Interview med Bodil Jørgensen
SPONSORERET indhold

Bodil Jørgensen: „Det handler om at se livet som en gave”

Ensomhed er klart bedst, når den ikke varer evigt, siger skuespilleren Bodil Jørgensen. Her fortæller hun om, hvad der fylder hende med lykke, om det, hun kalder maggi-ternings-øjeblikke af levet liv – og andre store følelser i hendes liv.

Af:: Birgitte Bartholdy
25. dec. 2014 | Sundhed | Fit living

HVAD SIGER DU, HVIS VI SIGER LYKKE?
– Den er kortvarig, men fylder rigtig meget, når den dukker op. For nylig, da jeg fløj til Berlin til nogle filmoptagelse, så jeg undervejs solen gå ned, det var fuldstændig fantastisk, og det er endnu mere fantastisk at tænke på, at den står op igen næste dag.
– Mine børn gør mig også glad flere gange om dagen. Da det var mors dag, skulle jeg i sommerhus med Johannes på 17. I sidste øjeblik løb han ud af bilen og hentede noget. Jeg spurgte ikke hvad, for han værner om sit privatliv. Men næste morgen stod der en kæmpe buket røde roser på bordet til mig og noget chokolade, som jeg rigtig godt kan lide. Det var næsten for galt. Hver dag, når jeg siger godnat, siger han: „Jeg elsker dig, mor”. Det varmer langt ind i sjælen. Det kan også gøre mig meget glad, når mine børn er søde ved hinanden. I morges skulle Rigmor, min yngste, gøre sig klar til at overnatte hos en veninde. Hun spurgte om lov til at kramme Johannes, der sov. Det fik hun. Han vågnede naturligvis, og jeg kunne høre dem mumle en masse kærlige ord.

ENSOMHED?
– Jeg er så sjældent alene hjemme, at jeg er rundt på gulvet, når jeg er det. Hvad brugte man al den alenetid på, før man fik børn? Ensomhed er klart bedst, når den ikke varer evigt. Når jeg rejser, nyder jeg at have tid til at kigge på mennesker og læse. Tanken om for meget ensomhed skræmmer mig. Hvis man ikke har andre at spejle sig i, kunne man lige så godt ikke være her. Det er jo i spejlingen, man finder ud af, hvem man selv er. Jeg er typen, der elsker at snakke med andre – i en grad, så mine børn kan føle sig pinligt berørte. Jeg spørger ofte fremmede om deres ve og vel. „Nej, mor, kom nu,” siger mine børn så. Jeg har ikke så meget tid til at se venner i fritiden. Det er tre år siden, jeg fyldte 50 år, og jeg har stadig ikke fejret det. Men vi er gode til at invitere spontant. Så bliver alle kogt i vores store kar i sommerhuset, hvor vi også har en sauna.

DRIVKRAFT?
– Jeg er ikke, hvad jeg vil kalde ambitiøs. Min drivkraft er følelser og historier. Og så bliver jeg også engageret af, at folk virkelig gerne vil have mig med i et projekt. Jeg er særlig forelsket i det øjeblik, hvor det bliver mørkt på publikumsrækkerne, og lyset falder på scenen, og vi går i gang med at opbygge en illusion eller en ny virkelighed. I vinters spillede jeg med i „Den Grønne Elevator” i Glassalen i Tivoli. Folk grinede på de samme steder aften eller aften, nogen var endda ved at brække sig af grin. Det var helt utroligt – og meget motiverende. Naturligvis er det også vigtigt for mig at tjene penge. Min mand har haft nogle seriøse rygproblemer, og så er det mig, der skal holde gang i hjulene. Men mit arbejde fungerer ikke, uden at der er lyst og nærvær involveret. I filmen „Mennesker bliver jo spist”, som er instrueret af Erik Clausen og får premiere næste år, spiller jeg en dement automekanikers kone. Under sådan en indspilning dvæler man ved øjeblikket. F.eks. er det et, hvor mekanikerens kone opdager, at hendes mand er rigtig syg. Det er vigtigt, at jeg lægger alle kræfter i og trækker på mine erfaringer. Min mor var dement, så jeg ved, hvordan det føles. Jeg kan vældig godt lide disse maggi-ternings-øjeblikke (boullionterning red.) af levet liv, hvor man fortæller utrolig meget på få minutter og skal være et hundrede procent til stede. Og jeg ved, at jeg er god til dem. Jeg kan smide alt af mig og sige: Nu gør vi det her, lige nu, og sammen.

HUMOR?
– Da jeg blev færdig på skuespillerskolen, blev jeg hele tiden hyret til tragiske roller, hvor jeg skulle dø på scenen. Nu er jeg mere gledet over i det satiriske, takket være bl.a. mine roller hos Rytteriet. Humor har altid betydet meget for mig. Jeg er midterbarn og forsøgte ofte at løse problemerne ved at fyre en joke af. I dag laver jeg tit gas med børnene, især mine drenge, som er blevet så store. Indimellem kan jeg få dem til at grine, selv om de egentlig ikke vil give sig selv lov. Det er herligt.
– Humor kan rumme rigtig meget og rigtig mange, samtidig med at man kan spidde nogle få og grine af sig selv. Det er jeg selv ret god til. Især når jeg er distræt, ligesom min far var og skruer på de forkerte knapper derhjemme. Min distraktion er også årsagen til, at jeg får skylden, hver gang noget bliver væk for min mand. Så kan vi have en af disse absurde samtaler: „Hvor har du lagt mine sokker,” siger min mand. „Jeg har ikke lagt dem nogen steder, jeg går da ikke og gemmer dem, det kunne jeg ikke finde på,” svarer jeg. „Nej,” siger Morten så, „jeg forstår bare ikke, hvor de er.” Det griner jeg meget af. Jeg tror, han glæder sig til en dag at finde det sted, hvor han tror, jeg har gemt dem.

MISUNDELSE?
– Da jeg var barn, ville jeg gerne have haft en anden hårfarve og var misundelig på dem, der havde langt lyst hår. Men så fandt jeg ud af, at rødt hår var vildt hot. Sådan er det hele vejen, Jeg er så privilegeret, at jeg ikke har noget at være misundelig over. For tiden er jeg med i sommerrevyen „Tam Tam”, som fra slutningen af august kan ses i Aarhus, og hver aften fryder jeg mig over, hvor forskellige ting vi er gode til. Jeg synger sammen med sangerinderne Szhirley og Rikke Hvidbjerg, de er sindssygt dygtige. Min stemme er slet ikke på deres niveau, men heldigvis er det også mest dem, man kan høre.
– Den eneste måde, man kan gøre verden bedre, er ved at bekæmpe dårlige følelser som misundelse. I Biblen regnes den af gode grunde for en dødssynd. I stedet skulle vi lægge vægt på at værdsætte det, vi har. Med alderen er jeg selv blevet bedre til det. Jeg er landet, hvor jeg skal være, og det sted vil jeg udfylde, så godt jeg kan.

KÆRLIGHED?
– Kærligheden til min familie betyder alverden. Og så er Guds kærlighed blevet vigtigere og vigtigere for mig, måske fordi jeg har mistet flere af mine nærmeste. Det kristne budskab er for mig et kærlighedsbudskab, der handler om, at Kristus kom her og viste os, hvordan vi skal være ved hinanden. Og at han ofrede sig for os. Større kærlighed er der ikke. Det giver en samhørighed og får mig til at føle mig som en del af noget, der er større, end vi er. Jeg tvivler aldrig på min tro. Til gengæld kan jeg godt tvivle på den menneskelige adfærd en gang imellem og synes, vi har brug for Gud til at minde os om, hvad vi også er. Vi skal holde op med at kræve så meget og kan lære af blomsterne på marken, som tavst udtrykker glæde og ydmyghed over at være til.

TEMPERAMENT?
– Normalt er jeg nok ret stilfærdig, men jeg kan godt eksplodere. Der var engang, hvor min ældste søn legede med min bedste venindes søn. De var fire-fem år gamle og brugte al tiden på at rage til sig af legetøjet: „Det er mit, det er også mit”. I sådan en situation kan jeg trække det store kort på en måde, de aldrig glemmer: „Så sid da i hver jeres hjørne, mens I rådner op med op med jeres legetøj, og der ikke er andet end ensomhed og mørke!” Jeg kan også sige til mine børn, at de ikke må kaste skrald på gaden, for Gud ser alt. Min mand plejer at sige, at man nødig vil blive uvenner med mig for alvor. Chokket er nok større, fordi jeg ellers ikke er den, der skælder og smælder. Jeg orker ikke konflikter, hvis ikke de er allerhøjst nødvendige.

BODIL JØRGENSEN OM SUNDHED
„Jeg elsker at gå og kan vandre fra den ene ende af byen til den anden. Og i denne tid, hvor hele København bliver gravet op, foretrækker jeg også at cykle, når jeg skal hente min datter eller på arbejde. Fitnesscentre bliver aldrig mig. Jeg synes, vi lever i et nypuritansk samfund, hvor vi går alt for meget op i vores kroppe. At være sund er godt. Jeg sætter pris på at opdage, at ingefær smager godt og samtidig er sundt, og jeg er glad for at få at vide, hvor farligt rygning og for meget sukker er. Men jeg vil altså have lov til at drikke mine to glas rødvin hver aften, det sætter mine åndelige kræfter fri.”
„Indimellem glemmer vi, at nydelse er vigtig. Min morfar var bondemand og holdt sjældent fri. Når han endelig satte sig ud i haven under et træ med en cerut, var det en vigtig pause, som han havde fortjent at nyde med god samvittighed. Det handler jo ikke kun om at leve længe, men også om at se livet som en gave.”

SE OGSÅ: Sarah-Sofie Boussnina: "Motion er mit frirum"

SE OGSÅ: Hvad er smukkest: Indre ro, masser af muskler og store bryster?