Sille Ingemann Vium
SPONSORERET indhold

"Alle skjorterne er unikke, fordi de er syet af en eller flere duge"

Sille skaber skjorter af gamle broderede duge. Når først de er vasket, strøget og lappet, klipper hun dem op for at sætte dem sammen på ny – og på den måde vækkes fortidens korsting, stramaj og anglaise til live igen.

Af:: Freja Bech-Jessen Foto: Trine Buhk
17. maj. 2022 | Mode | Hendes Verden

Sille Ingemann Vium vidste det allerede, da hun havde syet den første skjorte.  Den var særlig.

Den havde selvfølgelig et smukt og skarpt snit. Hun havde givet den en robust lidt bokset silhuet. Men det var selve materialet, der for alvor fik den til at skille sig ud.

Syet af en fin gammel dug, overdådigt dekoreret med yndige blomsterbroderier, var det som om, skjorten på én og samme tid var både umådelig moderne og rig på en ældgammel historie.

"Og så var den sjov at lave", siger Sille.

LÆS OGSÅ: "En dag satte jeg pris på en vest, og så blev den solgt!"

"Når man har syet den samme jakke i ensfarvet fløjl et hav af gange, kan man godt løbe lidt surt i det. Men de her skjorter, bliver jeg bare ved med at synes, er sjove og udfordrende."

"Det er lidt som at samle et puslespil, som ingen endnu ved, hvordan skal lægges. Og så er der noget næsten ærefrygtindgydende ved at sidde med det gamle, fine håndarbejde mellem hænderne."

skjorte.jpg
Sille har kun de færdige skjorter hængende i kort tid, for alt er syet på bestilling og sendes hurtigt afsted, så snart det sidste sting er sat.

Da Sille i 2019 satte den første skjorte af blomsterbroderet dug til salg på Instagram, stod det da også hurtigt klart, at hun ikke var den eneste, der syntes, den var særlig. For det væltede ind med beskeder fra kvinder, der gerne ville købe den. Og da den blev solgt, bare gerne ville købe en magen til.

"Jeg blev helt overvældet, men også virkelig glad for, at andre kunne se værdien i de gamle tekstiler med smukke broderier."

"Det er jo så fint og møjsommeligt et arbejde, der er lagt i det, og jeg kan godt lide tanken om, at vi viser det frem og værdsætter det på en ny måde, i stedet for at gemme det væk i skuffer og på lofter. De færreste lægger jo en broderet dug på bordet i dag", siger Sille.

Hjælpere med vågne øjne

Så Sille kastede sig ud i produktionen. Og efterspørgslen bare steg og steg. Også selvom hun måtte skuffe dem, der ønskede sig en tro kopi af protomodellen.

"Alle skjorterne er unikke, fordi de er syet af en eller flere duge, så ingen kan blive helt ens. Men det er jo netop det fantastiske ved dem. De er forskellige, og der står i virkeligheden flere end én kvinde bag dem, selvom det er mig, der har syet dem."

LÆS OGSÅ: "På den måde slap vi uden om den traditionelle modeverden"

Der er kvinderne, der i sin tid lavede broderierne. Med ferme dygtige hænder, hurtige nåle og smukke nuancer af blank bomuldsgarn. Og så er der dem, som finder de gamle duge. Det er nemlig ikke altid Sille selv.

"Jeg havde ikke været i gang særlig længe, da jeg begyndte at blive kontaktet af kvinder, der spurgte, om de ikke skulle holde øje med smukke duge for mig. På loppemarkeder og i genbrugsbikse. De kan godt lide tanken om at give det gamle håndarbejde nyt liv. Og så er de måske også bare ude efter en god undskyldning for at gå på jagt efter fine genbrugssager", griner Sille.

"Det gør det lidt ekstra spændende, fordi de vælger farver og motiver, jeg måske ikke selv ville have valgt, men som, jeg pludselig kan se, kan fungere, når jeg står med dem mellem hænderne. Jeg har for eksempel lige fået en karrygul dug tilsendt, som jeg aldrig selv ville have fået øje på, men som er blevet en virkelig smuk og cool skjorte."

Opbakning fra ældre kvinder

Nogle af kvinderne sælger Sille de duge, de finder, for en slik, andre forærer hende dem kvit og frit.

"Det er ret fantastisk at mærke den opbakning. Flere af dem, der sender mig duge, er ældre kvinder, der selv er betagede af broderi, og måske har været lidt kede af at se håndarbejdet gå i glemmebogen."

"Det er tydeligt, at de glade for at se det blomstre op. Og det er virkelig hyggeligt at tale med dem og de andre ældre kvinder blandt mine kunder, fordi de ved så meget om broderikunst og om de forskellige teknikker", siger Sille.

moodboard.jpg
Der er en evig foranderlig collage af billeder, udklip og minder på væggen over Silles arbejdsbord, som inspirerer og sender hende i nye retninger.

"Min egen viden på området er eksploderet. For jeg har jo skulle sætte mig ind i, hvad de taler om, når de snakker om fladsyninger og tællesting. Det er ret vildt så mange og så forskelligartede teknikker, der findes."

De forargede stemmer

Enkelte kvinder har ytret forargelse over, at Sille klipper de gamle duge op.

"Nogle har skrevet til mig på Instagram, at de ikke synes, det er i orden at klippe i det gamle håndarbejde. Men selvom det da gør indtryk, så føler jeg mig ret sikker i det, jeg gør", siger hun.

LÆS OGSÅ: Strikdesigner Josefine Dyring: Her er mine bedste råd til dig, der gerne vil i gang med at strikke

"Jeg lærer virkelig materialet godt at kende i løbet af processen. Nogle af tekstilerne er gamle og lidt sarte, så man skal være nænsom med vask og pletfjerning. Huller skal lappes og flossede kanter syes sammen igen. Alt det arbejde sker, før jeg overhovedet nærmer mig med saksen."

På den måde er det i virkeligheden en meget respektfuld forandring, de gamle duge undergår.

blomster.jpg
Sille farvekoordinerer sit lager af gamle, fine duge for at få overblik over hvilke nuancer, hun har til rådighed, når hun kaster sig ud i et nyt projekt.

"Jeg har stor respekt for broderierne og de timer og den dygtighed, der er lagt i dem. Selvom jeg arbejder helt intuitivt, når jeg klipper i stoffet og syer det sammen igen, så sker det jo i overensstemmelse med de mønstre, der allerede er vævet ind i stoffet, og de motiver andre har dekoreret det med."

Det er næsten som et samarbejde. Bare på tværs af tid. Og mellem kvinder, der aldrig har mødt hinanden.

"Jeg er så glad for, at de kvinders gamle smukke håndarbejde ikke bare ligger og sygner hen, hvor ingen kan se det", siger Sille.

"Når det bliver forvandlet til skjorter og båret ud i verden af kvinder – unge som gamle – får det den opmærksomhed, det fortjener. Så kommer det frem i lyset igen."

Anbefalet til dig