Alexander Kølpin: ”I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: Du kan bare skride”
SPONSORERET indhold

"I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

Opdateret 5. august 2015: I et interview med Alexander Kølpin fra foråret fortalte han, om det svære brud med sin ekskone Sarah Zobel Kølpin og sin drøm om at møde kærligheden igen. Det er tilsyneladende lykkes nu.

Af: Majbritt Lachur Foto: Les Kaner
04. jun. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

I hvert fald skriver ugebladet Her & Nu, at han er blev kæreste med den den 20 år yngre succesfulde modeblogger - og tidligere moderedaktør på ALT for damerne - Pernille Teisbæk. Læs hele det fine interview med Alexander Kølpin her. 

Interview med Alexander Kølpin 
Alexander Kølpin fortæller om sit livs nulpunkt: Da Sarah Zobel forlod ham til fordel for sangeren Burhan G. Om sammenbrud, sorg og om at sluge sin stolthed for at få det til at køre for børnene. Og om at blive mere fri og mindre selvhøjtidelig i processen.

Nulpunkt
Det var et kæmpe chok for tre år siden pludselig at skulle skilles efter 14 år med Sarah. Og samtidig var det en kæmpe sorg. For jeg mistede jo den, jeg elskede.

– Jeg har selvfølgelig været skadet som danser og haft masser af udfordringer som kunstner og som menneske. Men jeg har aldrig været ude at skide på den måde.
Følelsesmæssigt. De fysiske og kunstneriske skader gjorde også rigtig ondt – men udelukkende på mig. Jeg er aldrig før blevet forladt. Jeg var virkelig presset op i et hjørne, men den proces, der fulgte i kølvandet, har jeg lært ekstremt meget af.

LÆS OGSÅ: "Jeg har kraftedeme arbejdet meget – det har været dyrt på det personlige plan"

– Til at begynde med syntes jeg, det var en falliterklæring. Jeg kommer altså fra en familie, hvor man holder sammen. Man løser tingene. Man løber ikke væk fra det. Man har jo lavet en aftale, og så må du løse det indefra.

– Jeg har fokuseret på at være der 200 procent for mine børn igennem skilsmissen. Der er kun én ting, der er rigtig, og det er at få det til at fungere med min ekskone. Der er ingen andre muligheder i min verden. Man kan ikke begynde at sige "hun er en idiot. Hun kører sit liv, og jeg kører mit". Nej! Vi SKAL. Vi er partnere. Vi er en familie. Mor og far og to børn. At vi ikke er kærester, er sådan set sekundært. Vi hænger sammen. Og der er et hav af begivenheder, vi skal samarbejde omkring. Fødselsdage, jul, konfirmationer... Der er kun én ting at gøre: Face the music.

– Jeg fik sgu også et nervesammenbrud.

– Da det gik op for mig, at vores ægteskab var ved at smuldre, prøvede jeg at "arbejde mig ud af det". Og intellektuelt prøvede jeg at løse tingene ved at gå til det rent praktisk. Jeg havde gang i begge mine hoteller og i sommerballetten, og samtidig prøvede jeg at give ungerne så meget tryghed, jeg formåede. Og undertrykte måske nok, hvordan jeg selv havde det, for at vise overskud og sikre, at det ikke gik ud over dem. På et tidspunkt måtte jeg bare konstatere, at ingenting hang sammen, og så fik jeg et angstanfald.

– Med min sædvanlige pragmatisme gik jeg til det både med psykolog og psykiater og fik også arbejdet mig ud af det. Over lang tid. Det handler jo om ikke at begrave problemerne og smerten, men derimod at få dem op og frem i lyset.

– Et rigtig langt stykke hen ad vejen var jeg parat til at acceptere det, der var sket. Jeg syntes jo faktisk, at Sarah og jeg stod et rigtig spændende sted i vores ægteskab, hvor vi havde alle muligheder for at knalde vores forhold op i femte gear, hvis altså vi virkelig havde mod og vilje til at gå ind i udfordringerne og turde løse problemerne i fællesskab. Men det skal man være to om. Og der gik jeg måske i rigtig, rigtig lang tid i en eller anden tro på og naivt håb om, at det bare var en fase. Det kender vi jo alle sammen – at man kan blive voldsomt fascineret af andre mennesker, men at den fascination også driver over.

– Jeg husker egentlig bare, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg havde trukket på så mange veksler i mig selv og gået med på kompromiser, som i virkeligheden var dybt grænseoverskridende. Den grænse er meget individuel. Nogle bliver skilt på grund af et kys til en fest. Andre vender det blinde øje til hele livet og lader som ingenting. Personligt nåede jeg til et punkt efter mange måneder, hvor jeg bare ikke havde flere ressourcer at trække på i min krop. Mulighederne var udtømt, og reservetanken var tom. For det kræver to at løse det. Af gode grunde kunne jeg ikke løse det alene.

– Der er et ordsprog, der hedder: "true character reveals under pressure". Altså når de store spørgsmål opstår, og lokummet virkelig brænder – sygdom, dødsfald, skilsmisse – så finder man ud af, hvem man virkelig er.

– I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling – og herfra kører vi med advokat!". Det ville jeg have været rigtig ked af i dag, for så havde jeg ødelagt en familie, fordi jeg handlede i affekt. Forhåbentlig handlede jeg ud fra et større og mere familiemæssigt perspektiv – i stedet for at fokusere på min egen sårede mandestolthed.

Udviklingspunkt
Jeg synes egentlig, processen – fra skilsmissen og hertil – har været sindssygt sund for mig. Som menneske. Alting sker jo, fordi vi skal lære noget her i livet. Jeg har mødt Sarah for at lære noget af hende. Og vi har fået to fuldstændig vidunderlige børn. Hvis du ikke inkluderer kampene og den smerte, der er uundgåelig, lever du nok mere bevidstløst.

– Overordnet set har jeg nok lært mig selv lidt bedre at kende. Lært at acceptere mine negative træk og være mindre bekymret for, hvad andre måtte tænke om mig. Jeg forstår, at jeg ikke er verdens navle og glæder mig i langt højere grad over den kraft, der ligger i, at vi – alting! – hænger sammen. Og ikke mindst har jeg lært at omfavne de slag, der kommer hen ad vejen, fordi den smerte, vi møder, i virkeligheden er gaven og læren om livet. Jeg er nok mindre selvhøjtidelig i dag, hvilket ikke handler om at miste selvrespekt og integritet. Glæden ved de små ting er også at passe og pleje kærligheden. Der er jo alligevel ikke andet end det, som er rigtig alvorligt.

LÆS OGSÅ: Jan Rørdam: Mette er mit livs kærlighed

– Jeg føler mig fri. Fri i livet. Og det er sgu optur. Jeg arbejder også for det og værner om den frihed. At jeg ofte har mulighed for at være hjemme halv tre om eftermiddagen, når Roberta kommer hjem fra skole. Jeg prioriterer de ting. Men jeg synes sgu også, det er hårdt at være alenefar. Og det handler ikke om at være alene hjemme. Det handler om at være alene om det. 24 timer i døgnet. Jeg har jo lidt af et dobbeltliv. Højtlæsning og madpakker og hente her og der og alle vegne den ene uge, og den næste uge arbejder jeg sent eller rejser og skal ikke stå til ansvar for noget som helst. Jeg har mulighed for at fylde mit liv med alt muligt, jeg selv ønsker. Og savne ungerne helt vildt hver anden uge! Af og til kører jeg lige forbi skolen og siger hej til dem.

– Det er svært for mig at give mig helt hen i nye forhold – fordi jeg har fået en flad. Der er bare et stykke vej hen til at finde det mod. Jeg har nok lidt fået en forskrækkelse i forhold til, om parforhold i virkeligheden virker. Der er stor forskel på, hvornår i livet man møder andre. Det er ikke kun, om man synes, hinanden er skønne. Pludselig er der også dine og mine børn og ekser indover. Tusind energier, der pludselig kører.

Smeltepunkt
I forbindelse med balletten opstod også næste kæmpestore vendepunkt i mit liv. Jeg mødte Mie og blev far som 20-årig. Jeg havde kendt hende i nogle år som kollega. Hun var røvlækker. Og dejlig og skøn og ældre – alt var spændende. Hun boede i en mikroskopisk lejlighed på Dronningens Tværgade med skæve vægge. Og jeg kan huske, at vi stod inde i stuen, og hun sagde: "Jeg har noget, jeg skal fortælle dig...". Og så sagde jeg: "Jeg ved godt, hvad det er – du er garanteret gravid". "Men det går ikke! Jeg er for gammel, og du er for ung", begyndte hun. Hun var 36. Men, haha, moden som jeg var i en alder af 19, sagde jeg: "Hør her, du har ikke forstået noget som helst. Selvfølgelig skal vi have det barn!". Det tog så heller ikke så lang tid at overtale hende.

– Mie var jo ikke bare en, jeg havde støvet op på en klub. Jeg kendte hende og havde været omkring hende i mange år. Vi havde godt nok kun været kærester i 4-5 uger, da hun blev gravid, så mine forældre havde ikke mødt hende. De havde godt hørt om en eller anden ældre tante derude i systemet. Så vi tog ud og besøgte dem. Og Mie troppede op med sin fantastiske, skønne, dejlige karisma og personlighed. De faldt for hende med det samme. Jeg husker bare, de sagde: "Hvis det er Sanders valg, så bakker vi op om det. Og kommer der en dag, hvor det ikke længere fungerer, så er vi der". Det var virkelig både en anerkendelse og en kærlighedserklæring fra mine forældres side.

– Så vi fik Niclas. Og vi tre boede sammen i fire år og havde det vildt dejligt. Mie og jeg har altid været pissegode venner. Hun er en klog kvinde, og det er da fedt for min søn at mærke, at vi har et godt forhold.

– Niclas er en fantastisk dejlig dreng. Sårbar, mild og et utrolig fint menneske. Og en skøn storebror til de små. De forguder ham. Han bor i Store Kongensgade med sin norske kæreste, som også er vildt dejlig.

– Jeg har ikke været den fedeste eller mest nærværende far for ham. Jeg havde hovedet oppe i røven på mig selv, da han kom til verden. Alle de år, hvor jeg havde karriere og drønede rundt i verden, var det mig, der var det vigtigste her på kloden. Det var i hvert fald ikke ham. Det kan jeg jo ikke lave om på. Til gengæld prøver jeg at slå til der, hvor jeg kan nu. Og være til stede med de udfordringer, han har mødt og møder. Være tilgængelig. Og investere min tid i ham. Helt fysisk. Én ting har jeg sgu da lært: Ingen forældre er fejlfri, og der findes ingen opskrift. Det er kun kærligheden og nærværet, der kan sejre.

Udgangspunkt
Hjemmefra har jeg lært at være hengiven i det, man giver sig i kast med, så intet bliver laissez faire. Man må selv påtage sig ansvaret og have integritet. Når jeg har sagt ja til noget – om det er et forhold, en arbejdssituation, mit hotel eller min ballet – så går jeg ind i det. Der er 100 procent eller ingenting. Der er ingen halve løsninger. Den integritet har mine forældre været gode til at plante i mig. Man skal gøre sig umage.

LÆS OGSÅ: Bille August om sin fars død: Det var en lettelse

– I mine første år boede vi i en lille og vildt hyggelig taglejlighed med skrå vægge i Hellerup. Der boede jeg, indtil jeg var 5-6 år. Jeg husker det svagt – blandt andet at jeg sidder ved en pladespiller og hører "Junglebogen" igen og igen. Og så flyttede vi til Rungsted, og fordi min mor er designer, og min far var arkitekt, flyttede vi til denne her Pippi Langstrømpe-villa, som var helt rodet, men min far gik i gang med at mure det op, og min mor indrettede det. Det var et helt eventyrligt hus. Vi flyttede mange gange, så jeg har gået på rigtig mange forskellige skoler. Og hver gang har de indrettet det her hjem i fællesskab og også ernæret sig ved det. Ultrakreative begge to.

– Da min søster, Cecilie, kom i 1972, begyndte min mor at geare lidt ned. Indtil da havde det bare kørt derudad med fester og rejser og arbejde, og jeg var med til det hele. Så lå jeg bare og sov på nogle stole, eller jeg blev placeret i garderoben nede på en klub, hvor de passede på mig. Det var rimelig rock'n'roll. Jeg er fra 1965, og i de år op til og i 1970'erne havde man altså et ret afslappet forhold til hele konceptet "familie".

– Mine forældre har præget mig med en hel masse fantasi. Og kreativitet. På en måde med en borgerlig opvækst, men samtidig også med en hel masse krøller og noget skævt og ikke-konformt. Og mest af alt bare følelsesmæssigt overskud.

Kontrapunkt
Det første store vendepunkt i mit liv var at starte på Balletskolen. Jeg er vokset op med masser af løse rammer i min barndom. Masser af kærlighed og tryghed og fantasi. Og da jeg var 13, røg jeg så ind i "Det Schweiziske Urværk" eller "Den Russiske Gymnastikskole", som Balletskolen også kaldes, hvor jeg pludselig skulle mestre et ekstremt svært sprog. Det var et stort kulturskift for mig. Kombinationen har givet mig nogle redskaber og kontraster til ikke at blive for meget "tekniker", men stadig have det her hippietankesæt og samtidig være japansk violinist.

– Jeg følte mig meget hurtigt hjemme i balletten. Blev solodanser allerede som 22-årig. Og i 1993 udråbt som Verdens Bedste Danser.

– Balletten gav mig tidligt et kæmpe ansvar og en privilegeret karriere. Paradoksalt nok stopper en dansers karriere på et tidspunkt, hvor alle andre blomstrer karrieremæssigt, og det har været en meget hård og lang proces at stoppe som danser, for det er mit sprog, min stemme, min identitet. Det har været en mangeårig proces at omsætte den kreativitet og det drive, jeg har haft som udøvende kunstner, i en ny form.

Vendepunkt
Skilsmissen var selvfølgelig et kæmpe vendepunkt. Det har været en sindssygt udfordrende proces at skulle navigere i et nyt felt og være alenefar og arbejde intenst på at prøve at opretholde så fed en stemning som muligt omkring vores fællesskab. For børnenes skyld. Mit projekt kommer i anden række, for deres projekt kommer bare i første række.

– Den store udfordring er at håndtere sin egen sorg og samtidig rumme den krise, børnene er i. Det har i hvert fald handlet om også at dele og sætte ord på de ting, jeg har været ked af og give udtryk for mine følelser. Uden at være illoyal over for deres mor. Det er en balancegang – at jeg ikke får projiceret en masse frustrationer og sorg over på dem. Men det giver også tryghed, at de ved, jeg er ked af det. For de mærker det jo under alle omstændigheder.

– Det er noget med hele tiden at sætte ord på. Det gør vi løbende. "Hvordan har I det med, at vi er skilt? Hvordan har I det med at være skilsmissebørn?"... Og så prøver jeg hele tiden at "tale Sarah op". Lade dem vide højt og tydeligt, hvor vigtig hun har været i mit liv. Og hvor højt jeg elskede hende. Og hvor meget de børn er kommet til på baggrund af, at vi var fuldstændig hengivne over for hinanden. At give vores historie og liv sammen en tyngde. Jeg kan jo ikke styre, hvad der sker – livet går sin gang – men jeg kan give det, vi har haft sammen, vigtighed. Den fortælling, mener jeg, er grundlæggende vigtig at få ud. Det kan godt være, at jeg, med min egen optik, ser det som en falliterklæring, men det kan børnene jo ikke bruge til noget. Der må man fokusere på, at livet også indimellem er uforudsigeligt. Der sker ting, vi møder mennesker på vores vej. Man indgår ikke en kontrakt i et parforhold. Det er jo ikke ulovligt at gå hen og blive forelsket i andre mennesker.

– Det var selvfølgelig et vendepunkt i første omgang overhovedet at møde Sarah og blive forelsket i hende. Stifte familie med hende og starte vores rejse sammen. Vi var meget forelskede. Jeg arbejdede som danser og boede i New York. Sarah boede i London og flyttede over til mig i New York. Siden flyttede vi til Danmark og blev gift. Det var meget romantisk. Vi har haft en fuldstændig fantastisk rejse. Selvfølgelig var det også med de udfordringer, der ligger i et ægteskab. Derfor tog vi i fællesskab beslutningen om at flytte til Californien en periode i håbet om at udvikle os som familie.

– I bund og grund er jeg utrolig taknemmelig for det liv, vi har haft sammen. Vi har fået to fantastiske børn, som i sig selv er en gave. Ligesom de 14 år, Sarah og jeg havde sammen, har været en smuk gave. 


LÆS OGSÅ: Stjernerne fra 'Fasandræberne': Sådan har du ikke mødt dem før

LÆS OGSÅ: Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Sådan taklede jeg overfaldet på min datter