og vi styrer de her fire børn mod ukendt farvand... Nogle gange hopper jeg i badekarret til børnene, og de kigger på mig og siger, at det bare er os. Vores familie. Jeg kan huske den følelse fra dengang, det bare var vores familie. Det er sådan et stærkt øjeblik, har hun fortalt i et interview.    

Familieliv er ikke blevet mindre vigtigt for hende. Børn og et stille liv med tre retters hjemmelavet mad i weekenden kommer før den ekstra drink, når hun går ud med veninderne.

I weekenden tager familien som mange andre velhavende londonere på landet, og børnene rider sammen med veninden Gwyneth Paltrows børn. Blandt hendes andre celebre veninder er Kate Hudson og Kate Moss.

Hjerteløse modefolk

Hverdagen foregår i London, børnene går på privat skole og har en noget anderledes hverdag end hendes egen opvækst. Men morens ånd lever i høj grad videre.

Søsteren Mary er fotograf og har udgivet en vegetarisk kogebog, og sammen med hende og faren lancerede Stella for et par år siden kampagnen Meat Free Monday, der har været med til at sætte fokus på, at produktionen af kød globalt set tegner sig for 18 procent af udledningen af drivhusgasser. Som designer støtter hun også flere velgørende projekter som f.eks. Red Campaign, der bekæmper AIDS i Afrika.

I sin egen produktion går hun langt for at finde alternative materialer, og det undrer hende, at andre designere tit farver eller forvandler rigtigt læder til ukendelighed.

Hvert år bliver der opdrættet og dræbt 50 millioner dyr for at lave sko og tasker, lyder et af den slags tankevækkende argumenter, som hun forsøger at trænge igennem med. Men med beklagelse har hun konstateret, at folk i modebranchen bare ikke vil høre den besked.

– Det er ret underligt, for mode skal jo forestille at handle om forandring, jeg mener, vi skal forestille os at være cutting edge! Jeg kan kun tolke det, som om at de ikke bekymrer sig så meget som folk i andre brancher. Så ja, jeg synes at folk i modeverdenen er ret hjerteløse, som hun for et par år siden sagde til avisen Guardian.

Den spinkle designer med det vagtsomme blik er ikke bange for at tage bladet fra munden, men selv om hun er Englands og hele branchens mest etiske designer, vil hun ikke betegnes som miljøaktivist.

– Når jeg står op om morgenen, er jeg mor og hustru, dernæst er jeg designer. Så jeg skal primært designe, forhåbentlig, udsøgt smukt tøj, som mine kunder drømmer om. Det er mit job, understreger hun gang på gang.

At hun har en passion og en mission, skal ikke viftes om næsen på kunderne. Som designer er det hendes ambition, at vi som kunder slet ikke skal lægge mærke til, at en taske er lavet af miljøvenligt, uægte ruskind. Vi skal ikke lægge mærke til, at der ikke er blevet dræbt køer, geder og lam.

– Kunderne skal ikke gå på kompromis eller spises af med kedelige havregrødsfarvede ting. Så hvis jeg ind imellem bliver nødt til at bruge farve med en højere kemisk værdi, end jeg bryder mig om, så gør jeg det. Jeg er ikke perfekt.

Læs også: Halle Berry lancerer ny skokollektion

stella mccartney

Gift med: Designguru Alasdhair Willis (var med til at grundlægge designfirmaet Established & Sons og tidligere udgiver af magasinet Wallpaper). De har fire børn.

Født i: London, 1971, og datter af den afdøde fotograf Linda McCartney og Paul McCartney.

Uddannelse: Designer, fra den berømte Central St. Martins in 1995.

Karrieren: I 1997 blev hun creative director for Chloé. Stella McCartneys eget modehus blev skabt i samarbejde med Gucci Group i 2001. Det succesfulde samarbejde med Adidas begyndte i 2004 og når et højdepunkt med OL i London, hvor hun er chefdesigner for de engelske OL deltagere. I 2011 skabte hun kostumer for New York City Ballets ”Ocean’s Kingdom” i New York. Hun har vundet et hav af priser for bedste design og engagementet i dyrevelfærd og velgørenhed.

Signatur stil: En stram, minimalistisk skræddersyet stil med et sexet, feminint udtryk. I de seneste sæsoner også med et sporty touch.