Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Lchf kur
Vi har mødt LCHF's svenske ophavsmand Lars-Erik Litsfeldt.

LCHF kur: 10 facts

10 ting, du skal vide om LCHF

Æg, bacon, smør, fløde og store bøffer. Det lyder ikke som opskriften på sund livsstil og slet ikke en, der får kiloene til at rasle af. Det er ikke desto mindre det, LCHF-kuren kan. Men hvordan? Vi har mødt modediætens svenske ophavsmand Lars-Erik Litsfeldt.

1. Hvad går LCHF ud på?

LCHF står for Low Carb High Fat og betyder, at du skal undgå fødevarer, som indeholder mange kulhydrater − men sørge for at få godt med naturlige fedtstoffer. Gør du det, kan du regne med flere gode effekter på din sundhed. Helt konkret skal du undgå sukker, frugt, juice, mælk, brød, kartofler, pasta, ris og al mad med mel. Spis i stedet kød, fisk, fjerkræ, æg, feta, naturlige mejeriprodukter, smør, fløde og grønsager, som vokser over jorden dvs. ingen jordfrugter.

2. Hvilken effekt har det på sundheden?

De fleste, der begynder med LCHF, gør det for at gå ned i vægt. Og det gør de. Men rigtig mange fortsætter, fordi de opdager, at der også er mange andre sundhedsfordele, du slipper bl.a. også af med maveproblemer, fordøjelsesbesvær, halsbrand, allergi, højt blodsukker, galdestensbesvær, bumser, søvnproblemer m.m.

3. Hvem henvender LCHF sig til?

LCHF er god til diabetes-patienter og alle, der gerne vil tabe sig, men er træt af at være sultne, mens de gør det. Filosofien er nemlig, at du skal spise, til du er mæt. Er portionerne ikke store nok, skruer du op for størrelsen. Men ret hurtigt vil du opdage, at du ikke har brug for det − heller ikke mellemmåltider. Jeg troede ikke selv på det i begyndelsen, men spiser du en god morgenmad, kan du sagtens holde dig mæt indtil frokost uden mellemmåltider.

4. Smør, bøffer & flødesovs – hvordan kan det slanke?

LCHF fungerer på to planer: Dels spiser du mad, som gør, at du ikke behøver at spise så meget, fordi det indeholder mere fedt, som mætter mere. Du kan altså indtage færre kalorier uden at føle sult. Dels holder kosten styr på dine hormoner, så du får bedre mulighed for at forbrænde fedt.

SE OGSÅ: Få opskriften på LCHF pandekager

5. Hvorfor skal man undgå kulhydrater?

Kulhydrater er fællesbetegnelsen for sukker, stivelse og fibre. Al stivelse bliver omdannet til glykose i kroppen. Glykose har samme effekt som sukker og får blodsukkeret til at stige. Når du spiser kost, der indeholder færre kulhydrater og dermed mindre glykose, holder det blodsukkeret og insulinniveauet stabilt.

Det øger fedtforbrændingen, mæthedsfornemmelsen og mindsker samtidig appetitten. Årsagen er, at du giver mæthedsog fedtforbrændingshormonet leptin bedre vilkår. Leptin kommer naturligt fra fedtvævet, men spiser du en kost, der får blodsukkeret til at stige, udskiller kroppen insulin, og insulin bekæmper leptin. Og du får altså ikke de gode effekter af leptin.

6. Men har hjernen ikke brug for sukker for at arbejde?

Jo, men kroppen er sådan indrettet, at den selv kan fremstille det sukker, den har brug for, så du behøver ikke at spise det. Når der er mangel på glukose, som er kroppens brændstof, fremstiller kroppen det selv af proteiner og dele af triacylglycerolerne, som består af tre fedtsyrekæder. På almindeligt dansk kan man sige, at man forbrænder fedt.

7. Hvorfor skal man spise fedt, hvis man gerne vil tabe sig?

Kroppen skal have næring, og fedt påvirker ikke blodsukkeret på samme måde som kulhydrater. Samtidig giver det god mæthed, men sørg for at spise naturlige fedtstoffer som olivenolie, avokado, fede fisk og animalsk fedt (fedt fra kød), men undgå maskinelt fremstillet fedt.

8. Du anbefaler, at man laver et ugentligt madsidespring – hvorfor det?

LCHF er ikke en kur, som du holder op med igen, men en livsstilsændring. Det er en stor omvæltning, og der er mange, som kører sur i det i begyndelsen, og derfor er det bedre, at du tager en fridag indimellem, hvor du spiser lidt af det, du drømmer om. I starten havde jeg den regel, at lørdag efter klokken 15 var alt tilladt. Jeg fik ganske vist halsbrand og svulmede op og tog et kilo væske på, men dengang var det det hele værd for mig. Efter noget tid mistede jeg dog lysten.

9. Hvorfor skal man også undgå light & sødemidler?

Kroppen reagerer på den søde smag og tror, at der er sukker på vej. Derfor begynder den at udskille insulin, og så falder blodsukkeret, og så er det, man for alvor får trang til noget sødt. Og så spiser man, selv om man egentlig ikke behøver det.

10. Hvad er den typiske begynderfejl med LCHF?

Det er faktisk, at de ikke spiser sig helt mætte. Så går kroppen nemlig på spareprogram og begynder at holde på fedtet. I stedet taber du muskelmasse. Derfor er det vigtigt, at du spiser dig mæt − og så vidt muligt dropper de faste spisetider og i stedet spiser, når du er sulten. Er du ikke sulten klokken 18, så lad være med at spise.

SE OGSÅ: 3 skønner kager bagt ud fra LCHF-principperne

Se, hvad vi ellers skriver om: Slankekur, Kostplan og LCHF