Hammershus gemmer på imponerende ruiner, som der er fri adgang til at udforske. Den gamle middelalderborg ligger med en betagende udsigt over Østersøen. Vil du have et dybere kig ind i den svundne tid, så besøg Bornholms Middelaldercenter.
Oplev Bornholm med kunstnernes øjne. Museet rummer både værker af kendte kunstnere som Drachmann, der skildrer livet på Bornholm, keramik af bl.a. Lisbeth Munch Petersen og moderne samtidskunst. Museet har en overskuelig størrelse så børn også kan være med. Besøg også helligdomsklipperne, der ligger lige neden for museet. Entre 70 kr. Børn under 18 gratis. Bornholms-kunstmuseum.dk
14.00 Spis dig gennem Svaneke
Svaneke er ikke bare kåret som den smukkeste købstad i Danmark. Den er også fyldt med gourmetfristelser. Prøv en frokost på Svaneke Bryghus. Lige ved siden af ligger Svaneke Is, hvor både is, vafler og guf er hjemmelavet (og smager himmelsk). Prøv også hindbær-lakrids-flødebollerne hos Svaneke Chokolade, og slut evt. af med en lakrids fra Johan Bülow, der startede sin produktion her. Er du mere (lækker)sulten, kan du fortsætte til Gudhjem, hvor Bech Chokolade ligger (der er også en filial i Snogebæk). Prøv spejderkuglerne, der er stærkt vanedannede. Du kan også få kaffe, sandwiches og is på stedet.
15.00 Shop mel
Bornholm er et sandt mekka af lokale produkter. I Aakirkeby ligger Bornholms Valsemølle, der blandt sælger mel til Irma. Køber du mel direkte ved møllen, får du det til langt under butikspris. Der er alt fra almindeligt hvedemel til øko-durum, emmer og ølandshvede.
Skal du have den ultimative middag på Bornholm, er restaurant Kadeau ikke til at komme udenom. Udefra ligner det en forvokset iskiosk, men indenfor er der gourmetmad lavet af specialiteter fra øen.