-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
-
10 kendte ærkeengle – søg hjælp til kærlighed, angst, sorg og helbredelse
-
Bemærker du et dyr igen og igen, er det måske et tegn: ”De vil fortælle dig noget”
-
Her er de syv indre energier, der former vores valg – hvilken er du?
Anni troede, det bare var muskelsmerter - diagnosen sendte hende på en lang rejse
Det er 30 år siden, Anni fik en mikrovaskulær hjertesygdom, som især rammer kvinder.
Anni elskede sit job som demonstratrice. Hun kørte fra supermarked til supermarked, fremviste produkter og delte smagsprøver ud.
Så da hun begyndte at få smerter i sine arme, tænkte hun heller ikke yderligere over det.
– Jeg tænkte, at jeg jo brugte mine arme en del, så det var nok bare muskelsmerter. Det gik jeg egentlig med i et års tid, indtil jeg også fik ondt i brystet og op i kæben. Så gik jeg til lægen. Han blev noget forskrækket og indlagde mig på sygehuset med det samme.
Lægerne kunne ikke rigtig se noget på undersøgelserne. De vidste ikke, hvad de skulle stille op med Anni og fortalte hende, at hendes smerter nok bare var psykiske. Men efter 10 dages indlæggelse kom overlægen på afdelingen ind til Anni.
– Han sagde: "Jeg tror, du har det, man kalder syndrom X". Det kaldte man hjertekramper dengang, som man ikke helt vidste, hvad var. Det viste sig, at overlægens kone havde samme symptomer, og det var derfor, han vidste det. Jeg tænker, at hvis jeg ikke var rendt ind i ham, så havde jeg måtte slås meget længere for at få en diagnose.
Diagnosen sendte Anni ud på en lang rejse gennem en masse forskellige slags medicin, der ikke viste sig særligt effektive. Få år efter blev hun førtidspensioneret, fordi hun ikke kunne abstrahere fra smerterne eller passe et normalt arbejdsskema med sine mange lægebesøg. Hun følte sig alene og forstod ikke, hvad der skete i hendes krop.
– Så så jeg en lille notits i Hjerteforeningens nyhedsbrev om en kvinde, der søgte andre, der havde syndrom X. Jeg kontaktede hende så, og sammen lavede vi en selvhjælpsgruppe, som faktisk stadig kører i dag.
Gruppen udvidede sig, og de 10-15 kvinder har siden da mødtes hver anden måned for at udveksle erfaringer og støtte hinanden – for de kunne ikke finde den nogen andre steder.
– Det var jo ganske forfærdeligt at stå med denne her diagnose og ikke kunne finde noget information nogen steder. Det sætter sig også psykisk, når man får at vide, at man har en hjertesygdom. Jeg var bange. Når jeg ikke havde smerter, tænkte jeg på, hvornår de kom igen. Hvis ikke det havde været for de dejlige hjertepiger, jeg har mødt i selvhjælpsgruppen, så ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort. Jeg bliver lidt rørt, for de betyder enormt meget for mig.
Da Anni havde været diagnosticeret i seks år, hørte hun om en læge i Århus, som hun blev henvist til. Han udskrev tabletter, som stadig gør det muligt at leve et “nogenlunde normalt liv” med de smerter og begrænsninger, som hjertesygdommen giver hende. Skal hun i supermarkedet 400 meter nede ad gaden, må hun køre, for hun kan ikke klare for meget fysisk aktivitet. De seneste år har hun også fået 8 blodpropper som resultat af sygdommen, men rådet fra lægerne lyder blot på at tage sine piller, have en sund livsstil og søge hjælp, hvis hun oplever ualmindelige symptomer.
– Jeg har kæmpet for at få mere fokus på denne her sygdom i over 30 år. Jeg har været formand for vores gruppe i 20 år, men jeg har ikke helbredet til at styre det hele mere. Men jeg kan ikke lade være med at ringe til dem, der rækker ud til mig – for jeg har også stået et sted og været lige så forvirret som dem.