Carmen Curlers: ”Der blev ikke brændt bh’er af, men målet var i virkeligheden det samme”

For med opfindelsen af den elektriske papillot, Carmen Curlers, ændrer manden bag, Arne Bybjerg, tilværelsen for mange tusinde kvinder i Kalundborg og omegn. Ikke bare for dem, der kan købe de nye, moderne papillotter og med dem få frigivet enorme mængder tid, fordi de kun skal sidde i håret i 10 minutter, men også for alle de kvinder, som kommer i arbejde.

Op gennem 60’erne bærer samfundet præg af den mere konventionelle måde at tænke kønsroller på; manden tager på arbejde, mens kvinden er hjemmegående husmor, der står på hænder og fødder for sin mand, ordner vasketøj og madlavning, børnepasning og rengøring.

”Tilbage i 60’erne var der jo ikke særligt mange jobs til kvinder. Det var derfor helt vildt, at der pludseligt var sådan en efterspørgsel på den ufaglærte kvindekraft,” fortæller Mie Ellekilde, da hun tager os igennem de lokaler, der skal huse første del af udstillingen.

”Det her skal forestille stuen på et typisk husmandssted, hvor der bor en Carmen-kvinde (en kvinde, der arbejder i produktionen på Carmen Curler-fabrikken, red.). Her har man fx lige fået installeret et badeværelse, for det var der råd til nu. I dueblåt porcelæn, selvfølgelig. Det var jo det vildeste i 60’erne,” forklarer Mie Ellekilde.

Hidtil har der ikke været råd til moderne toiletter i dueblåt porcelæn, for der var hverken tid til for husmoren at tage en uddannelse, og ej heller plads på arbejdsmarkedet til ufaglærte kvinder. Men det ændrer Arne Bybjerg på, da han i mangel på netop arbejdskraft ser en fidus i at hverve ufaglærte kvinder.

Pludseligt får kvinderne mulighed for at tjene deres egne penge og skaffe sig en større livsarena at agere på. Måske endda blive skilt fra den mand, hun tidligere har været økonomisk afhængig af.

Kvindefrigørelse i provinsen

Ifølge Mie Ellekilde er ønsket om skilsmisse dog ikke den primære årsag til, at mange kvinder fra Kalundborg og de omkringliggende byer tager jobbet.

”Det, der er så specielt ved hele Carmen-historien er, at de kvinder, som tog jobbet, gjorde det, fordi så havde de mulighed for at købe de her goder, der gjorde livet nemmere; en vaskemaskine, en lækker lampe, en ny sofa eller en bil. Alt det, der gør tilværelsen en lille smule mere lækker og velfærdsparat. Noget andet, man købte, var nye badeværelser. I stedet for at skulle gå i gården, så fik man installeret badeværelser, fordi det var der pludseligt råd til. Flere kvinder tog også jobbet for at få tilskud til landbrugsmaskiner eller andet, der kunne understøtte deres landbrug.”

Mie Ellekilde uddyber.

”Man har jo en tendens til, at når man hører om kvinder, der er kommet på arbejdsmarkedet, så vil man gerne sætte dem i relation til rødstrømpebevægelsen og kvindesagsforkæmpere. Derfor overrasker det nok også mange, at de kvinder, der får arbejde på Carmen, ikke gør det, fordi de gerne vil på barrikaderne, det er i virkeligheden, fordi de gerne vil have en vaskemaskine. Det er jo ekstremt pragmatisk.”

”Der sker selvfølgelig en udvikling, der gør, at man bliver mere politisk bevidst; man får tillidskvinder på fabrikken, og fagbevægelsen kommer ind over. Men det er ikke det, der starter det. Man bliver derimod tilbudt et job, hvor man kan arbejde på akkord og tjene til at købe sig en vaskemaskine. Det er altså ikke, at nu skal jeg ud og være revolutionerende, og jeg gider i hvert fald ikke at være gift og hjemmegående husmor mere.”

”Det er jo til trods for, at det sker i en tid, hvor der en udvikling på vej – og hvor man flere steder tager et regulært opgør med husmoren. Men i en provinsby som Kalundborg bliver der ikke brændt bh’er af endnu. Så tilgangen er en anden, men målet er nok i virkeligheden det samme,” forklarer Mie Ellekilde.

Udviklingen, der sikrer mange husmødre en plads på arbejdsmarkedet, er dog på godt og ondt.

”De piger, der har været døtre af Carmen-kvinder, har jo været ude og få en uddannelse, fordi man har fået et helt andet perspektiv på tingene. Man har set, at det kan lade sig gøre. Men vi har også historier om, at folk har været kede af det, fordi de pludseligt ikke har set deres mor, som nu er på arbejde. Og sådan er det. Det er vi vant til i dag, men for dem var det jo en ny virkelighed.”

Det er på mange måder en brydningstid. For med kvindernes frigørelse fra hjemmet, skrider det tætte familiebånd også lidt i svinget. Og et stærkt familiefællesskab bliver erstattet af et stærkt fællesskab på arbejdet. Noget, Carmen-fabrikken er et godt eksempel på.

En mand med en vision

Det er da også med kvinderne for øje, at radio- og tv-forhandler Arne Bybjerg påbegynder sit nye erhvervseventyr i 1963 i Kalundborg.

”Carmen Curlers er tidsbesparende og gør, at flere kvinder kan få en lækker frisure, fordi det langt fra er alle, der har råd til at gå til frisøren, og det er måske heller ikke alle, der har tid til hver eneste aften at vaske sit hår eller gøre det vådt og sætte det med den gammeldags papillot. Så det er der, Arne Bybjerg virkelig revolutionerer. Han laver et produkt, som er brugbart for mange – og sætter samtidig kvinden på dagsordenen,” fortæller Mie Ellekilde.

Tilbage i 60’erne skal kvinders hår gerne sidde lidt højt og bobbes med krøl eller et seriøst svaj i længderne. Men vejen dertil er krævende og lang. For nogle kvinder betyder det et ugentlig besøg hos frisøren, mens andre klarer den hjemmefra. Fælles er, at det tager lang tid, er dyrt og omstændigt at vaske hår, og det giver dårlig nattesøvn, fordi piggene fra curleren har ligget og mast ind i hovedbunden, forklarer Mie Ellekilde.

Det er et omfattende aftenritual, som den elektrisk opvarmede papillot – til alle kvinders glæde – ændrer markant. Carmen Curlers bliver sat ned i et varmeapparat, som lynhurtigt opvarmer papillotterne, så de kan bruges i tørt hår – og på få minutter er frisuren klar.

Idéen til de moderne curlere er ikke ny, det er derimod konstruktionen. Og det er den kode, som Arne Bybjerg – sammen med ingeniør Niels Chr. Jørgensen og en god portion ukuelighed – knækker.

Det kræver dog flere forsøg at nå dertil og er ikke helt uden omkostninger, forklarer Mie Ellekilde, mens vi bevæger os videre ind i de lokaler på museet, der skal forestille direktionsgangen på Carmen-fabrikken.

”Kvinderne, der testede de nye elektriske papillotter, fik forbrændinger i hovedbunden og mistede hår, fordi metalenderne på papillotten var utæt. Utætheden gjorde, at den varme voks flød ud i hovedbunden.”

Til sidst lykkes det for den entreprenante og utrættelige forretningsmands, som producerer 10.000 sæt curlers til en start og navngiver dem Carmen Curlers. Nu skal produktet bare sælges.

I starten er det vanskeligt for mange at forstå præmissen for produktet. Arne Bybjerg hyrer derfor frisør Søren Unmack til at hjælpe med at stemme dørklokker og demonstrere curlerne på kunderne. Og det virker.

”Carmen bliver jo næsten omgående en succes. Da først Arne Bybjerg har knækket koden i forhold til udviklingen af curleren og begynder at producere dem, så mangler han hænder. Han starter med at tage ufaglærte kvinder fra Kalundborg, men det viser sig slet ikke at være nok. Han gik fra at have 10 ansatte i starten af 60’erne til at have omkring 1.000 ansatte i 67. Det går så stærkt,” forklarer Mie Ellekilde.

Mere præcist er der i februar 1965 cirka syv medarbejdere. Året efter er der omkring 60, og i samme måned i 1967 er der 200. Og da fabrikken er på sit højeste, er der 3.500 ansatte. Ud af dem er cirka 80 % af medarbejderne kvinder, og mange vestsjællandske husmødre får deres første ansættelse her.

De mange kvinder bliver hentet og bragt i busser med Carmen Curlers-logoer på siderne fra Kalundborg og de omkringliggende byer – helt ned til Skælskør, fortæller Mie Ellekilde og fortsætter:

”En direkte følge af, at Carmen Curlers er så succesfulde, er, at man bliver nødt til at lave børnehaver i Kalundborg, fordi kvinderne jo pludseligt skal have deres børn passet.”

En fabrik ud over det sædvanlige

Foruden den stigende efterspørgsel på produktet, skyldes Carmen Curlers enorme succes, at der arbejdes på højtryk – og hele tiden, fortæller Mie Ellekilde.

”Efter nogle år begynder der at løbe ordrer ind fra udlandet – hovedsageligt fra USA – og det handler bare om at masseproducere den her curler. Man når til et punkt, hvor de ansatte ikke længere kan sidde nede i kælderen og producere. De skal selvfølgelig have et andet sted at arbejde; nogle ordentlige forhold, så der skal tilbygges en fabrik. Men man kan ikke stoppe produktionen, imens man bygger fabrikken. Man slår derfor kæmpestore telte op, som de sidder og arbejder inde i, mens den store fabrik bliver bygget op omkring de store telte.”

Netop den situation har man forsøgt at genskabe på udstillingen på Kalundborg Museum. Her skal man forestille sig kvinder i produktionen sidde under teltdugen og arbejde. Mie Ellekilde viser rundt og forklarer videre.

Trods det store arbejdspres, bliver Carmen Curlers-fabrikken frontløber for en ny og mere frigjort kultur. Mens Arne Bybjerg er idémand og igangsætter og ham, det lykkes at lave den elektriske papillot, er Willy Bechman – foruden at være Arne Bybjergs højre hånd – med til at skabe et sammenhold blandt medarbejderne på fabrikken. Og det er netop dét, sammenholdet, der er hemmeligheden bag succesen.

Willy Bechman er tidligere professionel cykelrytter og viderefører sin mentalitet fra eliteidræt til fabrikken. Han indfører blandt andet firmaidræt, som sender direktionsgangen ud at cykle hver dag, mens der bliver etableret et kvindefodboldhold.

”Willys tankegang bærer meget præg af, at han har dyrket eliteidræt, for der skal man jo virkelig kunne arbejde sammen som et hold, og man skal kunne tænke som en enhed. Den ideologi og tankegang tager han med til Carmen,” fortæller Mie Ellekilde.

Ud over at arbejdskulturen bygger på humor, godt sammenhold og sjove fester, så beskrives Arne Bybjerg som en tilgængelig chef.

”Det bliver fx indført, at man godt må have lov til at sige ’du’ til hinanden i stedet for ’De’, for han (Arne Bybjerg, red.) vil gerne nedbryde klasseskellene. Selvom der har været et hierarki mellem damerne i produktionen og direktionsgangen, så har man gjort rigtig meget for ikke at styrke det yderligere,” fortæller Mie Ellekilde.

I 1969 bliver fabrikken solgt til det amerikanske firma Clairol. Efter salget fortsætter væksten et par år, men ånden, der har hersket på fabrikken de første år, forsvinder. Det samme gør Arne Bybjerg og Villy Bechmans ambition om, at Carmen skal føles som en stor familie, hvor enhver gør sit arbejde så hurtigt og effektivt som muligt. Ind kommer i stedet stopure, akkordbetaling og strejker en masse.

Alting har en ende

Over tid skifter hårmoden, som gør efterspørgslen på curlers mindre og dermed også produkterne dyrere at producere, og fabrikken må lukke i 1990. Det er på mange måder enden på en æra.

Fabrikkens betydning er dog til at få øje på – både under og efter, den stadig var aktiv.

”Han (Arne Bybjerg, red.) laver en arbejdsplads, som vokser eksplosivt, og det giver en god økonomi til byen og trækker andre aktører til. Nogle år efter åbner fx en af Europas største plastikfabrikker heroppe, fordi de har brug for plastik til curlerne,” forklarer Mie Ellekilde og uddyber.

”Der har også pludseligt været flere mennesker i byen, fordi der er blevet hentet mange kvinder ind fra oplandet, og det har uden tvivl gjort, at der er blevet åbnet flere butikker i byen, fordi der har været et marked for at sælge flere af de forskellige forbrugsgoder. Så Carmen har haft en stor betydning for Kalundborg.”

Her 30 år senere er det stadig tydeligt, at Carmen Curlers har præget byen. Og de fleste Kalundborgensere har stadig et tilhørsforhold til fabrikken.

”Der er også rigtigt mange ægteskaber, der er blevet indgået på Carmen, og mange folk heromkring er derfor blevet til, fordi deres forældre mødte hinanden på Carmen. Historien fortsætter ligesom,” slutter Mie Ellekilde.