Dødtræt af fitness: Jeg skiftede det mekaniske løbebånd ud med noget HELT andet

En mand i orange hørbukser og opknappet skjorte giver mig et lidt for langt knus, da jeg træder ind ad døren. Omg.

Jeg befinder mig i et lille lokale med tung røgelse i luften. Vi skal danse barfodet i tre timer til noget, der kaldes ekstatisk dans.

Alt i mig skriger: Vend om! Du kan stadig nå det!

Men jeg kan ikke vende om. Jeg er her på en mission. Jeg er her, fordi jeg er røvtræt af fitness. Det har egentlig ikke altid været sådan. Fitness World og jeg har mange gode endorfin-minder sammen. Men jeg kan vitterlig ikke slæbe min ass derop længere. Det virker for mekanisk. Jeg er ikke en maskine. Jeg vil leve lidt - ikke kun overleve på et løbebånd.

Jeg har prøvet yoga. Men det er ligesom heller ikke rigtig mig. Pigerne dér er smidige og med smart yogatøj på. Min fedtede hestehale og t-shirten fra en cykeltur i 2015 føler sig malplaceret.

Men hvad så? Hvad gør man, når man ikke passer ind i hverken Fitness World eller yogaens verden? Man prøver noget nyt og tager til tre timers barfodet ekstatisk dans. Åbenbart.

Dans din vrede ud

Ekstatisk dans har ikke helt slået igennem i Danmark endnu, men flere og flere små grupper begynder at udøve det. De samles og bevæger deres kroppe frit og intuitivt til musik i tre timer for at opnå ekstase, en slags lykkerus og tilstedeværelse i nuet.

Jeg kender godt den ekstase. Men kun den type der rammer ud på de sene timer på dansegulvet med for meget G&T i blodet. Dén, som sender dit smil helt op i panden og gør, at du for første gang i måske flere uger kan glemme alt andet og bare være tilstede. Dén følelse vil jeg have mere af! Jeg gider bare ikke drikke mig fuld for det. SÅ mit spørgsmål er nu: Er ekstatisk dans min ”nye ting”? Kan jeg sige endeligt farvel til Fitness World og hej til mere livsglæde, ekstase og samtidig opnå en mean workout?  

”Hvis du mærker vrede, så dans den ud. Lyt til din krop. Dans hvad den vil.” siger aftenens dj-inde, inden vi går i gang. ”Det kan være nemmest at opnå fuldstændig tilstedeværelse med dig selv, hvis du lukker øjnene”, siger en anden.

Luk øjnene. Tjek. Dans vreden ud. Tjek. I got this.

Er du medlem af Fitness World? Så få et eksklusivt tilbud på FIT living eller ALT for damerne.

En anti-zen-psyko

Jeg befinder mig midt mellem en fyr i leopardtights i neonfarver og manden i den orange hørbuks, som nu også har smidt skjorten. Jeg befinder mig altså alt i alt lidt ubekvemt.

En bas og tromme banker højtalerne i gang og overtages af…  Digeridoomusik? Oh well. Livet lever jo ikke sig selv. Dans nu bare.

Folk begynder at svaje. Jeg begynder også at svaje så. Det kan være svært lige at lytte til sin krop fra start af, siger jeg til mig selv. En kvinde begynder at bevæge sig voldsomt. Hun mærker lynhurtigt sig selv, det er helt tydeligt. Måske er det fordi, hun er ældre end mig? Måske når jeg selv dertil en dag? Er det mon fredfyldt at være hende? En ca. 55-årig mand har lagt sig midt på gulvet. Mon man mærker sig selv bedre på gulvet? Spørgsmålene er mange. Svarene er få.

Den første time foregår i en manisk og konstant skiften mellem at være tilstede med mig selv og glemme omverden i ca. 1 sekund, for så at blive hyperopmærksom på, om jeg mon gør det rigtigt, for så at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke bare kan slappe af og stoppe med at være sådan en anti-zen-psyko.

Det er en hård hjerneaktivitet at befinde sig i. Men jeg er nogenlunde vant til det fra hverdagen.

Musikken bevæger sig hele tiden i bølger; intensiteten stiger mod ekstasen, hvor folk går amok, for så at gå tilbage mod den stille, indadvendte meditation. Folk ruller rundt på gulvet og skaber en form for forhindringsbane. Røgelsen bliver kvalmende. Jeg er lige ved at give op. Min hjerne kører på højtryk, og mine bevægelser er stive og mest optaget af at gøre som de andre. Passe ind.

Jeg svajer helt stille ude i det ene hjørne af rummet, da jeg får øje på bygningen overfor. Der ligger sgu en Fitness World i stueetagen. Jeg kan kigge direkte ned på en fyr, der gør noget med reb, som vistnok er populært til det der CrossFit.

Jeg ved ikke, hvilket rum der er mest gakket; dét jeg befinder mig i, eller det lysstofsrøroplyste rum fyldt med maskine-maskiner og menneske-maskiner. Mennesker er mærkelige. Fanget mellem to verdener tager jeg et valg: Jeg beslutter mig for at gå all in. Intet kan rigtig mærkes, hvis man har en ironisk distance og ikke giver slip.

G&T-style på en mandag

Mine øjne spotter de neonfarvede leopardtights og de orange hørbukser som har indtaget midten af rummet. Dér vil jeg være! Pludselig finder jeg mig selv i midten af en cirkel, i en form for crazy hoppedans, med et kæmpe smil på læben og sveden dryppende ned på cykel-t-shirten. Jeg giver slip. Det føles fantastisk. G&T-style bare på en mandag og uden tømmermænd i morgen.

Bagefter var jeg træt, let, og mega sulten. Min hjerne havde stået helt stille i nogle timer. Jeg havde givet mig selv lov til at give slip. Til at være 100 % krop og 100 % tilstede i nuet.

Nogle gange skal man bare lade som om, man tør indtage scenen, smide hæmningerne, og så følger resten automatisk med af sig selv.

Måske det faktisk var den største lektion for mig. At slippe kontrollen. Slå hjernen fra. Ikke hele tiden tælle squats, eller kigge på uret fordi man skal træne så-og-så-lang-tid, eller forbrænde så-og-så-mange-kalorier, før det er en rigtig træning. Åh tyranniet altså! 

Fra nu af vil jeg øve mig på, at jeg skal have et stort smil på læben og en dejlig følelse i kroppen, imens jeg bruger min krop. Jeg er træt af at nøjes med ”ej, men det føles jo virkelig dejligt bagefter, jeg har været afsted”. Min træning skal ikke længere være endnu en to-do på min liste. Min træning skal være mig-tid. Det skal give mig mere end bare et endorfinskud. Det skal give mig glæde. Ellers er livet bare én lang og drænende to-do.

Har jeg så fundet svaret i ekstatisk dans? Nej, det tror jeg ikke nødvendigvis. Men det var et eventyr, og det kan være nok i sig selv.

Min søgen fortsætter.