Gonoré
SPONSORERET indhold

Gynækologen svarer på 9 spørgsmål om gonoré

Smitter gonoré gennem kys eller fra toiletbrættet? Og kan man ende med at blive steril? Gynækolog Christine Felding giver dig svaret på de mest almindelige spørgsmål om kønssygdommen.

Af:: Mette Kyvsgaard Foto: Getty
07. sep. 2017 | Sundhed | Fit living

Kønssygdommen gonoré er i kraftig stigning i Danmark, og ligger lige i hælene på klamydia, som hele 10% af alle unge mellem 15 og 25 år er smittet af.

For 10 år siden var der ca. 500 nye tilfælde om året og tallet er nu oppe på mere end 3000 årligt. Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2016 rapporteret 3.478 tilfælde af gonoré i Danmark, hvilket er hele 25 % flere end i 2015.

Vi har fået gynækolog Christine Felding til at besvare de mest almindelige spørgsmål om den udbredte kønssygdom:

1. Er det kun mænd, der kan blive smittet med gonoré?

- Både mænd og kvinder kan blive smittet, men i to-tredjedel af tilfældene er det mænd, der er smittet med gonoré.

2. Man kan få gonore fra toiletbrættet?

- Næppe. Det er noget nær umuligt, men sætter du dig på toiletbrættet lige efter en person, der er smittet med gonoré, har siddet der, og vedkommende har smurt væsker fra det smittede område ud på brættet, kan det i princippet godt lade sig gøre. Bakterierne lever dog meget dårligt uden for kroppens miljø, og derfor er det noget nær umuligt at blive smittet fra toiletbrættet.

LÆS OGSÅ: 12 spørgsmål om klamydia, du gerne vil have svar på

3. Kan gonoré smitte gennem kys?

- Nej, man kan kun få gonoré ved samleje og oralsex med en smittet person, og årsagen til gonoré skyldes en infektion med bakterien Neisseria gonorrhoeae, også kaldet gonokokker. Mænd og kvinder kan altså kun have gonoré ved kønsorganerne, endetarmen og munden, hvor bakterien vil sidde i urinrøret, på livmoderhalsen, i endetarmen, i munden eller i svælget omkring mandlerne.

4. Kan man blive steril af gonoré?

- Ja, ligesom klamydia kan sygdommen spredes op gennem æggelederne og ødelægge dem, så de lukker til. Og hvis æggelederne er lukkede, kan man ikke blive gravid. I hvert fald ikke på vanlig vis.

- De mænd, der ikke får umiddelbare symptomer og derfor ikke søger læge, risikerer at infektionen spreder sig til bitestiklerne, så den ene halvdel af pungen hæver op og bliver øm, hvilket kan føre til nedsat fertilitet. Så jo længere tid man er smittet, jo større er risikoen for at man bliver steril.

5. Mærker kvinder sjældent symptomer?

- Kun cirka en-tredjedel af de kvinder, der er smittet oplever symptomer i form af øget udflåd og svie ved vandladning. Det betyder, at mange ikke søger læge og derved risikerer at få underlivsbetændelse, da sygdommen spredes opad, hvis ikke den behandles. I nogle tilfælde kan moderen, hvis hun ved fødslen har gonoré, overføre sygdommen til det nyfødte barn, der bliver født med øjenbetændelse. Barnet behandles herefter med øjendråber og påvirkes ikke yderligere af smitten.

6. Og hvad med mænd?

- De mest almindelige symptomer hos mænd er udflåd fra urinrøret og svie ved vandladning, hvilket kan være en smertefuld omgang, der kan føles som at tisse glasskår. Der kan gå 3-7 dage fra man er smittet, til man oplever symptomer, men som sagt er det langt fra alle, der får symptomer. 

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål du ikke tør stille din gynækolog. Nu har vi gjort det for dig

7. Hvordan bliver man testet for gonoré?

- Lægen poder med en vatpind fra svælget, endetarmen, urinrøret og fra livmoderhalsen hos kvinder. Typisk vil vi i samme ombæring også teste fra andre seksuelle overførte sygdomme som syfilis, klamydia, hepatitis og HIV.

8. Kan man forebygge gonoré?

- Der findes ikke nogen vaccine mod gonoré, og sygdommen efterlader ikke immunitet. Den eneste måde at beskytte sig mod gonoré og andre seksuelt overførte sygdomme, er ved at bruge kondom. 

9. Hvordan behandles gonore?

- Behandlingen sker med en indsprøjtning antibiotikum, Ceftriaxon 500 mg, der suppleres med to tabletter, Azithromycin, der også er et antibiotikum. Behandlingen virker i løbet af få dage, og er du i fast forhold må du ikke have sex, før din partner også er i behandling.

- Alle lægen har desuden anmeldelsespligt til Statens Serum Institut for at følge sygdomsudbruddet og vurdere effekten af forebyggelse og oplysning. Desuden anbefaler jeg kraftigt mine patienter, at de fortæller den eller de personer de har haft sex med, at de er smittet med gonoré, så den ikke spredes yderligere.

Pas på derude!

Anbefalet til dig