Engang husede den klassiske bygning tæt på Aalborgs banegård et plejehjem. 

Nu er kommunen i stedet flyttet ind, og hver onsdag, når klokken slår 16, samles to mænd og en håndfuld kvinder bag de tunge døre – og finder strikketøj, hæklenål og broderikit frem, mens musikken stille strømmer ud fra en skærm på væggen. 

LÆS OGSÅ

Bilulykken ændrede Anne Sofies liv: "Selvom jeg var uheldig, var jeg også heldig den dag"

Livet blev på et splitsekund vendt på hovedet for Anne Sofie, da hun en dag i 2014 kom ud for en voldsom bilulykke. Efterfølgende har hun ikke haft én dag uden smerter. Men ulykken lærte hende også noget vigtigt: At finde de små guldkorn i tilværelsen og dyrke dem.

De kæmper alle med sociale problemer eller sygdom, men her i syslegruppen får de for et par timer noget andet at tænke på.

En af deltagerne er Amanda Louise Steen, som også fungerer som frivillig koordinator. Hun er lige nu sygemeldt fra sit studie i kemiteknologi på Aalborg Universitet, fordi hun har fået konstateret fibromyalgi.

"Jeg har svært ved at gå og døjer med smerter i ryggen og benene, men mine hænder fejler for det meste ikke noget, så jeg kan godt lave håndarbejde," siger hun.

"Men jeg er afhængig af en kørestol, og jeg står altid over for dilemmaet: Skal jeg passe på min krop eller psyke? Jeg har fysisk svært ved at komme ud, men kommer jeg ikke ud, bliver jeg deprimeret."

Måtte ikke gå ud

Når det lykkes at komme af sted, er syslegruppen et kærkomment afbræk i Amandas hverdag. Hun har måttet opgive andre fritidsinteresser på grund af sygdommen, men hun har samtidig savnet et netværk, siden hun flyttede fra Fyn til Aalborg for at studere.

"Det betyder rigtigt meget for mig at komme i en gruppe, hvor vi ikke er så mange og kan lære hinanden at kende, for jeg har altid været udenfor og ensom," fortæller Amanda, som, siden hun var barn, har drømt om at hækle og brodere.

"Jeg havde en svær barndom, fordi min mor var psykisk syg og bange for kommunen og læger, så jeg måtte ikke gå ud af huset og kunne derfor ikke komme et sted og lære det. Det var også svært at komme i skole og få mad og rent tøj," fortsætter hun.

"Min bror og jeg burde have været tvangsfjernet, og for mig resulterede min opvækst i depression, selvmordstanker og PTSD."

Hendes sygdom, fibromyalgi kommer også ofte som følge af trauma og stress, forklarer hun.

Farmors stolthed

For tre år siden besluttede Amanda, at det var tid til at kaste sig over håndarbejdet. Siden har hun både lært at hækle og brodere, og planen er, at hun en dag skal undervise nogle af de andre i gruppen i hækling.

"Til gengæld kan jeg ikke strikke, men jeg vil gerne lære at strikke strømper, for det vil gøre min farmor enormt glad," fortæller hun videre.

"Det har altid været hendes mål, men sidst jeg prøvede, gik det rigtig galt. I stedet har jeg lært min farmor at hækle. Hun har ellers tidligere undervist i det, men i dag er det svært for hende, så der har jeg kunnet hjælpe."

I det daglige drives syslegruppen af tre frivillige koordinatorer og deltagerne selv, men den første kontakt med nye medlemmer varetages af kommunen. Alle, uanset alder og køn, er velkomne, men det maksimale antal deltagere er otte, så fællesskabet forbliver trygt og overskueligt.

LÆS OGSÅ

Hvil dig til en hverdag uden stress

Vores travle hverdag udfordrer vores hvilepuls, så den alt for ofte er oppe i det røde felt. Det kan du komme i forkøbet, hvis du sørger for at holde daglige mikropauser gennem hele dagen. Pauser, som ikke kun skaber balance i kroppen, men også gør dig mere kreativ og hjælper dig til at være i nuet.

Det er dog sjældent, at alle otte møder op. Men en af dem, der kommer hver uge, er Rebekka. Hun er sygemeldt fra sit socialrådgiverstudie med en depression, men er i langsom bedring og overvejer, hvad hun vil i fremtiden, og ideerne vendes med de andre omkring bordet.

"Som barn gik jeg i en lille privatskole med fokus på kreative fag, men jeg satte det kreative på standby, fordi jeg har haft depression i mange år," fortæller hun.

"Det at vende tilbage hjælper rigtig meget."

Siden slutningen af sidste år er Rebekka kommet fast i syslegruppen og har lært at hækle, og inden længe er hun færdig med sit første projekt, et kraftigt stribet tæppe.

Angst derhjemme

"Det har betydet meget at have noget fast at komme ud til og at være sammen med andre med samme interesser. Når man laver kreative projekter, sidder man ofte alene, men hvis man mødes med andre om håndarbejde, får man også et fællesskab ud af det," påpeger hun.

Det samme tiltaler Maria-Louise, som sidder på den anden side af bordet med en kurv med garn foran sig. Det er første gang, hun er mødt op, men hun er vant til at strikke derhjemme, fordi det beroliger hende, når hun har det dårligt.

"Jeg har angst og er meget bundet til mit hjem. Det er ikke så tit, jeg har kræfter eller mulighed for at komme ud og se andre mennesker," siger hun.

"Så jeg tænkte, at hvis jeg er lidt modig og prøver at møde op, så må vi se, hvad der sker. Men det er jo nogle dejlige mennesker."

Popcornmasker og tavshed

Det kræver ikke kendskab til håndarbejde at deltage i syslegruppen, og der er ingen forventninger. Deltagerne vælger selv, hvad de vil dele, og om de ønsker at bidrage til samtalen omkring bordet.

"Man kan også undgå øjenkontakt, hvis man ønsker det," siger Julie Guldbech, som også er frivillig koordinator.

"Det er for eksempel ikke alle autister, der er så gode til øjenkontakt, så det er helt okay, hvis man sidder og kigger ned i bordet. Man behøver heller ikke fortælle, hvad man døjer med."

Julie selv blev for fem år siden uddannet sociolog, men hun har haft svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet, og derfor er hun blevet frivillig.

Det har hun ikke fortrudt.

"Nogle af os frivillige har også vores at døje med. Jeg har selv ADHD, og jeg skal helst have en masse indtryk for at falde til ro," forklarer hun.

"Førhen scrollede jeg altid på Instagram, når jeg så fjernsyn, men jeg har opdaget, at hvis jeg sidder med noget håndarbejde, er jeg også beskæftiget og falder til ro."

Julie fortæller, mens hun hjælper dagens eneste mandlige medlem med at lave popcornmasker på den grydelap, han er ved at hækle. Han foretrækker at sidde tavs og koncentrere sig om opskriften på sin ipad, mens snakken går omkring ham.

Ellers plejer også Lars at komme, men i dag er han blevet hjemme.

"Vi snakker meget om, hvad vi strikker, hækler eller broderer. Det er en god måde at starte en kontakt på, hvis der er nye i gruppen, og så kan det vokse derfra," forklarer Amanda, mens hun syr de første sting på et broderi med en kaktus.

LÆS OGSÅ

En sklerose-diagnose satte Camilla Høy Olriks liv i perspektiv

Ude i den frodige have og i bilen på vej hjem fra job tager Camilla Høy Olrik små, tiltrængte breaks med mindfulness og bevidst vejrtrækning. Og sammen med styrketræning gavner det hendes krop og holder hendes autoimmune sygdom i skak.

Den skal op at hænge med de to andre kaktusser, hun har broderet, mens hun er kommet i syslegruppen.

Et bånd i det sårbare

"Men vi deler også det, vi kæmper med, for eksempel i forhold til kommunen eller jobcentret. At dele sårbare emner skaber et bånd. Jeg føler, jeg har en særlig fortrolighed med gruppen, som jeg ikke har med andre venner," understreger hun, mens hun nynner til en stille popsang.

Korsang en anden aktivitet, hun dyrker, og hun er den, der sørger for musikken til syslegruppen.

"Der er jeg også frivillig, og derfor var springet til at blive frivillig her ikke så stort. Jeg kom alligevel i gruppen; nu skal jeg bare åbne døren og snakke med de nye," siger hun.

"Jeg kunne også godt tænke mig at skifte uddannelse for at kunne arbejde med noget lignende i fremtiden. Noget med mennesker, som har haft det svært som mig selv."