De 19 bedste tips til at lave en opsparing
SPONSORERET indhold

De 19 bedste tips til at lave en opsparing

Det kan virke uoverskueligt og kedeligt at lave en opsparing, men den kan blive adgangsbilletten til at realisere dine (materielle) drømme eller give dig mere frihed. Vi har samlet vores 19 bedste tips til at spare op, så din opsparing kan vokse sig stor.

Af: Emilie Luna Rasmussen Foto: Getty
19. jan. 2021 | Livsstil | ALT.dk

Hvad end du skal spare op til din drømmebolig eller en rejse til Maldiverne, så giver vi dig her vores 19 bedste tips til at lave en stor opsparing. Med en god opsparing kan du nemlig også få råd til en lækker sofa til din nye lejlighed, eller den kan give dig adgang til flyet mod hvide sandstrande og varmere himmelstrøg.

1. Ryd op og sælg ud

En nem måde at tjene nogle ekstra penge på er ved at sælge ud af de ting og det tøj, som du ikke længere bruger. Som en ekstra bonus får du også ryddet op i hjemmet, og det giver ro i hovedet. Facebook Market er stedet, hvor du kan sælge sand i Sahara, så længe det er billigt nok, men også på DBA kan du sælge alt mellem himmel og jord. Når du skal finde en ny ejermand til de jeans, du ikke længere kan lukke eller den trøje, du ikke har haft på i flere år, kan du, især hvis det er et mærke, sælge det via Trendsales, der er nemt og sikkert.

Bonus: Skriv beløbet ned hver gang du tjener noget, og sæt et mål for, hvor meget du skal sælge for om måneden – det er så motiverende, når pengene begynder at tikke ind på kontoen.  

2. Køb brugt

Hvis du skal købe en ny sofa eller har en Stine Goya-kjole på ønskelisten, så undersøg først, om du kan finde det brugt på nogle af de ovenstående salgssider. Der kan være rigtig mange penge at spare, og er du heldig, er det måske en andens fejlkøb, så varen fremstår som ny.

3. Købestop

Man siger, at det tager 21 dage at bryde en vane, så hvis du er afhængig af at bruge penge, så bryd din dårlige vane ved ikke at købe noget unødvendigt de næste tre uger. Du kan også lave en 48-timersregel for dig selv, der går ud på at tage en tænkepause på 48 timer, inden du køber det, du lige er faldet over. Hvis du stadig tænker på det efter de 48 timer, så må du køre dankortet igennem. Det kan spare dig for rigtig mange fejlkøb.

4. Drop take away og spis hjemme

Det er fristende at ringe efter Wolt efter en lang arbejdsdag, eller når der skal hygges i weekenden, men take away er en kæmpe pengesluger. Med lidt planlægning kan du sagtens lave en ret med fire portioner til samme pris som nr. 7 på menukortet, så vælg take away ved planlagte anledninger – og nyd den ekstra meget dér!

5. Anskaf en to go-kop

Hvis du bor i en af landets storbyer, så ved du, at en latté to go let koster 50 kr. + en femmer oveni for havremælk. Hvis du køber én af dem om ugen i et år, så er det mere end 2.500 kr. om året på kaffe i et papkrus?!

Køb i stedet en genanvendelig to go-kop, så du kan lave din kaffe hjemmefra og tage den med på farten eller på søndagsgåturen med din veninde – så sparer du også miljøet for en masse plastiklåg.

6. Tjek tilbudsaviserne og planlæg dine indkøb

Hent eTilbudsavisen som app og kig de forskellige tilbudsaviser igennem, inden du skal ud at handle. Lav en indkøbsliste og hold dig til den, så der ikke ryger alt muligt ekstra ned i kurven.  

7. Spar abonnementet til fitnesscenteret

De fleste fitnessabonnementer er ret dyre og helt ærligt: hvor ofte får du slæbt dig selv afsted? Medmindre du bruger fitnesscenteret dagligt eller flere gange om ugen, så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse, du nemt kan erstatte med løbeture i naturen og træning på stuegulvet. Der findes et hav af gratis træningsvideoer på YouTube, hvad end du trænger til at strække kroppen ud med yoga eller styrke musklerne med en omgang hård syretræning. Investér i en god yogamåtte, der koster ca. det sammen som én måneds abonnement i et et fitnesscenter.

8. Få din opsparing til at vokse ved at investere den i aktier.

Det danske aktiemarked stiger i gennemsnit 7-10 % om året, og det amerikanske lidt mere. Hvis dine hårdt optjente opsparing bare står på en konto i banken, vil den langsomt blive spist af inflation, men du kan heldigvis få den til at vokse ved at investere pengene i aktier.

Det er især en fordel, hvis du først skal bruge pengene om nogle år. Hvis du er helt grøn i aktieverdenen, kan du nemt komme i gang med vores guide til aktieinvestering, hvor vi guider dig trin for trin lige her.

Hvis du har brug for at lære lidt mere om aktier, inden du kaster dig ud i at investere din opsparing, så har vi samlet 14 guldtips, hvor du kan blive meget klogere på aktieinvestering.

LÆS OGSÅ: 7 nytårsforsætter, du faktisk har lyst til at holde

9. Kig dine forsikringer igennem

Hvornår har du sidst kigget dine forsikringer igennem? Måske har dine behov ændret sig, siden du tegnede dem, eller der kan være penge at spare ved at skifte forsikringsselskab.

10. To Good to Go

Med app’en To Good to Go, kan du være med til at bekæmpe madspild, imens du sparer penge. I mange byer kan du f.eks. hente en stor pose med brød og kager fra bageren til under 50 kr., og hvis du ikke kan spise det hele, kan det komme i fryseren.

11. Se dokumentaren Minimalism på Netflix

En inspirerende dokumentar, der handler om de vigtige ting i livet. Den afviser, at man bliver lykkelig af at have mange ting og demonstrerer, at et liv med mindre er bedre. Du kan også lade dig inspirere af oprydningseksperten Marie Kondo.

12. Følg inspirerende profiler på Instagram

Du følger helt sikkert en masse profiler på Instagram, der kan motivere dig, når du gerne vil træne noget mere eller skal bruge inspiration til boligindretning. Der findes heldigvis også en masse seje profiler, der kan hjælpe dig på vej mod at bruge mindre og spare flere penge. Følg bl.a. @femaleinvest, @kvindeokonomien, @moneymom.dk, @useless­­_dk, @projecthandmade og hvem du ellers finder inspirerende.

13. Afmeld lokkende nyhedsbreve

Din indbakke er sikkert sprængfyldt med en masse mails fyldt med fristelser fra dine yndlingswebshops. Virksomhedernes formål er netop at friste, men undgå at ryge i fælden ved at afmelde dig alle nyhedsbreve, der har til formål at få dig til at købe ting.

14. Drop offentlig transport

Gå eller hop på cyklen når du skal noget – så sparer du penge og får gratis motion. Total win win! Der er også mange andre sundhedsmæssige fordele ved at bruge kroppen mere i hverdagen.

15. Studerende får rabat mange steder

Mange steder tilbyder studierabat, og det er alt fra 30 % på varme drikke i Lagkagehuset og ungdomspriser med DSB til en nedsat kurtagepris på aktiehandler på Nordnet.

16. Lav et budget

Og overhold det! Kig på dine indtægter og udgifter og lav et realistisk budget, så du kan efterleve det. Vi er især vilde med det format, der hedder 50/30/20. Her laver man et budget efter, at 50 % af din indtjening går til faste udgifter som f.eks. husleje og forsikringer, 30 % går til ting der giver dig livskvalitet f.eks. restaurantoplevelser, og de sidste 20 % skal overføres til din opsparing eller investeres i aktier.

17. Spar med Spiir

En nem måde at holde styr på, hvad dine penge går til er ved at benytte app’en Spiir, der kan kobles sammen med din netbank, så den automatisk kan kategorisere dine køb. En anden god app til at holde styr på, hvad pengene går til, er Lommebudget. Her skal man indtaste månedens budget, og så skal du manuelt notere hver gang, du har brugt penge og i hvilken kategori. Du skal også vælge, om købet var luksus eller nødvendigt, så husk at være ærlig!

18. Find ud af, hvad der giver dig værdi

Vi har alle forskellige værdier, når det kommer til, hvad vi bruger vores penge på. Find ud af, hvad der betyder noget for dig – det kan f.eks. være, at ugentlig rengøring gør jeres liv som familie nemmere, og at I hellere vil spare på take away. Nogen får glæde af designermøbler i hjemmet, og for andre er det rejser, der giver livet værdi. Det er hårdt at tjene penge, så sørg for, at det, du bruger dem på, giver dig glæde. 

19. Lav en pengedagbog til ALT.dk

Og få et overblik over, hvad du bruger dine penge på i løbet af en uge. Se, hvordan du gør, lige her.