Vibeke og Per var i tvivl, om de ville trives i et bofællesskab – men i dag fortryder de ikke deres valg

Egentlig havde Vibeke drømt om noget helt andet. Efter at den yngste af hendes og Pers sammenbragte børn var flyttet hjemmefra, og huset efter 17 år var blevet for stort, så hun et godt parliv for sig inde i Odense centrum med banegård, letbane og indkøb tæt på. 

Der ville de også kunne klare sig selv i alderdommen, og hun tænkte, at det var det, de skulle.

Silas Holst om særligt sted: "Dér er jeg lykkeligst"

For nogle år siden købte Silas Holst et sommerhus, som lige siden har været en vigtig oase, hvor han kan trække stikket, slukke telefonen og bare nyde livet. Kom med indenfor her.

Men så tog bolig-situationen en uventet drejning for det fynske par Vibeke Damgaard, 58 og Per Hedman, 65.

Vibeke faldt tilfældigt over en annonce for et bofællesskab, som parret besøgte, men det var ikke lige det rigtige. Den fredag, de i stedet skulle ud at se bofællesskabet Snestrup Have i Paarup uden for Odense, mente hun, at det lå lidt langt ude, "men nu tager vi ud og ser det".

Stedet matchede med deres alder, for man skal være mindst 55 og højst 70 år, når man flytter ind.

"Da vi så det fælles orangeri og cafeen og mærkede stemningen, blev vi overvældede. Vi fik den sødeste rundvisning og fik lov af en af beboerne til at komme ind og se hendes lejlighed. Vi faldt bare for det," fortæller Vibeke.

Efter en uge var de sikre i deres sag. De sagde ja til at flytte ind i en treværelses lejlighed på 92 kvadratmeter på første sal med to altaner og lave varmeafgifter. 

Og tæt på et par hundrede andre.

"Det var en ret vild beslutning for os at flytte i bofællesskab, for kunne vi trives her, og ville der hele tiden være nogen, der ringede på?"

Da parrets flyttebil trillede ind i Snestrup Have i maj 2023, var de spændte på det nye hjemmeliv med fælles faciliteter som café, orangeri og gæsteværelser og mulighed for fællesspisning, foredragsaftener og sport. 

Det viste sig, at de fra første øjeblik elskede at være her.

Ferie-følelse

"Det første vi gjorde, var at sætte os ud på altanen med en drink. Det føltes som at være i en ferielejlighed i et hotelkompleks, og sådan har vi det stadig," fortæller Per.

Zuzana redder det garn, ingen vil have: ”Jeg får kuldegysninger, hver gang jeg snakker om det”

En lastbil på vej til lossepladsen med ladet fuldt af garn blev starten på en mission for Zuzana: at redde garn fra at ende som affald. Hver dag sørger hun for, at kasseret garn alligevel bliver til trøjer og sokker.

"Det bedste er fællesskabet," siger Vibeke.

"Her har vi alle sammen købt ind på fællesskabet, og det kan man mærke."

Samtidig passer det dem godt, at her ikke er forpligtelser og tvang. 

Der er ansat en kok, som laver mad til fællesspisningen, og man kan deltage i madlavningen en dag, hvis man har lyst. Man har heller ikke pligt til at deltage i andet arbejde – alt er frivilligt.

Til sin overraskelse er Vibeke kommet til at udvikle sig ved at bo her, oplever hun.

"Jeg er blevet endnu mere udadvendt, end jeg var i forvejen, og det føles godt," fortæller hun.

"I starten kunne jeg godt være lidt usikker over at møde nye mennesker her og på, om jeg havde noget at bidrage med. 

Nu går jeg gerne ind i et rum med nogen, jeg ikke kender, for alle er så søde. Og det er sjovt, for nogle gange når jeg kommer hjem fra arbejde, så kan jeg godt have det sådan, "Jeg har ikke lige overskud til at snakke", og så glemmer jeg det, lige så snart jeg møder én."

Før i tiden brød hun sig ikke om at være alene hjemme i det store hus om natten, men det generer hende ikke her i lejligheden.

"Det er en tryghed at vide, at der er naboer, som er opmærksomme på én," som hun siger.

Samtidig er der meget respekt for, at alle har lov til at have privatliv, og det ringer ikke på døren oftere end der, hvor parret boede før.

"Men lige så snart du byder ind med noget, så er der nogen, der er klar. Der er altid nogen at være sammen med, hvis man gerne vil," forklarer Per.

Dejligt at komme hjem

Vibeke er kommet med i en litteraturkreds, og de går begge til padel sammen med en gruppe herfra, og så er de gerne med til fællesspisning en gang om ugen. 

Det betaler man for, så kokken kan finansieres.

"Det er vildt dejligt at komme hjem fra arbejde og ikke skulle tænke på aftensmad, og så glæder vi os til at komme ned og være sammen med andre og få god mad. 

De, der ikke går på arbejde, og de, der bor alene, nyder det også," fortæller Vibeke.

Hun har en administrativ stilling, mens Per er pædagogmedhjælper. 

Dæk op til en festlig nytårsaften med blomster i fokus

Dæk op til en festlig nytårsaften, hvor stjernen er i fokus sammen med blomster i blide toner. Få de gode ideer her!

Tidligere var han freelance tegner og bidrog blandt andet til Anders And. Og det talent får naboerne nu glæde af, for efter et års tid tog han initiativ til en tegne-workshop, som har fået en flok fra fællesskabet til at gribe blyanten og tegne med på de opgaver, han stiller.

"Man bliver inspireret til at tage initiativer," glæder Per sig over.

"Og man kan snildt bruge al sin fritid her, så man skal lige huske også at komme ud!"

Vibeke fortæller, at hun prøver at huske at give lidt mere til fællesskabet, end hun gerne vil have tilbage.

"Man har omsorg for hinanden her. Det oplever jeg også i forhold til mig selv, der er en opmærksomhed på hinanden på den gode måde. 

En dag var der én, der sagde, at hun ikke havde set mig i et par dage, hvor jeg havde været i København, og jeg blev rørt over, at der blev lagt mærke til mig."

Per synes også, det var hyggeligt, at nogen lagde mærke til, at de havde fået en elcykel, og der opstod små snakke om det.

Udsigten til en mulig pensionisttilværelse med fællesskab tiltaler dem. Og parret fortæller, at der forleden var nogle venner, som spurgte, "Er det stadig så fedt at bo der?"

"Det bliver kun bedre", svarede de.