Mathilde Norholt scroll-down
Foto: Caroline Abildtrup Bagger og pr Skuespiller Mathilde Norholt om selvkærlighed og skønhedsidealer.

Mathilde Norholt: "Jeg har været nærig med min selvkærlighed"

I mange år behandlede Mathilde Norholt hverken sin ånd eller krop med den værdighed, som den fortjente. Men for fire år fik hun et wakeupcall, der ændrede måden, hun taler til sig selv på. I dag er samtalen fyldt med kærlighed, når hun ser på den, hun er – musicalstjerne, mor og en kvinde, som kan være med til at udvide skønhedsidealet til også at rumme dem, der ikke ligner os selv. Vi har mødt skuespilleren til en snak om kreativ energi, hår under armene og selvkærlighed – og alt derimellem.

Af Sine Gerstenberg
Mode ALT for damerne

Vi er helt enige om, at der både er plads til burrata, tzatziki og en gang fritter ved siden af, da vi bestiller mad før interviewet. Og limonade, sardiner, brød og salat. Der er masser af sult gemt i Mathilde Norholt. Skuespilleren skal smage på alt det, som livet tilbyder hende.

"Jeg har så meget, jeg vil nå. En stor kreativ energi kombineret med en forfærdelig tidsoptimisme. Jeg vil gerne nå det hele, forfølge alle de historier, min fantasi befolkes af, undersøge mangfoldige psykologiske profiler gennem mit skuespil og i det hele taget finde svar på, hvorfor vores liv former sig, som det gør," siger hun uden at virke det mindste stakåndet over alt det, hun slet ikke kan vente på at kaste sig over.

Hun virker derimod afslappet og nærmest mild. Mathilde Norholt er det sted i livet, hvor en ny ro er ved at indfinde sig. Den handler ikke om, at hun er kommet sin utålmodighed til livs, men derimod om, at hun har fundet ind til en mere kærlig omgang med sig selv.

"Der ligger en hel masse arbejde i at lægge mærke til, hvordan vi er blevet programmeret – i vores opvækst, skolegang og seksualitet. Hvilket narrativ har vi fundet os i, og hvordan afmonterer vi det? Hvis man skal være kærlig overfor sig selv, må man først aflære en masse af den ydre styring," siger hun og kigger ned på de farvestrålende tatoveringer, der slynger sig nonchalant op ad venstre arm.

"Der er et vietnamesisk ordsprog, der lyder ”Dead Men Don’t Drink Tea”. Det overvejer jeg at få tatoveret," fortæller hun.

"Det understreger min livsfilosofi: Bevidstheden om at du er i live, er nummer ét. At du er sund og rask er nummer to. Alt derefter er mindre vigtigt."

Således er det at bekymre sig om andres mening også ganske langt nede på listen, ikke mindst når det gælder udseende.

"Vi er i en tid, hvor der heldigvis bliver krattet i skønhedsforestillingerne, og de gamle idealer bliver mast. Vil du have hår under armene eller ej? Du bestemmer. Vil du være tyk eller tynd? Du bestemmer. Vil du bruge makeup eller ikke? Du bestemmer. Det eneste, du ikke må være overfor dig selv, er ligeglad. Eller nærig. Nærighed er, når du ikke kan se, hvor smuk du er – uanset om du er til drag- eller no makeup-looket."

Hun kigger op. Med klare, grønne øjne, velplejet hud og fregner drysset som stjernestøv hen over næseryggen, alt imens naturkrøllerne holder fest rundt om hendes ansigt.

Hvad har du selv været mest nærig med?

"Jeg har været nærig med mit mod. Og det er komisk, for jeg siger altid til mine skuespilelever, at de skal være modige. Og så har jeg ikke været selvkærlig nok – fordi mod og selvkærlighed hænger sammen. Du kan ikke modtage noget, du ikke selv tror, at du er værdig til."

”Ikke mit job at gøre alle glade”

Mathilde Norholt kaster sig lige så sultent over maden, som hun gør ud i samtalen. Der er ingen stikken til fritterne eller overflødig smalltalk. Hun er uforfærdet, åben og nysgerrig på, hvor samtalen fører hen. Måske skyldes det, at hvor mange bruger 30’erne på at afprøve alverdens frisurer, ansigtsmasker og juicekure, så har den primære skønhedsrutine for Mathilde Norholt handlet om selvudvikling de seneste år.

"Min mor havde et sygdomsforløb i 2018, der var meget hårdt. Hun har det godt nu, men det satte en lavine i gang. Der opstod en masse spørgsmål i mig, og jeg fik en stor lyst til at arbejde med den, jeg er. Jeg blev også mor i denne periode, jeg blev skilt, og jeg fandt den psykolog, som jeg skal have resten af mit liv," konstaterer hun og fortæller, at hun bl.a. er blevet bevidst om, hvordan hun taler til sig selv.

"Jeg har kæmpet med dårligt selvværd og har nok ikke behandlet mig selv med den værdighed, som min ånd og krop fortjener. Nu ser jeg mine mønstre og vaner i øjnene, og jeg stopper mig selv, hvis jeg er på vej ud i en negativ spiral, og spørger: ”Er alt det, du står og siger til dig selv, egentlig sandt?”."

Med den nye opmærksomhed er der kommet en ro i Mathilde. En glød, der er langt mere klædelig, end hvad noget serum eller nogen oxygen-behandling kan klare.

"Mit arbejde med mig selv har ændret hele mit perspektiv. Jeg ved nu, at jeg er god til mit arbejde, jeg er værdig til at få gode jobs, og jeg giver slip på den der konstante analyseren af, hvad andre mennesker måtte tænke og mene. Det er deres bord. Det er ikke mit job at gøre alle glade. Jeg er ansvarlig for mig og for min datter."

Allerede som 24-årig hørte Mathilde Norholt om The Secret, der er beskrevet i Rhonda Byrnes bog af samme navn. Det er en livsfilosofi, hvis hovedtanke kredser om ”Hemmeligheden”: At lige tiltrækker lige, og det er en naturlov, vi er underlagt på det energetiske plan – en slags åndelig form for tyngdelov.

Hvem er Mathilde Norholt?

  • Hun er skuespiller og revyaktuel på Cafe Liva fra juni måned.
  • Hun er 38 år og bor i København med sin datter, Polly, på fire år.

Det betyder i praksis, at det, vi sender ud, er det, vi får tilbage. Hvis vi fokuserer på det negative i livet, er det dét, som rammer os, og hvis vi orienterer os mod det positive i os selv, er det også den energi, vi møder i verden.

"Hele den tanke har siddet i mig selv længe. Og det betyder ikke, at jeg har visualiseringsplancher hængende derhjemme med mit drømmehus på. Det handler om, at jeg hele tiden bestræber mig på at nå det, jeg ønsker. Ikke bare ved at gå til auditions eller opsøge de rigtige samarbejdspartnere, men også ved hele tiden at være nænsom ved mig selv – og føle mig værdig til at modtage den succes eller mulighed, der måtte opstå. Hun mindes, hvordan det kom ret intuitivt til hende, da hun som 20-årig rejste alene til USA og ikke længere var styret af, hvad omverdenen mon måtte tænke om hende."

"Jeg havde en australsk kæreste på det tidspunkt og sagde ganske ubekymret til alle i vores kreds, at jeg var skuespiller. Ikke fordi jeg havde et bevis på det eller en beskyttet titel, men bare fordi det var det, jeg vidste, at jeg skulle være. Den åbenhed, som jeg blev mødt med derovre, gav mig mod til at sige mit ønske højt. Og det gjorde, at jeg turde stå ved det, da jeg kom hjem til Danmark."

En lykke og en forbandelse Mathilde Norholt snublede ind i sin karriere. Eller måske gik hun snarere på line derind. For vejen til at blive tv-stjerne i blandt andet ”Lykke” og ”2900 Happiness” og spille Baby i musicalversionen af ”Dirty Dancing” var nærmest uomgængelig.

Forældrene hedder nemlig Kirsten Norholt og Flemming Sørensen, og de blev begge fastansat på Aalborg Teater, da Mathilde var fire år. Og fordi hun ikke havde været skrevet op til børnehave fra fødslen i det område, var der ikke en plads til hende andre steder end … på teateret.

"Jeg elskede det. Jeg legede i garderoben og var bare en del af teaterfamilien. Da mine forældre havde prøver på ”Trold kan tæmmes”, gik jeg en dag på line på det gaffa-tape, der indikerede skuespillernes spor på scenen. Sofie Gråbøl så mig og sagde ”Pas på, Mathilde! Hvis du fjoller sådan rundt, så ender du med at blive skuespiller”," husker hun.

Profetien gik i opfyldelse. Allerede som niårig debuterede Mathilde Norholt på Folketeateret.

"Min far har altid sagt: ”Hvis du kan finde på noget bedre, så gør det.” For ja, det ER en hård metier. Freelancelivet og den evindelige usikkerhed. Det har mine forældre aldrig lagt skjul på. Men allerede nu hiver jeg jo selv min lille datter med ind for at se teater. Der løber nok bare teaterblod i årerne på os."

Mathilde Norholt mener, at det både har været hendes lykke og hendes forbandelse at være født ind i showbizz. Hun søgte ind på teaterskolen tre gange, men kom aldrig ind, og pludselig virkede det legende liv på teateret som en hård og lidt vilkårlig konkurrence.

"For mine forældre var det aldrig vigtigt, om jeg kom ind eller ej. De ville bare gerne have, at jeg var glad. Men afvisningerne gjorde, at jeg fik opbygget en kæmpe præstationsangst, og den indre frygt blev min største modstander," husker hun og fortsætter:

"Men måske var det mit held? Min gode ven Kenneth Christensen kom ind, og derefter så jeg ham ikke i fire år. Jeg kom ikke ind, men fik pludselig tilbudt så mange jobs, at det slet ikke gav mening at søge ind længere."

Mathilde kom i stedet i mesterlære. Hun spillede teater og dyrkede filmnørderiet på samme niveau, som hendes far gjorde det før hende.

"Jeg har altid forestillet mig, at jeg også skulle instruere og producere selv. Gøre det hele. Nu har jeg en pilot på en tv-serie klar, og jeg kan mærke, at det er en fremtidig vej, jeg gerne vil forfølge."

Kunsten at være en rummelig mor

"Jeg hader udtrykket: ”Those who can’t teach …”. Jeg elsker netop at undervise i alt det, som jeg er god til som skuespiller. Det er nok derfor, jeg har så mange elever. Jeg ved, hvad faget kræver af dem. Det er ikke kun talent, det er også benhårdt arbejde, disciplin og en hel masse usikkerhed. Ikke kun i forhold til at gå til auditions og muligvis få afslag, men også fordi du som skuespiller er selvstændig, din egen butik, din egen vare og dit eget brand. Der er ingen garanti for, at der kommer et nyt job, når du er færdig med en forestilling. Du skal være en linedanser med is i maven."

Så du har du fundet din vej i livet?

"Ja, det tror jeg, men lige nu overvejer jeg også at tage en uddannelse ved siden af. Jeg optaget af manifestation og visualisering, og hvad det kan betyde for måden, vi lever på. En uddannelse som psykoterapeut ville både kunne hjælpe mig som skuespiller, men også åbne dørene til noget af det andet, der optager mig: At arbejde med andre mennesker og hjælpe dem med at udvikle deres eget potentiale. Det er så rørende at se, hvor meget vi kan grave i og skrue på folk," fortæller hun energisk.

6 skarpe til Mathilde Norholt

Vinterbad eller spa?

"Spa!"

Stilet, ballerina eller sneakers?

"Sneakers."

Tatar eller tofu?

"Tofu. For 10 år siden havde jeg klart sagt tatar!"

Nude eller rød læbestift?

"Den er svær! Men det må blive nude, for det er det, som jeg går jeg mest med. Men jeg elsker et helt rent makeup-look og så bare knaldrød rød læbestift til."

Strutskørt eller den lille sorte?

"Den lille sorte."

Krøller eller ej?

"Altid krøller."

"Og så er jeg debuteret som instruktør på en film. Den er skrevet af en af mine tidligere elever og en anden upcoming skuespiller. Jeg har gang i mange ting."

Den mest prøvende rolle til dato har imidlertid været rollen som mor. For lidt over fire år siden fik Mathilde datteren Polly.

"Det hårdeste ved at blive forælder er, at du møder dine egne dårlige sider gennem et barns perspektiv. Det har virkelig været en prøvelse af min tålmodighed," erkender hun.

"Som barn oplevede jeg selv utålmodigheden i mødet med de voksne, og nu er jeg så den utålmodige voksne i mødet med min datter. Men forældre af i dag har en anden bevidsthed om vores temperament, end generationerne før os havde. Vi øver os i at være mere rummelige, knap så autoritære og mere åbne for børnenes oplevelse. Hvis min datter vælter et glas med mælk, tænker jeg: Hvad ville du egentlig sige, hvis det var din gæst, der spildte et glas mælk udover bordet? Så ville du ikke skælde ud, vel? Hvorfor så skælde ud, når din datter kommer til det?"

Imellem jobs lader Mathilde op ved at synge i køkkenet, lægge rød neglelak, mens hun lytter til podcasts, og ved at give sig selv den helt store selvkærlige omgang scrubs, eksfoliering og ansigtsmasker, når hendes datter sover. Og meditere, selvom det udfordrer hendes tålmodighed helt vildt.

"Og så er jeg blevet helt glad for at lave mad. Det har virkelig udfordret min tålmodighed tidligere, men nu har jeg gjort det til en leg. En konkurrence med mig selv, faktisk. I vores lille hjem vil jeg gerne undgå madspild, og derfor skal ALT bruges. Kan de trætte grøntsager blive til en suppe, de stødte æbler til en juice? Og så har jeg opdaget, at pitabrød er det ultimative måltids-hack – dem kan du stoppe hvad som helst ned i. Og krydderier. Jeg elsker, når man lige får gurkemejen til at blive aftensmadens gamechanger."

Mathilde Norholt taler i intense ryk af velvalgte ord. Teateret har muligvis lært hende noget om diktion og tempo, men energien, det nærværende blik og den sødmefyldte selvironi er helt hendes egen. For utålmodigheden kan muligvis tæmmes af jævnlige adrenalinkick på teatret eller foran et kamera, men den ledsager hende altid.

Er adrenalin vanedannende?

"Ja da. Lige nu savner jeg at have et specifikt projekt – vi skulle have haft en sæson mere af ”Dirty Dancing”, men alt blev lukket ned under corona, og nu er alle jo videre med nye projekter," siger hun og fortæller, hvordan hun i dag prøver at finde en balance i sit arbejdsliv mellem at være udøvende skuespiller og skabende kunstner.

"Der er en stor frihed i at være udøvende, fordi du er en del af et hold. Du har en helt specifik funktion, du får besked om, hvor på scenen du skal stå, og du skal følge dit hold. Og jeg har så meget kærlighed til den koncentrations- og tillidsøvelse, det er at få en forestilling til at fungere; og at vi alle skal løfte i flok. Når jeg selv arbejder på et projekt, skal jeg virkelig tøjle min indre tidsoptimist. For ja, jeg kan godt rase derudad og skrive et manus på en uge, men skal jeg det? Måske kan det blive bedre, hvis jeg tøjler min energi og giver mig tid til at …

… smage til med gurkemejen og få brugt alle grøntsagerne i skuffen?

"Præcis!"

Kosmisk cowboy og god karma

Maden er ved at være spist, men samtalen er ikke mættet endnu. Der er stadig mere at sige om den kærlighed, der har det med at stjæle fokus, hver gang ordene får frit løb.

"I stedet for at skærme mig selv, øver jeg mig i at blive en kosmisk cowboy, der kan elske det hele. Jeg vil gerne kunne elske de hårde og mørke perioder i mit liv. De har givet mig den bevidsthed og erfaring og det overskud, jeg har i dag. Et dødsfald, en arbejdsløshedssituation, et brud. Uforudsigelighedens efterslæb. Det har jeg lært at elske."

Hvilke idealer om kærlighed vil du gerne give videre til din datter?

"At den tåler alt og udholder alt. Måske ikke at den udholder alt. Men at den er evig, hvis den er rigtig. Jeg vil elske hende ligegyldigt hvad. Jeg elsker også min ekskæreste; det skulle bare ikke være os som par," siger hun eftertænksomt. Og tilføjer så med et smil:

"Og så håber jeg, at hun vil tage min livslære til sig: ”Do no harm, take no bullshit”. Jeg tror godt, at man kan elske betingelsesløst uden at være underdanig. Man kan godt sige til sine venner: ”Hey skat, du ødelægger dig selv i det her. Men jeg elsker dig alligevel.”"

Foranderlige skønhedsrutiner

"Jeg ville ønske, jeg var vanemenneske, men jeg er altid klar på forandringer. Mine daglige skønhedsritualer forandrer sig således tit, men hver morgen og aften renser jeg min hud. Om morgenen er det med en toner og om aftenen micellar water."

"Hvis jeg har tid om aftenen, bruger jeg også en scrub og en ansigtssæbe fra Suki. Måske en maske, så fugt, så serum og så koreansk ”sludging”, hvor man overfodrer huden med creme. Jeg bruger en fedtcreme fra Weleda til det. Om morgenen bruger jeg altid fugtighedscreme, solfaktor, concealer på de sorte rande, bronzer og rouge. Har jeg møder, tager jeg også mascara på, men skal jeg på teateret, undlader jeg den."

Mathilde Norholt glæder sig samtidig over, at idealerne, hendes datter skal vokse op med, ikke ligner dem, hun selv var underlagt i 80’erne og 90’erne.

"Den bevægelse, der startede på de sociale medier, er endelig også blevet normen på modemagasinerne. I dag er det heldigvis ikke modeller på 1,80 m og 40 kg, der pryder forsiderne. Nu er det udstråling, personlighed og sundhed, der er idealet," smiler hun.

"Jeg er lige begyndt at følge hende, der hedder @uglyworldwide; hun leger med alle identiteter, stilarter og udtryk. Hun er smuk netop i kraft af, at hun er grænseløs. En anden frontkæmper er den intersektionelle feminist Liz Plank, der ikke taler ”kvindesagen”, men ALLE kvinders sag. POC-kvinders, transkvinders og handicappede kvinders rettigheder. Hun understreger forbilledligt, at hvis vi vil have en bedre verden, så må vi hvide, privilegerede kvinder dele vores platforme med dem, der ikke har en stemme – og udvide skønhedsbilledet til at rumme dem, der ikke ligner os selv."

Det ville ellers være nemt for Mathilde Norholt ikke at tage kampen op på andres vegne – fordi hun for de fleste er indbegrebet af en klassisk, smuk kvinde og aldrig har lidt under slankehysteri eller ekstrem træning.

"Jeg ved godt, at jeg er heldig – eller jeg er det, som man i gamle dage ville kalde ”skideirriterende”. For jeg taber mig let, og jeg er naturligt slank. Jeg har nok også haft perioder, hvor jeg var tyndfed … men helt overordnet set, så har jeg det virkeligt godt med min krop, og den matcher det, jeg gerne vil have, den skal kunne klare."

Hvor meget fylder motion i dit liv?

"For lidt!" griner hun og purrer op i krøllerne.

"Jeg var en af dem, der lavede for lidt i den forbandede corona-tid. Men jeg er klar til at springe i løbeskoene igen og tage de der første hæslige ture, der skal til for, at jeg kommer forbi punktet, hvor det er tungt, til at det føles godt."

Og selvom hendes energiniveau på ingen måde indikerer, at løbeskoene har overvintret i skabet, og at formen derfor halter, så fylder det i bevidstheden, at hun har det bedst, når hun bevæger sig og sørger for, at der er balance i det kropslige regnskab.

"Jeg siger tit nej til alkohol. Det er slet ikke en last for mig. Jeg har haft familiemedlemmer, der har drukket for meget, så jeg har ikke en god psykisk historie med alkohol. Jeg er påpasselig, og jeg kan mærke, hvis jeg bare har fået et enkelt glas. Det betyder ikke, at jeg ikke kan drikke et glas vin eller flere til en middag, men det sker ekstremt sjældent i forhold til, hvordan andre i mit segment drikker," fortæller hun.

"Så eksperimenterer jeg hellere på andre måder. Som med reishipulver, der kommer fra en vildtvoksende svamp, og som skulle have gode, nærende egenskaber. Det blander jeg i min smoothie. Og hvis jeg er ekstra sej, tager jeg også Udos Choice Olie – det giver omega- 3, -6 og -9 uden at være baseret på fisk. Det smager rædselsfuldt, men skaber balance og renhed i kroppen. Og så prøver jeg at spise mindre kød. Det er svært, for jeg har fået en meget kødspisende datter. Men jeg prøver at fravælge det – både af etiske og sundhedsmæssige grunde."

"Sidst, men ikke mindst bestræber jeg mig på at drikke nok vand. Mellem fem og otte glas. Det lykkes ikke hver dag, men jeg kan mærke forskel de dage, jeg når målet."

”Jeg er et godt sted”

Mathilde Norholt er lige fyldt 39. Næste gang er det 40.

Hvordan føles det i en branche, der traditionelt har dyrket unge kvinder?

"Jeg har skullet arbejde lidt med det. Ikke på grund af mit job. Der er jeg ubekymret og ved, at jeg altid vil kunne finde på noget at lave. Men fordi jeg gerne vil have et barn til. Som sådan gider jeg ikke at være nervøs eller spekulere en masse over det, men kvinder har jo både et indre ur og en ydre samfundsnorm, der larmer. Jeg var selv enebarn og har haft det godt med det; men så ser jeg på Polly og tænker, at hun ville blive en god søster," siger hun og kigger frem for sig, som sad den lille datter med til bords og spiste de sidste fritter.

Mathilde Norholt om...

... Forbilleder

"Meryl Streep er mit ultimative forbillede. Hun mestrer både komikken, det dybt tragiske og det farlige. Hun tør at dykke dybt ned i sig selv og ind i alle de grimme ting. Hun lavede en parodi på en kvindelig Trump i ”Don’t Look Up”, hvor jeg så optagelserne bag. Her improviserede hun 25 versioner af det præcis samme telefonopkald – magisk! Og så har hun sagt, at hun tror, at du som skuespiller kan spille hvem som helst. Vi er nemlig så uhyggeligt ens som mennesker; vi forstår det bare ikke altid selv."

… Smukke film

"”Annie Hall”, fordi den er humoristisk, æstetisk og altså, Diane Keaton! ”Frida” for kærligheden til unibrow-looket, og fordi det er en smuk, smuk film af en kvindelig instruktør, der selv spiller hovedrollen. Og endelig ”The Matrix”, den første fra 1999. Hele universet er så gennemført sejt, og Carrie-Ann Moss er så bad-ass."

… (Bekymrings)rynker

"Den bedste kur er at grine! Tag en aften med venner og veninder, fortæl røverhistorier, og grin uden bekymringer. Eller en ordentlig omgang gua sha."

"Men jeg har det også godt med at nærme mig de 40, for jeg er et godt sted. På et tidspunkt troede jeg, at der ikke måtte være storme, bølger og rod i tilværelsen, for at den kunne være lykkelig. Nu ved jeg, at der aldrig kommer til at være en eksistens uden rod og stormvejr. Eller bare krusninger. Det er dét, der ER livet. Og det er det, der gør det sjovt."

"Karrieremæssigt er jeg stolt af det, som jeg har nået. Det, der har givet mig størst personlig glæde, har ikke altid været de største kommercielle successer. Men jeg hviler mere og mere i mig selv, og jeg ved, at jeg har et stort register. Jeg kan både stå på scenen og være del af en kæmpe musicalproduktion som ”Dirty Dancing” eller være en del af et lille idealistisk ensemble, der bare VIL spille teater og derfor selv sætter forestillingen ”Closer” op, som vi gjorde det for 10 år siden," konstaterer hun.

"De eneste ”skavanker”, jeg gerne ville ændre på nu, er min tidsoptimsme og mit rod. Jeg er fan af Marie Kondo, og jeg har indset, at jeg må eje færre ting, så der er mindre, der kan rode derhjemme. Derudover klager jeg ikke. Over noget! Som min mormor sagde: ”Hvis man er sund og rask, så er man velsignet.” Det, syntes jeg, lød helt åndsvagt, da jeg var 10 år. Nu kunne jeg ikke være mere enig."

Skønhedsidealer 

"Det er jo interessant, hvordan vores kropsbehåring har været en politisk ting gennem de seneste 50 år. Altså kvinders kropsbehåring, vel at mærke … Da jeg var teenager i slutningen af 90’erne, var det jo det klammeste med hår på kroppen for kvinder. Og eftersom jeg har mørkt hår og lys hud, måtte jeg fjerne det, jeg havde. I en periode voksede jeg manisk ben og arme og var enormt skamfuld i forhold til min kropsbehåring. Før jeg lærte at vokse selv, gik jeg i perioder kun i langærmede bluser og lange bukser."

"I dag er jeg ligeglad med hår på armene."Benene får dog altid en tur, før jeg hopper i noget kort. I forhold til forneden er det privat, men under armene er jeg blevet meget loose med det. Når jeg har en rolle, gør jeg selvfølgelig, hvad der passer til rollen. Glat eller naturel. Ligesom jeg ville gøre med en frisure."

"Jeg kan huske, hvordan jeg som præpubbe talte med min mor om, hvad man gjorde. Eller hvad man burde gøre. Hun er jo fra en tid, hvor det kun var hardcore feminister, der lod busken under armene stå. Desuden var min mor balletdanser som ung, hvor det ikke gik med en sylfide med hår, når armene blev elegant løftet."

"Hun fortalte også om, hvordan Sophia Loren måtte indspille forskellige scener til Italien og USA med og uden barberede armhuler, og hvordan kropsbehåring var henholdsvis sensuel og usoigneret, afhængigt af hvilket land der så filmen. Det undrede mig meget, kan jeg huske."

"For nogle år siden var jeg med til at lave fotobogen ”100 great danes”, hvor min kollega Sara Hjort havde valgt at lade ”skægget stå” under armene, og det var enormt stærk og smukt. Siden har jeg været meget on and off med mit eget personlige valg af armhulehår. I virkeligheden er det jo ikke spor anderledes end, når mine venner med skæg nogle gange har glatte kinder eller fuldt fiskerskæg. Men når vi kvinder viser os, som vi er, bliver det stigmatiseret som ulækkert. Det er jo noget helt naturligt og bør være et personligt valg."

"I forhold til de fotos, vi har taget til denne artikel og til forsiden, var det faktisk ikke noget, jeg havde planlagt hjemmefra. Jeg tænkte ikke: ”Øijh, hvor skal jeg bare lave et kropsligt statement i dag!” Jeg havde slet ikke tænkt over det, men da vi stod på shootet, tænkte jeg: ”Hva’ fa’n, det er jo sådan, jeg er lige nu. Det står jeg da ved!” For bare tre år siden havde jeg sikkert i panik skaffet en skraber af makeupartisten og pinligt berørt listet ud på badeværelset for at fjerne det. Men ikke mere skam."

"Fuck skammen over kvindekroppen! Det skal slutte med den patriarkalske tankemåde. Og vi må starte med os selv. Damen i spejlet. Og sikke en spændende samtale, jeg får med min mor nu …"

Se, hvad vi ellers skriver om: Skønhed
Tilbage til toppen