Kathrine lå i koma i 548 dage

I 2002 var Kathrine en ganske almindelig 15-årig pige, der boede sammen med sine forældre og to yngre søstre i Aarhus. Hun elskede ballet og dansede selv på så højt et niveau, at hun havde optrådt på Det Kongelige Teater.

Hun kunne godt lide at nusse med sin kanin og brugte timer på at tegne, mens hun drømte om at blive tøjdesigner. Det eneste, der ikke var almindeligt, var, at hun ofte fik hovedpine, var træt og glemsom og kastede op uden grund.

Kort efter at Kathrine var begyndt i 9. klasse, viste det sig, at hun havde en godartet svulst i hjernen og skulle opereres.

"Jeg kan huske, at jeg ankom til afdelingen med mine forældre og var lidt bange for operationen", fortæller Kathrine Langkjer, der i dag er 32 år.

Hun sagde farvel til forældrene og blev kørt til operation. Ingen af dem vidste, at der skulle gå halvandet år, før Kathrine slog øjnene op igen.

Bevidstløs søvn

Under Kathrines hjerneoperationen opstod der en voldsom blødning, og hun mistede alt for meget blod. Hun var tæt på at dø, og kroppen gik i koma – en dyb bevidstløshed, som lægerne ikke kunne vække hende af.

"De lavede en masse øvelser og undersøgelser for at vække mig, men ud over at jeg trak vejret, skete der ikke rigtig noget", fortæller Kathrine.

"Jeg sov tornerosesøvn og husker intet."

Lægerne vurderede, at hvis Kathrine vågnede af komaen, så ville hun formentlig være hjerneskadet og dybt afhængig af andre. Men Kathrine vågnede rent faktisk op. Kalenderen viste 2004. Der var gået halvandet år, og hun var i mellemtiden blevet 16 et halvt år.

"Jeg husker, at jeg hørte stemmer, men det står meget uklart for mig", siger hun.

"Det var så uvirkeligt og skræmmende at vågne op, og jeg følte, at jeg befandt mig i en mareridtstilstand."

Ingen ord

Hun bruger ordet mareridt mange gange, mens hun fortæller om den svære tid efter opvågningen. Om ikke at kunne tale eller spise. Om at gå fra sportstrænet balletpige til at sidde i kørestol ude af stand til at bevæge ben og arme. Om at se dobbelt, være svimmel og have kvalme og hallucinationer.

Kathrine kunne genkende sin familie, men hun kunne i begyndelsen kun kommunikere med dem via en staveplade.

"Der var så mange ting, der var anderledes", husker hun om, hvordan det var at misse halvandet år af sit eget liv.

"Min kanin og min bedstefar var døde. Ting var blevet flyttet i vores hus, træer i haven var blevet fældet. Ikke mindst var mine søstre pludselig blevet ældre, det var meget mærkeligt", fortsætter Kathrine, hvis to søstre er henholdsvis fire og ni år yngre.

Venskaberne forsvandt

Vennerne kom med gaver og var begejstrede over, at Kathrine var vågnet, men alligevel gled venskaberne ud. De var alle færdige med folkeskolen, gik i gymnasiet og brugte tiden på fester og kærester, mens Kathrine blev placeret på en institution for unge med svære hjerneskader og forsøgte at genvinde de færdigheder, andre tog for givet.

"Alle var så glade for, at jeg var vågnet, men jeg havde mistet så meget, og selv befandt jeg mig i en tilstand af chok blandet med depression", forklarer Kathrine.

"Jeg gik glip af det liv med gymnasiet, fester og kærester, som mine venner levede, og det gjorde frygteligt ondt."

Hun genvandt talens brug og kæmpede sig med mange blå mærker og sår til følge fra kørestol til rollator. Efter endnu mere hård træning og mange fald kunne hun tage sine første skridt, og efter fire måneder på institutionen fik hun lov at komme hjem til sine forældre.

"Det var dejligt at komme hjem til alt det velkendte som lyden af mine forældre, der så fjernsyn om aftenen. Det gav tryghed", husker Kathrine.

Ballet i kroppen

I dag sidder Kathrine i sin egen lejlighed i hjertet af Aarhus. En kondicykel og træningsredskaber optager gulvpladsen, for hun bruger lang tid på at træne.

"En læge har sagt, at træning er mit arbejde", siger hun og tilføjer, mens hun laver en graciøs bevægelse med armen:

"Da jeg dansede ballet, trænede jeg også rigtig meget."

Kathrine har stadig balletten siddende i kroppen, selv om balancen og finmotorikken driller, og hun både har oplevet, at kniven er smuttet, når hun laver mad, og at hun er faldet og har slået sig.

Trods besværet med helt elementære færdigheder fik hun genoptaget sin skolegang, færdiggjorde folkeskolen og tog også en HF-eksamen. I dag er hun førtidspensionist, og ud over træningen bruger hun tid på at skrive og har også holdt et par foredrag om sit liv.

"Jeg har efterhånden samlet så meget viden om min egen hjerneskade, og den vil jeg gerne bruge til at hjælpe andre i samme situation. Jeg har været så mange ting igennem, men jeg er kommet videre", siger hun.

Koma igen

Sidste år stoppede det dræn, Kathrine har fået indopereret i hjernen, til, og hendes tilstand blev forværret. Et tilstoppet dræn kan i værste tilfælde sende hende i koma igen, og hun blev genindlagt på Hammel Neurocenter, som behandler patienter med hjerneskader.

I dag er hun tilbage i lejligheden, men kommunen synes, at Kathrine bør bo i et bofællesskab eller en beskyttet bolig, så hun ikke kommer galt af sted. Det vil hun ikke, og hun har fået sin vilje.

"Man kan ikke leve hele sit liv og hver dag tænke, at i dag dør jeg måske", siger Kathrine.

"Tingene går langsomt, men jeg klarer mig og styrer selv min dagligdag. Min farfar var modstandsmand under 2. Verdenskrig og sprængte jernbaner i luften. Jeg tror, jeg har fået min styrke og vilje fra ham", smiler hun og fortæller, at hun også er i gang med at indhente de spildte teenageår.

Det er blevet til både netdating og forhold, men lige nu er hun single.

"Jeg vil bare så gerne lave et normalt liv og have en kæreste, ligesom alle andre", siger hun.