Anni Fønsby
SPONSORERET indhold

Anni Fønsby: Jeg er lykkeligere nu, end dengang jeg levede i luksus

Fra den ene dag til den anden gik Anni Fønsby fra et luksusliv på første klasse til at sidde i fængsel – forladt af manden hun elskede. I dag er hun forelsket og lykkeligere end nogensinde, selvom der ikke længere er millioner på kontoen, fortæller hun i en ny podcast.

Af:: Marie Varming Foto: Anthon Unger
10. jan. 2020 | Livsstil | Hendes Verden

Der var ingen smalle steder, da Anni Fønsby var gift med IT-milliardæren Erik Damgaard for ti år siden. De to boede i Danmarks dyreste villa, havde tjenestepiger, hestestutteri og privatfly. Men ægteskabet endte brat, da Anni Fønsby fik en fængselsdom for rufferi, og her på den anden side af skilsmissen er luksuslivet byttet ud med en noget mere beskeden livsførelse.

– Jeg vil ikke sige, jeg var lykkeligere dengang. Jeg vil faktisk sige, at jeg er lykkeligere i dag. Det viser bare, at alle de materielle goder ikke skaber lykke, de skaber frihed, siger Anni Fønsby i Hendes Verden podcasten ”Hele vejen rundt”, som kan høres i Apple Podcasts.

LYT TIL AFSNITTET MED ANNI FØNSBY I APPLE PODCASTS LIGE HER

– Jeg behøver ikke de der materielle goder i mit liv. Jeg behøver ikke den dyre bil, jeg behøver ikke dyrt Versace tøj. Jeg er glad, når bare jeg har de mennesker omkring mig, som jeg holder af, fortæller den tidligere bordelmutter, der de senere år har uddannet sig som parterapeut og sexolog og for ganske nylig åbnede sin egen wellnessklinik.

Ny kærlighed

Det satte dybe spor i Anni Fønsby at blive forladt så pludseligt af den mand, hun elskede, og faren til deres fælles datter, så der gik mange år, før hun igen var klar til lukke kærligheden ind i sit liv. Men i dag er 47-årige Anni Fønsby videre med sit liv og danner par med René, som hun har mødt på sin ældste datters efterskole.

– Jeg faldt for hans tålmodighed og målrettethed, for han har fået så mange afvisninger, at jeg ikke havde regnet med, at han blev ved. Han viste, at han ikke var en mand, der giver op. Efterhånden nåede han ind til mit hjerte. Med alt det, jeg har været igennem i tidligere forhold, hvor jeg er blevet svigtet, er jeg meget påpasselig med, hvem jeg lukker ind, siger Anni Fønsby og fortæller, at hun håber, de to skal have et langt liv sammen.

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så lykkelig og glad, som jeg er lige nu.

Anbefalet til dig