Vibeke Dorphs brevkasse
SPONSORERET indhold

Jeg føler mig svigtet af mine venner

Min ekskæreste sendte mig truende sms'er, da vi gik fra hinanden, og jeg endte med at kontakte en advokat for at stoppe ham. Nu har jeg opdaget, at min bedste veninde og hendes mand stadig ser ham, og jeg ved ikke, om det er mig, der er forkert på den, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
03. sep. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om venner, der stadig ser ekskæreste

For nogle år siden flyttede jeg sammen med en mand. Det gik ikke godt, så efter et par år flyttede jeg, og derefter så vi hinanden som venner. Vi tog på ture og ferier og var med mellemrum sammen i hans sommerhus.

Da han ikke er særlig god til det med computere, hjalp jeg ham med både eBoks, bank osv. Senere fraflyttede han sit hus og her hjalp jeg ham med de praktiske ting. På et tidspunkt nævnte jeg, at han da godt kunne sige tak for alt min hjælp.

LÆS OGSÅ: Min kærestes misbrug har smadret vores forhold

Her svarede han, at det, jeg gjorde for ham, kunne han da bare betale sig fra og få andre til. Dertil svarede jeg, at det synes jeg så, at han skulle gøre, hvorefter jeg tog mine ting og kørte. Dagen efter anklagede han mig for at have brugt mange tusinde kroner af hans penge. Ham og hans søn sendte mig truende sms’er, og jeg endte med at kontakte en advokat, der fik dem stoppet.

Jeg troede, at han var helt ude af mit liv, men så fandt jeg ud af, at min bedste veninde og hendes mand stadigvæk så ham. Han har været med til rund fødselsdag hos min venindes mand, de ordner ting sammen og drikker øl og kaffe. Når jeg spørger, hvorfor de fortsat ser ham, svarer min veninde, at de har ondt af ham, fordi han er ensom

Jeg ved dog, at min eks har et pænt netværk, som han bare ikke gider at passe. Er det mig, der er forkert på den, når jeg synes, mine venner svigter og burde være solidariske med mig i stedet for min eks? Det var bestemt ikke rart at blive beskyldt for at være bedrager, hvilket min veninde og hendes mand også ved, at han beskyldte ham for dengang.

Vibeke Dorph råder til at lægge bitterheden fra sig

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, når dine venner fortsat ser den eks, der har opført så tarveligt over for dig. Jeg har selv været i en knap så slem, men dog lignende situation med venner og en ekskæreste, der blev ved med at se hinanden, selvom vi havde afsluttet forholdet.

Det var ikke særlig sjovt, for man vil jo gerne have sine venner for sig selv og mærke, at de tager ens parti. Nu er tingene bare ikke så enkle.

LÆS OGSÅ: Min ekskone ødelægger vores søn

For vi lever i en tid, hvor mange går fra hinanden og finder nye kærester på kryds og tværs. Hvis vi hver gang forventer, at vores venner skal byde vores nye kærester velkomne, men også forlanger, at de skal bryde med dem igen, når forholdet er slut, bliver alting meget forvirrende og ikke mindst ret så trist.

I dit tilfælde lyder det så også til, at det mest er din venindes mand, der kommer godt ud af det med din ekskæreste, og det sætter din veninde i et svært dilemma. Derfor synes jeg, at du skal tage de helt store sko på og forsøge at lægge bitterheden fra dig.

Vores venner skal vi passe på og holde af, og vi kan ikke forlange, at de skal bryde med vores kærester, blot fordi vi selv vælger at gøre det – og manden er du jo lykkeligvis selv sluppet af med.

Anbefalet til dig