Bliv slank med Mindfulness
SPONSORERET indhold

Bliv slank med mindfulness – 4 trin

Har du prøvet at spise en rosin med mindfulness? Det handler om små skridt, når man ønsker et sundere liv, lyder et af rådene fra eksperten i mindfulness.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Hanne Fuglbjerg
04. maj. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

Øv dig i at være til stede når du spiser og motionerer. Det lyder så nemt, men i praksis kan det være svært at holde fokus på det vi gør her og nu, og netop det er nøglen til at undgå en masse unødvendige kalorier.

Vær til stede i nuet
Ifølge mindfulness-manager Charlotte Dencker handler mindfulness om at leve med fuld tilstedeværelse i nuet.

"Mindfulness er at træne evnen til at leve med fuld opmærksomhed og håndtere hverdagens udfordringer, uden at de fører til stress. Når vi opøver bevidst nærvær, bliver vi mere åbne for nuets realiteter og de muligheder, vi i virkeligheden har. Når vi er opmærksomme på, hvordan vi handler, er der en større chance for, at det sker i overensstemmelse med vores behov," siger hun.

En af de øvelser som du kan prøve går ud på at spise en rosin med mindfulness. Udvælg dig en rosin. Tag den op og kig grundigt på den fra alle sider. Bemærk farven og strukturen. Duft til rosinen og tag den op til øret, så du kan høre, at den faktisk siger en lyd, hvis du nulrer den lidt og trykker på den. Mærk, hvordan munden får lyst til at smage på rosinen. Når du er færdig med at betragte den, så tag en lille bitte bid. Lad bidden blive i munden, mens du mærker, hvordan den føles og smager. Tyg langsomt og længe, før du synker. Spis resten af rosinen på samme måde, og vær opmærksom på, hvordan kroppen reagerer.

"Prøv at øve dig i at spise på denne måde så tit som muligt," anbefaler Charlotte.

Spis uden tv
Hun råder også til at slukke for flimmerkassen, når maden er serveret.

"Spis i rolige omgivelser og med stor opmærksomhed. Spisning er singletasking. Du skal ikke samtidig tjekke mails, se fjernsyn eller sende sms'er. Men du kan godt tale med en anden person og samtidig være opmærksom på den måde, du indtager maden på. Spis uden forbehold, uden at dømme og uden en forudindtaget holdning til maden. Nyd maden, som var det første gang, du smagte den. Når vi spiser langsomt og med fuld opmærksomhed, bliver vi hurtigere mætte, og vi vil have en tendens til at vælge mere lækre og sundere fødevarer," siger Charlotte, som fremhæver endnu et godt eksempel.

Motion er et andet godt eksempel på noget, der med fordel kan udføres med mindfulness, mener hun.

"Mindfull motion består af fysiske øvelser med fokus på bevægelsen og åndedrættet i et tempo, der skærper vores opmærksomhed. Ved at fokusere bevidstheden omkring kroppen, lærer vi at sanse vores fysiske formåen. Målet er at mærke og at reagere proaktivt på kroppens mange signaler. Fælles for de træningsformer, der bruges i mindfulness, er kombinationen af afspænding, bevægelse, koncentration og fokus på vejrtrækningen. Yoga og den kinesiske bevægelsesmetode, Qi Gong, er gode eksempler på, hvordan du kan træne med mindfulness."Fire trin til at håndtere det søde overforbrug

1. Accept
Få et ærligt overblik over dine nuværende vaner. Se i øjnene hvad du spiser uden at fordømme dine vaner eller dig selv. Sørg for, at det du spiser og drikker giver dig noget godt. Smag, nydelse, afslapning.

2. Små skridt
Tænk over, hvad du kan vælge at spise, som er bedre for din krop, og som du også har lyst til i de konkrete situationer, hvor trangen til at spise noget melder sig. Spis sunde mellemmåltider med groft brød, nødder og frugt. Frugt er med til at tage sukkertrangen og groft brød giver stabilt blodsukker. Suppler med at gøre noget, hvor du mærker kroppen. Gå en tur, lav afspænding, hør musik eller få massage.

3. Beslut dig
Beslut dig hver dag aktivt på ny for de små skridt, og lær af dine erfaringer. Det kræver ikke kæmpe viljestyrke, men det kommer heller ikke af sig selv. Regelmæssige påmindelser hjælper, ligesom det at være en del af et socialt fællesskab kan støtte dig.

4. Gevinst
Vær opmærksom på de små gevinster og fremskridt. Det er dem, der skal hjælpe dig med at holde motivationen. Gevinsten skal kunne mærkes, ses og måles.

Kilde: Charlotte Dencker