Denne guldsmed solgte sit allerførste smykke til ingen ringere end Dronning Margrethe

Hans lejlighed, som ligger på fjerde sal med udsigt over Søerne i København, er et wunderkammer af alskens ting og sager, som guldsmeden har samlet gennem sit liv, fordelt på tre stuer med hver deres historiske referenceramme: “Barokken” med de skakternede gulve, marmorerede døre, bronzelysekronen og det sorte 1600-tals-bord, som består af en stenplade med fossiler.

Her hænger også en gobelin fra 1600-tallet. “Århundredeskiftet mellem 1800- og 1900-tallet” med parademøbler og et stort udvalg af skulpturer og “Futurisme”-stuen, som er malet lyseblå fra gulv til loft, hvor en zebra og en leopard slænger sig på gulvet, der hænger moderne kunst på væggene, og hvor hans egne værker er udstillet i indbyggede montre i væggen.

Det var især barndommens ferier i den historiske by Christiansfeld i Sønderjylland, der ud over honningkager er kendt som indbegrebet af en 1700-tals by med snorlige gader og poppeltræer, som pirkede til guldsmedens interesse for historie. Og de mange rejser med tog til byer som Wien og Paris, som forældrene tog ham med på.

– Jeg fik meget kultur ind under huden som barn, og da jeg i 2. klasse fandt ud af, at jeg var ordblind, var min mor så bange for, at jeg også ville blive opfattet som dum, at hun sagde: “Så må du huske bedre end andre.” Det har jeg skrevet mig bag øret, siger han.

Og huske, det kan han. På de par timer, vi tilbringer sammen, får Torben Hardenberg fortalt så mange historier og anekdoter, at jeg i samme tidsrum kun når at stille to reelle spørgsmål. Han sidder med en utændt cigaret og en lighter i hånden i tre kvarter, før han finder en pause i talestrømmen og tænder den.

Vi taler om, at bøsser stadig blev kastreret i 30’erne, og hvordan de havnede i gaskamre med jøderne under krigen, om hvilket indtryk det har gjort på Torben Hardenberg, som selv sprang ud, da han var i 20’erne, om de bedste bøssebarer i Paris, og hvordan han har hjulpet sin gode ven med at komme ud af det berømte skab i en alder af 70 år.

Vi taler om hans fascination af stærke, dramatiske kvinder som Karen Blixen og Suzanne Brøgger og nogle af de første kvindelige ministre som Lis Groes og Bodil Kock. Vi taler om moderne teknologi, hans aversion mod “glasskærmen,” som han kalder sin iPhone, og hvorfor han alligevel er fascineret af Instagram, fordi det er et visuelt medie, som passer godt til en kreativ ordblind.

Og så taler vi ikke mindst om alle de ting, lejligheden bugner af. Alt her har en historie. Der er den perlebesatte damesko fra 1700-tallet, som han fik for en slik hos en marskandiser i Ryesgade i København, brochen lavet af flintepil fra en rejse til Afghanistan, og et objekt lavet af tynde ibenholtstave, der udstøder en uhyggelig, klirrende lyd, når man rører ved det.

Det blev lavet som symbol på 9/11 til en udstilling i New York, hvor det vandt en pris, og er nu hentet hjem, hvor det kan ses på Designmuseum Danmark – og i kopi hos Torben Hardenberg. Der er brochen med en havfrue, der er ved at blive ædt af en blæksprutte, mens hun rækker ud efter en stor diamant på havets bund, som hun ikke kan beslutte sig for, om skal med i døden, og i øjnene springer også det svulmende dameben i marmor fra et destrueret gravkammer i Firenze, som Torben Hardenberg som 21-årig fiskede op af en container en sen nattetime.

– Det er underligt, for når du ikke kan genkende bogstaverne, hvordan fanden kan du så genkende barok og renæssance? Der må være nogle ledninger, der er sat forkert sammen i min hjerne. Det bruger jeg også i mit arbejde med stilhistorie. Referencer, referencer, referencer. Der er ingenting, der kommer ud af det blå, siger han og behøver ikke tilføje, at han igen hentyder til “smykkedesignerne.”

“Hvorfor skal du altid blære dig?”

Vejen til at blive guldsmed var ikke lige så snorlige som gaderne i Christiansfeld. Torben Hardenberg blev smidt ud af fire lærepladser, herunder hos Georg Jensen.

– Det var sikkert, fordi jeg var en drømmer. Jeg troede nok lidt for meget på mine egne ideer, og mine mestre syntes enten, at jeg var for langsom med de ting, jeg egentlig skulle lave, eller at det, jeg lavede, var for mærkeligt.

Men Torben Hardenberg havde tidligt en tro på sig selv og sine ideer og har altid holdt fast i, at hvis du har noget på hjerte, skal det ud. Det skete bl.a. for nylig på en tur til Wien med hans gode ven, Uffe, hvor de mødte et par unge amerikanske turister foran skulpturen Kysset af Auguste Rodin og faldt i snak.

– Jeg gav dem et langt foredrag om figurens oprindelse og betydning, og så spurgte de, om jeg var kunsthistoriker. Jeg forklarede, at jeg er guldsmed, har lavet adskillige smykker til dronningen og er en stor kunstner. Uffe så bare på mig, rystede på hovedet og sagde: “Hvorfor skal du altid blære dig?” Og der måtte jeg sætte mig ned med ham og sige: “Ved du hvad, Uffe, det kan godt være, at det lyder, som om jeg blærer mig, når jeg fortæller, at jeg er repræsenteret på Louvre, og jeg har lavet smykker til dronningen, men det er jeg faktisk meget stolt af, for jeg startede ud med at være absolut ingenting, og min mor var bange for, at jeg skulle sove i en trappeopgang, fordi jeg ikke kunne læse og skrive.” Hun mente jo ikke engang, at jeg kunne blive gadefejer, fordi jeg ikke ville kunne læse skiltene, siger han.

LÆS OGSÅ: Hendes smykker bliver efterspurgt af alle de store forhandlere, men hun takker nej

Når Torben Hardenberg møder et par unge mennesker, som er optaget af noget og taler seriøst om det, banker hans hjerte så hårdt, at han ikke kan lade være med at tale.

– Jeg måtte fortælle de unge mennesker, hvad jeg vidste, så de fik en forståelse af den skulptur, de aldrig vil glemme, fordi den kom fra dronningens guldsmed. Hvis du har en historie, der er interessant nok, så fortæl den. Lad være med at være så socialdemokratisk og synge med på “ved jorden at blive, det tjener os bedst,” siger han med henvisning til en frase i Grundtvigs salme Langt højere bjerge.

– I dag er jeg jo på finansloven. Det havde jeg aldrig troet, og det ville jeg ønske, min mor havde fået at vide: “Den dreng kom på finansloven, don’t worry fru Hardenberg,” siger han.

– Min mor var meget ambitiøs på mine vegne. Hun var lidt barsk, men hvis du har stil, er du også lidt barsk. Hun stillede krav til mig og omverdenen, men hun elskede mig også højt, og derfor var hun så helvedes nervøs, som mødre jo kan blive for deres børn.

En dronning værdig

Torben Hardenbergs mor nåede heldigvis at opleve, at hendes søn solgte det første smykke, han nogensinde udstillede, på Designmuseum Danmark, dengang Kunstindustrimuseet, til Dronning Margrethe.

– Dronningen var som en fe, der kom med en tryllestav. Jeg var endnu ikke fyldt 30, og så kom der én med en så stor viden og kultur bag sig og med så mange muligheder, som kunne lide det, jeg havde lavet. Det var helt utroligt. Det gav mig identitet, og det gjorde min mor lidt mere rolig.

Han har siden lavet flere smykker for Kongehuset, bl.a. en broche med tre frøer til dronningens 50-års fødselsdag, et halssmykke i 18 karat guld med barokslebne rubiner og orientalske perler, som Prins Henrik forærede dronningen på deres sølvbryllupsdag, og en række figurer med stærke symbolske referencer for Prins Henrik.

Guldsmeden udviklede et nært samarbejde med Kongehuset, ikke mindst Prins Henrik, som han skabte flere bestillingsopgaver for, hvor prinsen tegnede og skrev noter på forhånd, hvorefter Torben Hardenberg fuldførte opgaven.

– Jeg savner Prins Henrik frygtelig meget. At vide, at han ikke længere er i verden, er virkelig et savn, siger han, mens han viser de originale skitser med håndskrevne noter fra prinsen og billeder af færdige skulpturer og smykker til Kongehuset, som kan opleves på udstillingen En dronning værdig – mester, mæcen, monark på Christiansborg Slot dette efterår.

Der hersker ingen tvivl om, at Torben Hardenberg, med Kongehusets dedikerede opbakning i ryggen, har klaret sig ualmindelig godt og gjort morens bekymring for sin ordblinde søn til skamme. Alligevel har han aldrig været interesset i at “lave business.”

– Jeg har arbejdet for Buch & Deichmann (smykkevirksomhed, der havde sin storhedstid i 70’erne, red.) i seks år, hvor vi producerede til udlandet. Det er som at blive bedt om synge Den knaldrøde gummibåd hver aften. Du bliver udhulet, fordi det skal gøres med samme entusiasme hver dag, og det kunne jeg ikke. Men jeg fik da lavet Sukkerknald med flue i denne periode (for sin tid et kendt objekt, der både fandtes som broche og som vedhæng til halskæde, red.). Men i dag satser jeg på andre ting, fordi jeg ikke ville glemmes og overrules by anobody! siger Torben Hardenberg.

LÆS OGSÅ: Caroline De Maigret: ”Det første jeg gør, efter jeg slår øjnene op, er…”

For godt nok har den kongelige hofleverandør hang til luksus og livet som grandeur, som han omtaler det, og skoene skal være af slangeskind, ellers går det ikke. Men kommerciel succes og masseproduktion har han aldrig drømt om.

– Jeg har altid villet være kunstner, men jeg vil ikke være kunstner i uldtrøje, og derfor er hele min lejlighed forgyldt og pyntet med afhuggede menneskehoveder.

Abrupt og energisk rejser han sig fra stolen og iler ind i en af de andre stuer efter vidunderet, som han entusiastisk placerer midt imellem Irmas danskvand med citrus og de friske grønærter, der står på bordet: et vaskeægte skrumpehoved af en indianer fra Amazonas i en glasmontre.

Guldsmeden fortæller i detaljer, hvordan indianerens hoved ifølge traditionen har simret i varmt vand med urter og er skrumpet yderligere ved at ligge i hedt sand og varme sten, og hvordan det har fået syet læberne sammen om avispapir, som blev stoppet ind i munden. Bagefter kunne krigerne bære dem i en snor om halsen i vished om, at sjælen nu endegyldigt havde forladt kroppen. Det ser lige så makabert ud, som det lyder.

– Det er for at minde mig selv om, at det ikke er lutter lagkage det hele. Det er fascinerende og forargeligt, som livet kan være.

Døden bankede på

Torben Hardenberg ser netop døden, men også livet, som gennemgående temaer i sin smykkekunst. Lev stærkt, og dø, når tiden kommer. Men lige så stærkt, han har levet, og lige så stor pris han har sat på netop livet, lige så insisterende har døden og dødsangsten åndet ham i nakken det meste af hans liv.

Ikke mindst i 80’erne, hvor han mistede 75 venner og bekendte til aids-epidemien, men også da han for syv år siden mistede sin partner Lars, som han nåede at danne par med i 19 år, og som han var så sammensmeltet med, at han i dag føler, han har “mistet sin ene hjernehalvdel.” Og i høj grad også den dag i dag, hvor han har telefonnummeret til hjertekirurgerne på Rigshospitalet stående øverst i kontaktbogen, efter hans hovedpulsåre for få år siden sprang og efterlod et 10 centimeter lodret ar over brystet efter en 11 timer lang operation.

Al den alvor har han lagt ind i sine smykker, som på afstand ligner en eventyrlig verden af frøer, kamæleoner og havfruer, men hvor symbolikken i form af frugtbarhed, fødsel, død og drab er til at få øje på, hvis du kommer tæt nok på.

– Leonardo da Vinci har sagt: “Tænk på døden hver dag.” Og det er det samme budskab, Prins Henrik havde. Nede på soklen af Memento Mori (objekt lavet til Prins Henrik, red.) står der: “Lad ingen time gå, du ikke vil huske på.” Der var prinsen og jeg helt enige.

Torben Hardenbergs smykker indeholder stadig historier, men der er færre frøer, havfruer, blæksprutter og gyldne sædceller, der jagter diamantæg og et lidt mere abstrakt og afdæmpet udtryk over Torben Hardenbergs nyere kreationer. Som et halsbånd, han har lavet for nylig, med kæmpe rå diamanter bundet sammen af en grov guldkæde af store firkanter, der hænger tungt som modvægt til den unge, lyshårede, no makeup-udseende skandinaviske model, som bærer smykket på det billede, han lægger foran mig.

– Barokken er nok der, mit hjerte banker mest, siger han og peger på det store kabinetskab fra Antwerpen fra 1640, som han har købt hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner for 10 år siden og siden restaureret.

– Dengang kostede det dobbelt så meget, som det ville koste i dag, fordi folk hellere vil have en Ægget-stol. Det er også der, jeg kommer i knibe med mine smykker, og hvor jeg er nødt til at tænke: “You’ve got to kill your darlings.” Du skal ikke gentage dine succeser. Du er nødt til at tænke nyt. Du bliver drevet frem og må videre. Alt andet kan ikke nytte noget.