Gestuz støtter krisecentre for kvinder: ”Min historie kan være med til at hjælpe andre i samme situation”

Hvordan føles det, når man frygter bilen i indkørslen, øllene i køleskabet eller et smadret køkken, fordi det er levende beviser på den vold, som foregår i hjemmet?

Det ved Sanne Sehested, som er kreativ direktør i tøjmærket Gestuz. Som barn af en familie med en voldelig far, ved hun, at der mangler fokus på området. Derfor har hun og Gestuz indgået et samarbejde med nationale interesseorganisation LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre, red.).

”Vi har længe diskuteret vigtigheden af som brand at vise, at vi kan mere end at lave tøj. Vi kan være en stemme. Samtidig har vi talt ekstremt meget om, hvilken sag vi ville engagere os i. Der er så mange vigtige sager, og det vil altid ligge i baghovedet, når man vælger en over en anden,” fortæller Sanne Sehested.

Og med netop dét for øje er hun indgået et samarbejde med LOKK og har designet en kollektion med tre T-shirts, som skal være med til at skabe opmærksomhed omkring de børn og kvinder, der oplever vold i hjemmet. Alle indtægter skal gå til LOKK og de kvindekrisecentre, organisationen repræsenterer.

Voldelig far

Årsagen til at valget faldt på netop LOKK er ikke alene den åbenlyse. Det er også, at Sanne Sehested selv er vokset op med en voldelig far, og derfor føler sig nærmest forpligtiget til at være med til at bryde tabuet omkring vold i hjemmet og hjælpe de kvinder og børn, der dagligt oplever det samme, som hun selv har gjort.

”Her er der et emne, hvor vi havde mulighed for ikke blot at hjælpe til med økonomiske midler, men også med min personlige historie. Den kan måske inspirere nogle derude til at søge en bedre vej, og forhåbentlig være med til at belyse en vigtig problematik i samfundet, der generelt ikke tales nok om,” siger Sanne Sehested.

Én ting er kvinderne, der skal have hjælpe til at komme ud af deres voldelige forhold, noget andet er børnene, som gang på gang overværer de voldelige situationer.

De er nemlig en stor – ja, hvis ikke den største – del af problemet, mener Sanne Sehested. For alene det at overvære den slags, kan være ødelæggende. Dét ved hun af bitter erfaring.

”Jeg tror, at alle der lever med vold af den ene eller anden version vil kunne huske tilbage på specifikke øjeblikke, lige meget hvor meget tid der er gået. For mig var det fx at høre bilen i indkørslen og samtidig vide, at nu var freden forbi. Men det var også at hjælpe min mor med at lappe vores køkken sammen bagefter og at blive sendt op i den lokale kiosk efter øl.”

”På trods af min noget brogede barndom, så ønsker jeg ikke, at folk skal have ondt af mig, og det er heller ikke derfor, jeg deler min historie. Jeg ved, jeg bryder statistikken, og at der er stor risiko for selv at udøve vold eller at finde en voldelig partner, når man har oplevet vold som barn. Jeg håber derfor, min historie kan være med til at hjælpe andre i samme situation. Min opvækst påvirker mig som sådan ikke negativt i dag, jeg lever med den, jeg husker den, og vi taler om den derhjemme, men jeg lever mit liv i nutiden,” fortæller Sanne Sehested, der med sin personlige historie ønsker at skabe opmærksomhed omkring netop vold i hjemmet.

”Vi skal bryde tabuet”

I Danmark bliver mere end 70.000 kvinder årligt misbrugt psykisk af deres partner, mens 38.000 er ofre for fysisk vold.

For at hjælpe de mange kvinder og deres børn væk fra de voldelige hjem, har LOKK etableret mere end 50 kvindekrisecentre i Danmark.

For bare to år siden - i 2020 - boede omkring 2.300 kvinder og lige så mange børn på et af landets centre.

For Sanne Sehested og hendes mor spillede kvindekrisecenteret en vigtig rolle. Det var bl.a. her, Sannes mor søgte hen for at få hjælp til at komme videre med et liv uden vold.

”Min mor fandt støtte og hjælp i processen med at komme videre. Det er en vigtig pointe for os at fremhæve, at man kan finde mange former for hjælp på krisecentre. Måske er der et behov for at bo der i en periode, men man kan også søge daglig støtte og få ressourcer til andre former for hjælp,” siger hun.

”Der er nok mange, der ikke nødvendigvis ser sig selv som ”en, der skal bo på krisecenter,” men vold har så mange ansigter og nuancer, og hvis vi fastholder vores fastlåste idé om, hvem der bliver udsat for vold, så gør vi det endnu sværere for folk overhovedet at kunne identificere, at det er vold, de oplever. Vold findes i alle dele af samfundet.”

Bl.a. derfor er det også så uendeligt vigtigt for Sanne Sehested at bryde med tabuet. For det er dét; et tabubelagt emne, vi ikke giver nok opmærksomhed.

Og skal vi det til livs, kræver det en generel ændring i måden, vi som samfund ser på kvinder, der bliver udsat for vold, mener Sanne Sehested.

”Et af de spørgsmål, der ofte bliver stillet er: ”hvorfor gik hun ikke bare?” Der er flere, der, bevidst eller ubevidst, placerer en stor del af skylden hos offeret, og generelt er der mange, der tænker, at ”de aldrig selv ville ende i samme situation”. Men vold i hjemmet sker ikke fra den ene dag til den anden, og der er lige så mange årsager til, at en kvinde vælger at blive i et voldeligt forhold, som der er kvinder.”

”Idéen om at det er kvindens egen skyld, eller at hun ikke er stærk nok, tror jeg er en stor årsag til, at emnet er så tabubelagt. Derudover sker der ofte en isolering fra venner og familie, når der er vold i hjemmet, og man har som voldsramt en idé om, at man skal holde det indenfor hjemmets fire vægge,” forklarer Sanne Sehested.

En typisk hemmelighed

Pernille Hebsgaard Rohdemeier, kommunikations- og pressechef hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre er enig. Der ligger nemlig et kæmpestort problem i, at vi ikke taler højt om volden og får den frem i lyset. Det skyldes bl.a., at mange kvinder, der er udsat for vold i hjemmet, langt hen ad vejen mener, at det er deres egen skyld og ansvar.

”Det er typisk en hemmelighed, som kvinden ikke deler. Heller ikke med sine nærmeste. Derfor er det så vigtigt, at vi taler højt om vold i hjemmet for at bryde tabuet. Vold i hjemmet er ikke et privat anliggende, tværtimod er det en opgave for hele samfundet at hjælpe de alt for mange kvinder og børn, der lever med vold,” forklarer Pernille Hebsgaard Rohdemeier.