Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha
Foto: Les Kaner Abdel Aziz Mahmoud og hans mor Souad Taha håber på at inspirere andre til at tage de svære snakke.

Abdel Aziz Mahmoud: "I dag forstår jeg udtrykket "at være tung om hjertet", for det var sådan jeg havde det"

De store samtaler om krig, flugt, kærlighed og homoseksualitet har været svære at tage for Abdel Aziz Mahmoud og hans mor, Souad Taha, men nu skal det være. I en ny bog lægger de alt på bordet, for det skal være slut med tavshed og løgn.

"Har du talt med dit barn i dag?". Sådan lød sloganet for en kampagne i 80'erne, der skulle sætte fokus på det vigtige nærvær mellem forældre og børn. Jeg kommer til at tænke på det, da jeg sidder ved et veldækket bord med dug, nybagt brød, kaffe, te og frugt på Lærkevej i Ølstykke hos Souad Taha, der er mor til den kendte tv-journalist Abdel Aziz Mahmoud.

Vi skal tale om deres nye fælles bog "Fra Libanon til Lærkevej – Samtaler vi aldrig har haft", for der er mange samtaler, de to har skullet samle op på de senere år. Samtaler om Souads flugt fra Libanon, da hun var bare 21 år. Samtaler om hendes forlovelse og ægteskab med en mand, hun dårligt kendte. Samtaler om at komme til Danmark og gøre alt for at komme til at elske sit nye land. Og ikke mindst samtaler om homoseksualitet.

Da Souad for ti år siden fejrede sølvbryllup med sin mand, Hamad, satte det en masse tanker om fortiden i gang. Igennem alle årene havde hun gået med hele sin historie om krig og flugt for sig selv. Aldrig talt med nogen om den. Hverken sine forældre, sin mand eller sine fire børn.

Hvorfor gik du med alle de voldsomme minder for dig selv?

Souad: – Vi har aldrig snakket om vores fortid i min familie. Vi snakker ikke om krig. Vi snakker om det sjove. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men i Palæstina snakker de færreste om deres sorg. De taler om kærligheden og glæden ved livet. Men jeg kunne pludselig mærke, at jeg havde behov for at fortælle mine børn min historie, og derfor begyndte jeg at indtale den på bånd, så de kunne forstå, hvad jeg oplevede dengang. Det havde ingen af dem nogensinde spurgt til. Jeg opdagede, at det var ligesom terapi for mig, og jeg græd, når jeg sad og fortalte til diktafonen. Tanken var, at det skulle blive en bog til mine børn, men det blev kun til båndet dengang.

Hvem fik så båndet bagefter?

Abdel: – Det gjorde min bror. Men i virkeligheden fik vi det alle. Og ingen hørte det...

Hvorfor?

Abdel: – Det gjorde vi bare ikke. Hvad skal jeg sige? Jeg er selvfølgelig flov over det, når min mor i dag sidder og siger, at ingen spurgte til hendes historie i alle de år. Og det er i virkeligheden hele meningen med den bog, vi nu har lavet. Den handler om de samtaler, som forældre og børn ikke har med hinanden. Måske fordi vi alle går op i, hvad vi skal i morgen, i næste uge, til jul. Vi kigger hele tiden fremad. For mig er der derudover det lag i det, at jeg hele min barndom og ungdom var rigeligt beskæftiget med påmindelser om alt det, der gjorde, at jeg var anderledes. Hvor jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at blive dansk så hurtigt som muligt. Min mors historie var en påmindelse om alt det, der gjorde, at jeg skilte mig ud fra alle andre, og det var jeg ikke interesseret i at tage helt ind, før jeg blev voksen. I min barndom og ungdom ville jeg ikke have noget med det at gøre. Derudover har det også været – viste det sig – meget sårbart og meget krævende at snakke om. Man kan ikke bare lige tage en snak på 20 minutter om så store ting.

Souad: – Og selvom jeg havde fortalt historien og grædt dengang for ti år siden, græd jeg alligevel igen, da vi startede forfra nu med bogen. Og jeg græd, da jeg læste bogen igennem. Fordi jeg aldrig har fået bearbejdet alle de oplevelser fra krigen og flugten.

Det har været hårdt at høre, at Abdel syntes, det var pinligt, at vi var anderledes. Men jeg har valgt at bruge hans historie, når jeg hjælper nye flygtninge
Souad Taha

LÆS OGSÅ: Mozhdeh Ghasemiyani arbejder med børnesoldater i Sydsudan: Jeg er selv et barn af krig

Hvorfor blev det til en bog til alle og ikke bare en bog til jer børn, som det først var tænkt?

Abdel: – Fordi jeg ville ønske, at jeg havde haft sådan en bog i min opvækst. Det havde været så meget nemmere, hvis vi havde haft en bog, vi kunne slå op i og læse om flygtninge, der klarede sig godt. Hvis vi havde haft nogen, vi kunne spejle os i, som fortalte om livet som flygtning i Danmark i fjernsynet. Eller hvis vi havde fået at vide, at hey, det er faktisk muligt for en flygtning at blive dagplejemor, som min mor er, eller journalist, som jeg er blevet. Eller noget helt tredje. Samtidig er det vigtigt at fortælle, at man sagtens kan kombinere værdier og oplevelser fra forskellige kulturer. Man kan godt både holde jul og Eid. Mor går meget op i de nære ting, for eksempel mad, og hun har altid vist os, at man godt kan spise både libanesisk og dansk mad og gerne til samme måltid.

Souad: – Jeg hjælper nye flygtninge her i Egedal kommune, og jeg fortæller dem for eksempel, hvad ris a la mande er, og at danskerne spiser det til jul. Jeg fortæller dem, hvorfor det er vigtigt for det sociale at spise frokost med sine kollegaer i Danmark, for det gør man ikke rigtigt i arabiske lande. Og forleden lærte jeg en kvinde, at man ikke skal drikke saftevandet ufortyndet – det skal blandes med vand. Alle sådan nogle ting, som jeg har lært gennem mine mange år i Danmark. Omvendt fortæller jeg også danskerne om den arabiske kultur. Hvorfor arabere for eksempel ofte beholder overtøjet på, når de kommer på besøg. Det er fordi, der tit er meget koldt i husene i de arabiske lande, så det er bare for ikke at fryse. Når man taler om tingene, bliver det hele meget nemmere. Begge veje.

Abdel Aziz Mahmoud

”Jeg er selvfølgelig flov over det, når min mor i dag sidder og siger, at ingen spurgte til hendes historie i alle de år” Abdel Aziz Mahmoud. Foto: Les Kaner.

Abdel: – Det handler meget om forståelse kulturerne imellem. Mange forstår ikke, hvorfor flygtninge ikke bare integrerer sig, og hvorfor vi kommer med alle vores "ting". Jeg håber, at min mors og familiens historie kan hjælpe med til, at flere forstår, hvad det er, man siger farvel til som flygtning, og hvor svært det er at starte forfra. Vi er en familie, som er lykkedes med integration, vi er en familie, som mange – i gåseøjne – ser op til. Men vi har også haft det svært. Vi har også haft vores at slås med. Der var ret få ting, der skulle være gået anderledes, så var det gået os galt.

Men det gik ikke Abdels familie galt, da de slog sig ned i Danmark. Det skyldtes i høj grad Souads ekstremt positive tilgang til det at komme til et nyt land og hendes utrættelige indsats for at lære danskerne og den danske kultur at kende, men også danskere, der gad de nye borgere, som Abdel understreger. Abdel måtte, som familiens ældste søn, være prøveklud for mange ting, og han kan i dag fortælle åbent om, hvor pinligt han syntes, det var, når familien for eksempel dukkede op til et grillarrangement med en gryderet, fordi de ikke vidste, hvad et grillarrangement var. Når der ikke var penge nok til, at Abdel kunne få de samme ting, som kammeraterne fik. Eller når han kom i skole på en helligdag.

Abdel: – Jeg gjorde alt for at skjule de forskelle, og det var da hårdt hele tiden at skulle tænke over. Det var ikke noget, jeg talte med mine forældre om, for hvad skulle jeg dog have sagt til dem? De gjorde alt, hvad de kunne, for os børn, og på samme måde som min mor aldrig havde fortalt om, hvor hårdt det var under krigen og i de efterfølgende år, ville jeg ikke belemre mine forældre med mine problemer. Så det er først nu, vi har fået talt åbent om det.

Hvordan har det været for dig, Souad, at høre, at det var svært for Abdel dengang?

Souad: – Det har været hårdt at høre, at Abdel syntes, det var pinligt, at vi var anderledes. Men jeg har valgt at bruge hans historie, når jeg hjælper nye flygtninge. Jeg fortæller mødrene, at deres børn måske har det, som Abdel havde det, og at de skal tale med dem om det.

Abdel: – Jeg er slet ikke sikker på, at du helt har forstået, HVOR meget nedtur det var, mor, med alle de kulturelle forskelle, ha ha. I dag griner vi selvfølgelig af det, men jeg var ofte "den tredje forælder", der måtte gå hjem og fortælle, hvordan ting skulle gøres. Hvad et forældremøde var. At forældrene skulle være der til den sidste eksamen på gymnasiet og åbenbart skulle have en rose med. Men hvor skulle mine forældre vide det fra? De fik efterhånden styr på det hele i relation til mine søskende, men det er mig, der har banet vejen. Sådan er det at være den ældste.

Det var ikke kun kulturelt, Abdel følte, at han skilte sig ud. Fra en meget ung alder var han klar over, at han er homoseksuel, og det var bestemt heller ikke noget, han delte med sine forældre. Først for ni år siden fandt han modet til at fortælle dem det.

Abdel: – Jeg skulle selvfølgelig fortælle dem det, for ellers ville jeg leve på en løgn, og jeg var kommet i en alder, hvor jeg ikke kunne skjule det længere. Jeg vidste, at det ikke "ville gå væk", og jeg ville ikke blive ved med at lyve om det. Jeg havde fortalt min bror om det, han er meget rummelig og kunne slet ikke se problemet i at sige det til vores forældre. Jeg kan huske turen herud til huset, da jeg skulle fortælle det. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, nærmest helt ude i munden. Og den dag i dag er det stadig overraskende for mig, hvordan man fysisk kan føle noget, som man skal til at tale om. Hvordan hjernen påvirker ens krop på grund af adrenalin. Det var så voldsomt, at jeg begyndte at stamme helt vildt, da jeg skulle sige det. Da jeg endelig havde fået det sagt, var der stilhed. Min far kiggede ned i jorden, og min mor forsøgte at tale os begge til ro. Jeg havde jo tænkt mange gange over, hvad jeg skulle sige, og især havde jeg tænkt, hvor vigtigt det var for mig at få sagt, at det ikke var deres skyld. At de ikke havde gjort noget forkert. Og at jeg ville ændre på det, hvis jeg kunne. Men at være homo er ikke noget, man kan vælge til eller fra. Jeg vidste ikke, hvor meget mine forældre vidste om homoseksualitet, så det var virkelig vigtigt for mig, at de forstod det.

At tale om integration og danskhed er som at tale om kærlighed. Du kan ikke tvinge det ned over nogen
Abdel Aziz Mahmoud

LÆS OGSÅ: Linda P var afhængig af stoffer, druk og damer: "Jeg var ligeglad med at dø"

Hvad skete der så bagefter?

Abdel: – Jeg sagde, at jeg ville lade dem være alene, så de kunne tale om det. Selvom min mor gerne ville have, at jeg blev. Senere på dagen fik jeg en sms fra mor, hvor der stod: "Jeg elsker dig". Det var første gang nogensinde, hun havde skrevet det i en sms. Min far skrev senere, at familien ikke er noget, man kan melde sig ud af, så "kom hjem igen, så vi kan tale videre om det". Og det gjorde vi så. Talte om det lidt ad gangen... Og det har været tungt hver gang.

Abdel kigger på sin mor. Hun er tydeligt bevæget. Tårerne står højt i hendes øjne.

Abdel: – Mor, hvorfor græder du nu?

Der er en lang pause, før Souad svarer.

Souad: – Det er hver gang, jeg tænker på, at Abdel har gået med alle de tanker og følelser alene i så mange år...

Hun græder igen.

Abdel: – Mor, jeg er så glad for, at det er det, du græder over. At du ikke græder, fordi jeg er homo. For det var det, du græd over i begyndelsen. Og igen er det her et eksempel på en samtale, vi ikke havde haft, før vi lavede programmet "Familien fra Lærkevej", hvor jeg første gang fortalte offentligt, at jeg er homoseksuel, og hvor svært det havde været for mig at fortælle mine forældre det. Jeg undrede mig over, hvorfor de ikke var interesserede i at vide, hvor længe jeg havde vidst det, om der har været nogen problemer i det og så videre. Men det er ligesom alle andre svære samtaler i den her familie – og typisk for arabere – man må gå med det selv.

Souad: – Det her emne er meget tungt. Man bliver ramt af det, for hvad er det for noget? Homoseksualitet er ikke en sygdom, man kan få piller imod. Det er anderledes. Og så er der nogle ting i forhold til vores religion. Det er en proces, man skal arbejde med, og det tager lang tid.

Abdel: – Det tager lang tid, fordi det er en snak, det her samfund ikke har haft. Og det handler ikke kun om religion. Min kæreste kommer fra en kristen familie, og hans familie har haft endnu sværere ved at håndtere det end min familie.

Souad: – Jeg har fået så mange beskeder, efter Abdel fortalte om det her, både fra arabere og danskere. Langt de fleste har været fra mennesker, der er glade for, at vi er stået frem med det. Og så er jeg ligeglad med dem, der har skrevet noget negativt til mig. Problemet, som jeg ser det, er ikke, at folk er bange for gud eller religionen. De er bange for sladder. De er bange for hinanden. De er bekymrede for omdømmet. Jeg er ikke bange mere. Jeg er ikke bange for sladder. Det vigtigste for mig er, at Abdel har det godt, og at vi som familie har det godt.

Souad Taha

”Jeg havde behov for at fortælle mine børn min historie, og derfor begyndte jeg at indtale den på bånd, så de kunne forstå, hvad jeg oplevede dengang” Souad Taha. Foto: Les Kaner.

På Kvindernes Kampdag i marts holdt Souad en gribende tale på Københavns Hovedbibliotek om sine tanker om, at Abdel er homoseksuel. Abdel anede ikke, at hun ville stille sig op og tale om det, og han kan stadig ikke se videoen fra arrangementet uden at græde.

Abdel: – Det, jeg gerne vil have, at folk skal forstå, er, at uanset om man har homoseksualitet i sin familie, eller om man har en anden stor "hemmelighed", som kan splitte familien ad, så skal man ikke tage det store nu-går-vi-fra-hinanden-opgør. Tag det i små slag. Og hvis der er en pointe i min historie, så er det, at det hjalp at blive i familien. Jeg kunne godt have gjort, som de fleste med min baggrund har gjort, nemlig at skrive et brev, smutte og så aldrig se familien igen. Eller min familie kunne have sagt: Skrid! Men vi tog snakken. Lidt efter lidt. Stille og roligt. Det tager lang tid. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan. Jeg synes ikke, det er retfærdigt, at nogen skal græde over, at jeg er født sådan her. Og jeg vil gerne snart kunne slappe af som 35-årig mand og sige okay, fra nu af kan jeg bare være ligeglad med, hvad folk tænker. Fra nu af kan det være lige meget, at jeg er homo. Og det bliver det. Det ER blevet bedre. Jeg føler mig let. Efter vi har lavet den her bog, føler jeg, at jeg har tabt 30 kg. Jeg har aldrig gået så let, som jeg gør i dag. I dag forstår jeg udtrykket "at være tung om hjertet", for det var sådan, jeg havde det, før jeg var ærlig over for min familie og omverdenen. Seksualitet er ikke sex. Seksualitet er den person, jeg er. Det er den åndelighed og den kærlighed, der er mig. Seksualiteten er en del af min fortælling, og fortællingen er først blevet ærlig nu.

LÆS OGSÅ: Vild med bøger? Læs første afsnit af Peter Høegs nye roman gratis her

Til sidst i Souad og Abdels bog siger Souad, at man skal elske sit nye land. Og at Souad virkelig elsker Danmark, er der ingen tvivl om.

Souad: – Danmark har givet mig alt. Fred, uddannelse, job, kollegaer, respekt, fællesskab. Og fire dejlige børn, der har kunnet vokse op i tryghed.

Abdel: – Der er så mange, der prøver at sætte danskhed på formel, men jeg tror ikke, at man kan lave en liste. At tale om integration og danskhed er som at tale om kærlighed. Du kan ikke tvinge det ned over nogen, du kan ikke bestemme, hvordan det skal være, og du kan ikke sige, at fordi jeg elsker på en bestemt måde, skal du gøre det på samme måde. Integration og danskhed handler ikke om leverpostej, jul, demokrati, seksuel frigørelse eller ligestilling. Alt det, folk nævner, når de vil definere danskhed, kan man også sige om Sverige og Norge. Nej, danskhed handler simpelthen bare om, om du føler dig dansk. Så når min mor siger, du skal elske det land, du bor i, er jeg fuldstændig enig. Det betyder ikke, at du ikke godt kan skamme dig over det engang imellem eller være ked af det, men i sidste ende handler det om at vælge kærligheden. At være glad, når det går Danmark godt i fodbold eller Melodi Grandprix...

Souad: – Og om at have dug på bordet...

Hun stryger hånden hen over sin dug.

Abdel: – Nej, mor, jeg har ikke dug på bordet derhjemme, det betyder ikke, at jeg er mindre dansk, ha ha.

Souad: – Jo, der skal dug på, ligesom jeg har her, det er meget dansk.

Abdel: – Og med servietter, der matcher...

Souad: – Ja, det er hyggeligt. Danskerne hygger, og det er en glædelig ting, man skal sætte pris på.

Abdel: – Ha ha – okay mor!

Hvem er Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha?

 Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Abdel Aziz Mahmoud, 35

  • Journalist bl.a. kendt fra  DR-programmerne ”Shitstorm”, ”Aftenshowet” og ”Adgang med Abdel”. Fik desuden – sammen med sin familie – succes med DR2-serien ”Familien fra Lærkevej”.
  • Modtog i 2017 Læsernes Bogpris for bestselleren ”Hvor taler du flot dansk!”
  • Er kæreste med Andreas.

Souad Taha, 57

  • Kom til Danmark i 1984 som flygtning med palæstinensisk baggrund. Er dagplejemor og har vundet en priser for sit lokale, frivillige arbejde med nytilkomne flygtninge.
  • Gift med Hamad, som hun har fire børn med, Abdel er den ældste.
  • Abdel og Souad er aktuelle med samtalebogen ”Fra Libanon til Lærkevej - Samtaler vi aldrig har haft”. Bogen, der er skrevet i samarbejde med Gitte Løkkegaard, indeholder også opskrifter på arabisk mad.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Familieliv og Bøger